Sidsel Sofia Sommer er 54 år og glad for at være gråhåret: "Jeg føler ikke, det gør mig ældre"
Sidsel Sofia Sommer, 54, er glad for sin egen grå hårfarve, og hun lyttede ikke til veninden, der foreslog, at hun skulle farve det. Hun mener, at det er meget individuelt, om man skal farve sit grå hår, for der er stor forskel på, om den grå farve, man får, klæder ens teint eller ej.
Rigtig mange af os stiller os selv selv spørgsmålet, om vi skal få håret farvet eller bare omfavne sølvlooket, når de grå hår begynder at pible frem. For nogle sker det meget tidligt i livet, hvor det kan være svært at identificere sig med de grå lokker, men selv hvis det kommer senere, betyder det noget for selvbilledet. Vi har talt med tre kvinder i henholdsvis 30’erne, 40’erne og 50’erne, der alle har valgt at stå ved det grå look.
"Jeg har altid været glad for mit hår, især når jeg har haft en god frisør, der kunne få styr på mine altid skiftende krøller. Da jeg var i begyndelsen af 30’erne, sagde min frisør, at jeg var begyndt at blive gråhåret, men det rystede jeg bare på hovedet af. Jeg kunne ikke selv se det. Efterhånden blev det dog mere og mere, men det var en fin overgang. Det lignede hvide striber, som folk ofte spurgte, hvor jeg havde fået lavet."
"Jeg har aldrig farvet håret, men tænkte da lidt over det, da en veninde sagde, at hun syntes, jeg skulle gøre det. Det gjorde jeg heldigvis ikke. Jeg kan godt lide mit hår, som det er, og ville ikke lade hende styre det."
"Jeg synes ikke, det har ændret noget ved min identitet, at jeg er blevet gråhåret. Jeg føler ikke, at det gør mig ældre, for det er i højere grad mit ansigt, der tegner min alder, synes jeg. For det meste kan jeg godt lide mit eget spejlbillede – undtagen, når jeg lige er stået op! Jeg har heller ikke ændret på min tøjstil, efter jeg er blevet gråhåret."
"Jeg kan ikke komme med gode råd til andre i forhold til, om man skal lade håret være gråt eller farve det. Det kommer meget an på den grå farve, synes jeg, og om den passer til ens teint. Min farve er rigtig pæn til mig, men andre kvinder har måske en anden grå farve, som ikke er så pæn til dem, det er meget individuelt, og så er det måske bedre at farve håret. I bund og grund handler det om at se på sig selv og lade være med at sammenligne sig med andre.
Lyt til dig selv og dem, der holder af dig. Farv dit hår, hvis det er dét, du har lyst til, men gør det ikke, bare fordi det er gråt. Hvis man har lyst til at peppe et gråt hår op, kan man få lavet lyse striber i det, så det changerer lidt, det er rigtigt flot til mange gråhårede. Og skift frisør, hvis din frisør absolut synes, du skal lade det farve, og du ikke er enig."