Marie Haulrik

”Det her tip har været en gave til min fordøjelse, energi og ikke mindst min hud”

Hun bruger nærmest ingen makeup, men nyder til gengæld at holde huden ren, gennemfugtet og friskt masseret. Duften af kaffe og lavendel er hendes favoritter, og indimellem giver hun hår og hovedbund en ganske særlig oliekur. Mød den bogaktuelle yogalærer Marie Haulrik til en skønhedssnak.

Min morgenrutine består af… renseolie, vask med varm vaskeklud efterfulgt af et par iskolde splask med vand til kinderne, serum og så en let ansigtsolie. Derefter drikker jeg to-tre kopper varm vand med citron samt en kop kaffe – og så er jeg vågen.

At pleje min hud betyder for mig… at holde den ren, fugtig og blød. Min hud, særligt i ansigtet, fortæller min historie, den vil jeg gerne pleje og værne om uden at ændre for meget ved den med at fjerne rynker, ar eller påføre for meget makeup.

Jeg lægger makeup, når… jeg skal til en fest. I hverdagen bruger jeg blot ganske lidt rouge til kinderne og ikke andet.

Min makeuprutine er… meget enkel. Jeg har kun en rouge, en brun mascara og et mineralpudder i min lille make-up pung – sidstnævnte bruges kun et par gange om året.

Jeg plejer mit hår med… ingenting. Vasker det i en shampoobar fra Elou 1 gang om ugen og lader mit hår lufttørre uden at tilføre nogen former for pleje. Få gange i vinterhalvåret giver jeg dog mit hår og hovedbund en sesamolie-kur for at tilføre noget fugt, og fordi jeg elsker hovedbundsmassage.

Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være… du må gerne fylde, skabe og stråle lige så tosset, som du vil. Vær fri og sæt dit aftryk i den her verden lige præcis som den, du er.

Den bedste duft for mig er… mine børn, friskbrygget kaffe, nyslået græs og så altid lavendel – jeg elsker duften af lavendel, både i øjenpuder, kropsolier eller i te.

Når jeg skal have smilet frem… danser jeg og mine piger lige nu til ”Dronning Af Månen” med Pil.

Hvis min hud slår ud, er mit trick… vand, luft og hvile og ikke andet. Sådanne udbrud kommer ofte af en årsag, enten cyklushormonelt, eller fordi der har været lige lovlig smæk på, så jeg tænker allermest på at tage den lidt med ro og ikke gå i gang med at ”behandle det”.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået… fik jeg af Janni Ide Daugaard, og det var at starte hver dag med en større mængde lunken, afkogt vand. Det var egentlig ikke et skønhedstip, men et ayurvedisk råd, som har vist sig ikke kun at være en gave til min fordøjelse og energi, men også en stor gave til min hud.

Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden… er nok en gua sha. Det er ikke mærkeligt, men mere et overflødigt og dyrt købt. Jeg nyder faktisk mere at anvende mine fingre og hænder til at oliemassere og stimulere mit ansigt og lymfesystem. På den måde mærker jeg også mit ansigts kurver som pande, kindben, hage og for den sags skyld også de tydelige rynker. Det vækker noget kropsbevidsthed.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være… at sætte farten ned og bruge min energi på at styrke min indre sundhed og velvære fremfor at bruge den på mit ydre. Jeg vil fortælle mit unge jeg, at når kroppen larmer med urenheder, så er det et tegn på, at der er noget indeni, der skal have opmærksomhed og drages omsorg for. At urenheder ikke er skamfuldt, men noget helt naturligt og særligt som ung kvinde.

Det sted, jeg er i livet, netop nu er… ærligt og nærværende. Jeg lever med en høj bevidsthed om min egen væren i livet og har arbejdet med accept, rummelighed og empati for, hvem jeg er igennem de sidste mange år gennem min hvilepraksis. Det gør mig jordnær og stærk, og jeg har det superdejligt i min egen krop og passer rigtig godt på både den og mig selv som helhed.

Nutidens skønhedsideal er… heldigvis ved at være naturlig og ærlig. Der er ikke noget mere levende, kraftfuldt og smukt end en kvinde, der står ved sin kvindelighed, sin naturlighed og sine former. Jeg håber, det bliver ved at bevæge sig i den retning, og at mine piger vokser op i en verden, hvor skønked ikke handler om tøj, makeup og ting, men om de menneskelige værdier og egenskaber.

Jeg føler mig smukkest, når… mit hår er løst og vildt, når jeg er i solen, og når jeg går barfodet i store løse kjoler – sådan er jeg allermest mig, og det er her føler jeg mig smuk.

Marie Haulriks favoritter:

blush3.jpg

Ren og billig

Det billigste produkt, jeg køber igen og igen, er blush fra Benecos, fordi de er rene for kemi, veganske, og deres farver så fine og smukke. Og, så er Benecos altid billigt. Natural Powder Trio Blush, Benecos, 60 kr.

weleda3.jpg

Flere fugtgivende funktioner

renseolie.jpg

Weledas Skin Food Body Butter er vidunderlig til både tørre fødder og neglebånd. Skin Food Body Butter, Weleda, 150 kr.

Fugtgivende renseolie

Denne rens er meget et bid, og i stedet for at udtørre huden så tilfører den fugt. Øko Renseolie, Naturlig Olie, 290 kr.

anne-solcreme.jpg

Uundværlig solcreme

ansigsolie.jpg

Denne creme kan jeg ikke undvære, for jeg er glad for solen, og jeg vil gerne beskytte min hud. Sun Care spf 30, Annemarie Börlind, 210 kr.

Hverdagsfavorit

Økologisk Ansigtsolie Glød, Naturlig Olie, 265 kr.

Det her insta-billede er smukt for mig, fordi…

Marie-Haulrik_YOGA.jpg

Billedet bekræfter mig i, hvor nærende og styrkende, hvilen er for mig, og hvor vigtigt det er at have sådanne livspraksisser, der vedholdende vækker følelsen af at være fuldstændig hel. Det er så smuk en energi, og jeg kigger ofte på præcis det billede, fordi det repræsenterer rigtig meget i min egen historie og min væren i dag.

Marie Haulrik

  • Er restorativ yogalærer og hvileterapeut, og så er hun aktuel med bogen ”Hvile – find hvile i dig selv gennem fredfyldt nærvær”.
  • Hun er 45 år, kæreste med Michael og mor til to piger på 8 og 11 år.