Rikke Bangsgaard

Strikdesigner Rikke Bangsgaard: ”Denne scrub redder min hud”

For strikdesigner Rikke Bangsgaard er det helt afgørende at starte dagen med kaffe og en bog, makeuprutinen er den samme stort set hver dag, og hårplejen budgetvenlig. Stedet, hun er i livet lige nu, er både sårbart, smukt og ganske lykkeligt.

Min morgenrutine består af… god tid og ro. Derfor står jeg gerne meget tidligt op for ikke at risikere at få travlt. Uanset om jeg skal ud ad døren eller arbejde hjemmefra, så er det første, jeg gør hver morgen at drikke et stort glas vand med saften fra en halv citron, et brev kollagenpulver og et skvæt kogende vand.

Efter at jeg har taget et bad eller som minimum har renset mit ansigt, drikker jeg en kop kaffe, mens jeg lægger en let makeup. Skal jeg arbejde hjemme, drikker jeg en ekstra kop kaffe, mens jeg læser skønlitteratur i 30 minutter. Det er en ting, jeg har indført for nylig for at sikre mig at få læst dagligt, og det er den vildeste selvforkælelse og den bedste start på dagen.

1.jpg
Det billigste produkt, jeg køber igen og igen, er Max Factor 2000 Calorie Dramatic Volume Mascara, fordi den er nem at påføre og giver mine vipper fylde og længde på en lidt afdæmpet og naturlig måde. 2000 Calorie Dramatic Volume Mascara, Max Factor, 130 kr.

At pleje min hud betyder for mig… at spise sundt, passe min søvn og at rense og fugte min hud hver dag. Det betyder også at bruge solcreme året rundt og at tage vitaminer og kosttilskud – for tiden tager jeg kollagenpulver og The Beauty Pearls fra Oslo Skin Lab og Cal-Mag Citrat med vitamin D fra Solaray.

Min makeuprutine er… den samme hver dag. Jeg bruger altid først en dagcreme med solfaktor 30 fra Dermalogica. Herefter dupper jeg, inden dagcremen er tørret, ganske lidt foundation på huden – særligt omkring næsen og under øjnene. På øjenlågene bruger jeg en brun øjenskygge fra Kjær Weiss og på kindbenene en brunlig cremeblush fra Tromborg.

Jeg bruger en gennemsigtig bryngelé og putter en lille smule brun/sort mascara på vipperne. Skal jeg ud om aftenen, putter jeg lidt ekstra på af det hele, og så har jeg ofte sørget for at have fugtet min hud natten inden med min Clinique Moisture Surge Overnight Mask, der ikke skal vaskes af.

2.jpg
Denne scrub redder min hud, når den har brug for noget ekstra. Acai Facial Scrub Mask, Rudolph Care, 295 kr.

Jeg plejer mit hår med… shampoo fra Sanex til normalt hår, der efterlader mit hår med den perfekte struktur. Jeg vasker kun mit hår to-tre gange om ugen, og jeg beskytter det med en cremeolie fra Roze Avenue inden føntørring. En gang imellem låner jeg min søns saltvandsspray, som jeg krammer ind i spidserne – det giver lidt hold.

Kunne jeg sige én ting til mine medsøstre, ville det være… se på dig selv med milde øjne og tal ligeså pænt til dig selv, som du taler til andre. Smil til en fremmed hver dag – det føles så godt at give og få et smil tilbage.

3.jpg
Dette mulltiprodukt fra Tromborg hjælper med at indramme mit ansigt. Creamy Lip Cheek Eye Powder - Misty Brown, Tromborg, 220 kr.

Den bedste duft for mig er… duften af regn på varm asfalt på en sommerdag. Og så bruger jeg hver dag Eau de Toilette #13 fra Tromborg, som desværre ikke holder så længe, men dufter skønt af vanilje og citrus, når man tager den på. Jeg ville ønske, at den fandtes i en lidt kraftigere parfume-udgave.

4.jpg
Min hverdagsfavorit er Prisma Protect spf 30, Dermalogica, 575 kr

Hvis min hud slår ud, er mit trick at… spise avocado, drikke grøn te og give min hud en ansigtsmaske.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået… fik jeg af min farmor, der lærte mig, at man altid skal huske at pleje huden på halsen, da de første aldringstegn sker her.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være… at dyrke mindre sol, altid at bruge solcreme og at huske at nyde det, der er.

5.jpg
Facial Oil Delight er en favorit. Jeg blander den ofte med et par selvbrunende dråber fra A Hint of Summer, der giver min hud en lille smule farve på en naturlig måde. Facial Oil Delight, Rudolph Care, 465 kr.

Det sted, jeg er i livet netop nu, er… dejligt, og i forandring. Mine børn er blevet store. Min datter er flyttet hjemmefra, og min søn på 16 år er som oftest på farten. Selvom det er kærkomment med mange timer til egen disposition, ikke mindst efter flere år med opbygning af egen virksomhed samtidigt med en fuldtidslærerstilling og to mellemstore børn, skal jeg vænne mig til, at mine børn har brug for mig på en anden måde nu, og jeg savner at være meget sammen med dem.

Den dejlige balance, der indtraf i starten af 40'erne, er også blevet ledsaget af en større sårbarhed. Livets forgængelighed banker på, og jeg lægger mærke til, at folk på min egen alder begynder at blive syge. Men jeg omfavner den karakter, som de begyndende aldringstegn giver ansigtet, og jeg synes, der er så uendeligt mange smukke og seje kvinder på min egen alder og ældre at beundre og se op til.

Nutidens skønhedsideal er… mindre fokuseret på den tynde kvindekrop, mere mangfoldigt og mere modent. Der er i hvert fald flere kvinder med forskellige etniciteter, former og aldre i modebladene, og det er fantastisk. Samtidigt har jeg så ondt af de unge mennesker, der er vokset op med at have hele verden at sammenligne sig med på de sociale medier.

6.jpg
Det her insta-billede er smukt for mig, fordi det markerer et vigtigt vendepunkt for mig. Billedet er fra en fotosession til min bog og er taget af fotograf og sanger Emilie Schiøtt. Emilie fik mig til at danse, slappe af og glemme mig selv foran kameraet, og hun så mig, som jeg ser mig selv. Den sommerdag i Rørvig nød jeg for første gang at få taget billeder, og det blev efterfølgende meget lettere for min kæreste og mig at gennemføre at få taget resten af bogens billeder.

Jeg føler mig smukkest, når… jeg glemmer mig selv, griner og er i selskab med folk, der elsker mig – ikke mindst min kæreste. Jeg føler mig helt klart smukkest, når jeg ser mig selv igennem hans øjne.

Rikke Bangsgaard

Strikdesigner og står bag firmaet Refined Knitwear.

Hun er aktuel med bogen ”Refined Knitwear – Kærlighed til strik og steder”, der er en bog med 19 feminine, klassiske og tidløse strikkeopskrifter.

Rikke er 47 år, kæreste med David Springborg, der er producer og guitarist, og mor til to børn fra et tidligere forhold: Johanne på 21 år og Mads på 16 år.