marianne jensen

Hun er kvinden bag Helena Christensen og Oh Lands fantastiske hår – få hendes bedste tips her

Marianne Jensen er kvinden bag Helena Christensens misundelsesværdige frisurer og Oh Lands vilde hårforvandlinger. Selv elsker hun mest at have velplejet hud med masser af fugt, nyvasket hår med god teksturspray og knaldrøde læber.

Min morgenrutine består af… at lave kaffe og tænde for P1 som det første, og hvis solen skinner, tager jeg en morgendukkert i Øresund. I dårligt vejr bader jeg tit senere.

At pleje min hud inkluderer…  både serum og olie og masser af det. Jeg bruger lige nu Tromborgs A Better Night Cream om natten, samme mærkes Peptide Anti-aging Wrinkle Serum og så Kjær Weis' Beautiful-ansigtsolie.

Jeg lægger makeup, når… jeg skal på arbejde eller til fest. Jeg nyder faktisk at gå helt uden makeup i weekenderne, hvor jeg bare har renset og plejet min hud. Jeg bruger primært makeup, når jeg er på, og jeg kan godt gå på job helt uden makeup, men jeg kan også godt lide den power, som makeup kan give mig. Jeg elsker rød læbestift og bruger Kjær Weis' Red, som er en klassisk og smuk rød farve.

Min makeuprutine er… masser af fugt i form af enten creme eller olie. Jo ældre jeg bliver, jo mere fugt synes jeg, der skal til. Jeg bruger også en flydende foundation, The Beautiful Tint M4 fra Kjær Weis, der lægger sig som silke på huden. Jeg bruger altid cremeblush, som jeg synes giver et friskere look, og jeg går næsten med blush hver dag. For øjeblikket er det den, som hedder Sun Kissed fra Kjær Weis.

Sommetider bruger jeg lidt mascara, og nogle gange, hvis jeg skal ud, og den skal have lidt gas, bruger jeg lidt kohl inde ved vippen. Men oftest har jeg ”nøgne” øjne, når jeg har røde læber, for jeg synes, det virker bedst med lidt men godt på mit ansigt.

Jeg plejer mit hår med… to forskellige shampooer i øjeblikket, for jeg er meget bevidst om at skifte shampoo en gang imellem for at få det optimale ud af dem. Jeg har to forskellige stående, og den ene er Kerasilk Colorprotecting Shampoo. Den passer på min farve og er frisk og dejligt cremet.

I stedet for balsam bruger jeg en smoothing mask, som giver masser af fugt og pleje. Den anden shampoo er fra Oribe – en serie som hedder Serene Scalp, som er god og plejende for både hår og hovedbund –og her bruger jeg også balsammen. Min hovedbund kan godt klø lidt, og her er disse produkter fantastisk nænsomme, samtidig med at de dufter himmelsk.

Jeg friserer mit hår i badet og lader det oftest lufttørre, og mens det gør det, bruger jeg Kerasilks Liquid Cuticle Filler, som er god til det tørre, slidte sommerhår, da den fylder hårstrået ud, hvor det har brug for det. Derefter får det Volumizing Spray – også fra Kerasilk. Hvis jeg gerne vil trække min hårvask en dag, bruger jeg Dry Shampoo fra Oribe, som er verdens bedste tørshampoo.

Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være… vær en stjerne i dit liv! Både mine egne piger og mine kære venner og veninder vil jeg til hver en tid opfordre til at være præcis den dejlige person, de er, og være tro mod sig selv.

Den bedste duft for mig er… Hermès Rhubarbe. Den har jeg brugt i mange år – den er let og finurlig i sin duft.

Det bedste skønhedstip jeg nogensinde har fået…  fik jeg af Helena Christensen, og det var aldrig at gå ud uden blush. Jeg bruger både cremeblush og Tromborgs Baked Minerals, som er smukke og har en smule glimmer i sig.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være… less is more! Jeg var jo ung i 90'erne, og det var med fuld permanent, tre forskellige øjenskygger på låget og optegnede bryn og læber. Det var også tiden, hvor vi sugede kinderne ind, mens vi lagde ”kindrødt” på, som vi sagde. Det var full on, og det var ikke vildt smukt.

Det sted, jeg er i livet netop nu, er… fyldt med stor frihed, mine børn er næsten fløjet fra reden, og min tid er for første gang helt min egen. Det er en stor forandring. Heldigvis ses vi meget i hverdagen, og forandringen er derfor ikke så hård, som da jeg selv flyttede fra Ærø som ung.

Jeg vidste godt inderst inde, at jeg ikke ville vende hjem igen Det tror jeg også, min mor vidste. Den sorg har jeg ikke. Mine piger kommer og spiser tit, og vi rejser og laver mange ting sammen. Jeg føler en dyb taknemmelighed over, at de vil mit selskab så meget.

Nutidens skønhedsideal er… mangfoldigt, og jeg synes faktisk, at den nye generation er meget inkluderende og åbne overfor mange måder at se ud på. Jeg håber sådan, at det ender med at smitte af på deres trivsel.

Jeg føler mig smukkest… når jeg føler mig sund, for eksempel efter en løbetur og en dukkert. Eller når jeg tager min yndlingskjole fra The Vampire’s  Wife på og lidt læbestift. Det er de små ting, som gør, at jeg føler mig fin.

Marianne Jensens favoritter: 

tromborg.jpg

Den foretrukne bodylotion

weleda-skinfood.jpg

Aromatherapy Body Lotion fra Tromborg er den bedste i verden, og jeg bruger den hver dag. Aromatherapy Body Lotion, Tromborg, 440 kr.

Masser af fugt

Weledas Skin Food er en skøn, fugtgivende creme, som min hud elsker. Jeg bruger den, når min hud trænger til et ekstra skud fugt. Skin Food, Weleda, 75 kr.

silk3.jpg

Fylde til håret

Jeg er kæmpefan af Kerasilks Liquid Cuticle Filler, fordi den fylder hvert hårstrå ud, så hele håret føles kraftigere og sundere. Den bruger jeg hver dag sammen med Volumizing Spray fra samme mærke, for jeg synes, mit hår bliver for fladt og fint, hvis der ikke er noget spray i til at give fylde. Liquid Cuticle Filler, 240 kr., og Volumizing Spray, 210 kr. Begge fra Kerasilk.

Oribe_Dry_Texturizing_Spray2.jpg

Hverdagsfavorit

Dry Texturizing Spray, Oribe, 340 kr.

180807_Shot_10_BeautifulOil_30ml_0012.jpg

Næring i dråbeform

Min hud får brug for stadig mere næring med alderen, og derfor sværger jeg til The Beautiful Oil fra Kjær Weis. Det er den bedste ansigtsolie på markedet. The Beautiful Oil, Kjær Weis, 475 kr.

Det her billede er smukt for mig, fordi…

ohland.jpg... det er det måske mest inspirerende samarbejde, jeg har. Nanna (Oh Land, red.) er utroligt åben for nye idéer og ikke bange for at prøve nogle vilde ideer af, og det nyder jeg meget. Nanna omgiver sig med vildt dygtige folk som makeupartist Nina Larsen, så hvis hun laver grøn makeup, så laver jeg stort, smukt orange-rødt hår.

Jeg nyder den balance, hvor man giver plads til hinanden og stoler på, at alle bidrager med noget godt, gedigent håndværk. Det gør den kreative proces fri, og der kommer nogle smukke resultater ud af det. Det er det bedste ved mit job, faktisk.

Marianne Jensen

  • Er en af Danmarks mest anerkendte hårstylister.
  • Hun har haft hænderne i håret på stjerner som Antonio Banderas og Justin Bieber, Helena Christensen og Oh Land og er netop blevet udpeget som Lead Hair Artist for KAO Nordic.
  • Hun er 52 år, kæreste med Jan og mor til Karla på 21 år og Ella 19 år.