Emma Krab-Johansen redder sig ud af sine kaotiske morgener med en simpel tjekliste
Designer og iværksætter Emma Krab-Johansen har en kaotisk morgenrutine, skal stadig vænne sig til at være voksen, og så elsker hun både glimmerpudder, og når hendes tøj matcher møbler og kager. Her deler hun sine tanker om idealer, eyeliner og den franske salve, hun ikke vil løbe tør for
Min morgenrutine er... er sjældent fast. Jeg er virkelig ikke et morgenmenneske, og mine uger varierer meget, så mine morgener er altid ret kaotiske. Min tjekliste hedder: Morgenmad, bad, øjencreme, wonder-serum fra Glossier, eyeliner, nøgler og så gerne strømper, der matcher. Da jeg læste i Paris, kom jeg en dag i skole med kun én sok i mine Birkenstock, så niveauet er ret lavt. Og så altid kaffe, så snart jeg kommer ned i værkstedet eller på skolen.
At pleje min hud er for mig... stadig noget, som jeg er ved at lære. Min hud ændrer sig meget for tiden, så er ved at finde ud, af hvad den skal bruge. Men det bliver sjovere og sjovere, når man kan se en lille udvikling.
Jeg lægger makeup, når... jeg skal til fest. Jeg er ret vild med makeuppen i serien ”Euphoria” eller meget pastellede looks fra 60’erne, så det er virkelig sjovt at prøve at efterligne. Hvis jeg har haft Crocs på i værkstedet i for mange dage i træk, så kan jeg også godt få lyst til at føle mig lidt fin, og der hjælper masser af glimmer på øjnene altid.
Den bedste duft for mig er... min gamle Oililyparfume, men jeg tør ikke tage den på, for den er nok 15 år gammel. Men jeg dufter tit til den.
Den alder, jeg har nu, er... lidt forvirrende. Det er virkelig skønt, at man endelig kan handle på alle de ting, man har ønsket sig at kunne gøre, uden at skulle spørge en voksen om lov. Men samtidig er det lidt mærkeligt at finde det første grå hår og så nærmest samme dag komme til at oversvømme sit køkken i skum, fordi man ikke har styr på de forskellige slags opvaskesæber, og pludselig få brug for en voksens hjælp alligevel.
Nutidens skønhedsideal er... på vej et bedre sted hen. Mit eget ideal bygger på Diane Vreelands kloge ord: ”We all need a splash of bad taste, no taste is what I’m against”.
Jeg føler mig smukkest, når... jeg er velklædt. Mine bedste veninder driller mig meget med, at jo finere jeg vil være, jo flere lag tøj har jeg på. Så jeg føler mig nok smukkest, når jeg har alle mine fineste kjoler på, på samme tid. Og nogle fine sko med fine strømper i. Eller hvis jeg matcher med noget, jeg synes, er pænt: ”Gud, jeg ligner den der virkelig pæne sofa”, eller ”Jeg er sgu’ da klædt fuldstændig som den der lagkage i dag!”.
Emma Krab-Johansens favoritter:
Den perfekte blå skygge
Glossiers Sky Wash-øjenskygger er virkelig gode og lette at påføre. Pool Hover er nok den perfekte blå skygge. Sky Wash i farven Pool Hover, Glossier, 140 kr.
Multisalven
Homéoplasmine salve er en fransk favorit, og jeg køber et lager med hjem, hver gang jeg er i Paris. Den er perfekt til en tør næse, til at rette øjenbryn og er virkelig god at smøre på, efter jeg har vokset min overlæbe, som eller godt kan blive meget rød og tør ellers. Homéoplasmine salve, Homéoplasmine, 110 kr.
Fint fe-glimmer
Jeg har lidt en hang til ting, der glimter. Jeg fandt Fentys Diamond Bomb en dag med min lillesøster, og vi var enige om, at den ligner fe-glimmer på dåse. Den er fænomenal både som highligther og øjenskygge. Diamond Bomb, Fenty, 330 kr.
Makeup-pungens bedste ven
Jeg har lidt en hang til ting, der glimter. Jeg fandt Fentys Diamond Bomb en dag med min lillesøster, og vi var enige om, at den ligner fe-glimmer på dåse. Den er fænomenal både som highligther og øjenskygge. Pro Tip Liquid Eyeliner, Glossier, 135 kr.
Hverdagsfavorit
Future Dew, Glossier, 200 kr.
Favoritten til øjnene
Det meste af min hudpleje er fra Rudolph Care, og øjencremen er en total favorit. Udover at de har de bedste værdier som virksomhed, er denne creme bare så rar at tage på. Jeg synes selv, at jeg ser lidt friskere ud med den her, og så er den virkelig god at lægge concealer over, hvis man har en ”øv-PMS-dag”. Acai Eye Cream, Rudolph Care, 395 kr.