Sarah Jessica Parker efter kritik af hendes hår og rynker: ”Det ville aldrig ske for en mand”
Efterfølgeren til den populære Sex and the City-serie har fået en varm velkomst blandt fans, men skuespilleren bag hovedkarakteren i de to serier, står nu frem og fortæller om den aldersshaming, hun har oplevet efter offentliggørelsen af fortsættelsen.
Smukke stilletter. Velvalgt tøj. Selvsikre smil. Rynker. Og velfriseret, gråt hår.
Alderen har sat sig i farven i håret og i folderne i ansigtet på de tre kvinder, der både stil- og selvsikkert kommer gående ned af en af Manhattens travle gader.
Som de gjorde så mange gange i Sex and the City-serien i årene fra 1998 til 2004, går den nu 56-årige Sarah Jessica Parker og hendes kolleger, Cynthia Nixon, 55, og Kristin Davis, 56, igen rundt i den populære New York-bydel i deres høje sko og tilhørende fede outfits i den længe ventede efterfølger And Just Like That…, mens de snakker om sko, mænd, sex og meget, meget andet.
Passende til deres egne aldre, møder seerne i fortsættelsen Carrie, Miranda og Charlotte i deres 50’ere. Noget, som ifølge Sarah Jessica Parker har fået mange folk til tasterne – og ikke just på den gode måde.
I et stort interview med den amerikanske udgave af modemagasinet Vogue siger hun nu fra overfor den aldersshaming, hun efter seriens offentliggørelse har oplevet.
”Det føles næsten, som om folk ikke vil have, at vi har det helt okay med, hvor vi er. Som om de næsten nyder, at vi bliver såret over, hvem vi er i dag, at vi vælger at ældes naturligt og ikke se perfekte ud,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg ved, hvordan jeg ser ud. Jeg har intet valg. Hvad skal jeg gøre ved det? Stoppe med at blive ældre? Forsvinde? ”
And Just Like That… gik der 30 år
Da Sex and the City havde premiere tilbage i 1998 var hovedkarakteren 32 år, og skuespilleren bag jævnaldrende.
Her, næsten 30 år efter, er det naturligt, at skuespillerne er blevet ældre, men hvor en af manuskriptforfatterne, Samantha Irby, kalder det ”revolutionerende” at lave en serie om midaldrende kvinder ”med aldrende damekroppe”, er det altså netop dét, internettet har set sig sur på.
"Der er så meget kvindefjendsk snak om os, som aldrig ville ske for en mand,” siger Sarah Jessica Parker til Vogue og tilføjer:
”Jeg sidder med Andy Cohen (amerikansk talkshow-vært, red.), og han har helt gråt hår, og han er udsøgt. Hvorfor er det okay for ham? Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle jer! Især på sociale medier har alle noget at sige: Hun har for mange rynker, hun har ikke nok rynker…”
Nok rynker eller ej, så vil Parker hverken gemme dem eller det grå hår væk. Hun er glad for at være tilbage på skærmen som en ’ældre’ Carrie Bradshaw, og hun er med serien og Vogue-forsiden klar til at fejre kvinder, som de er - i alle aldre.
Sarah Jessica Parker pryder i bedste Carrie Bradshaw-stil i forsiden af december-udgaven af Vogue. Se den flotte forside her: