Måske kender du også til den overfyldte hårbørste, som får en til at spærre øjnene op og blive overrasket over, at der overhovedet er mere hår tilbage på hovedet. Det er de perioder i ens liv, hvor man fælder uendeligt meget og kan mærke, at håret bliver tyndere. Man føler pludselig, at man er med i en fældekonkurrence med naboens golden retriever.
Hjemmesiden Health forklarer, hvorfor mænd og kvinder kan opleve hårtab. De har især fokuseret på kvinders hårtab, fordi det oftest er mændenes, som bliver omtalt. Men det er lige så almindeligt som kvinde, at lokkerne forlader hovedet en anelse for hurtigt. Der findes flere sygdomme, som kan være årsag til varigt og voldsomt hårtab, men ofte er det blot noget i din hverdag, som faktisk forårsager hårtabet.
Vi giver dig her syv grunde til, at du taber håret. Og når du kender årsagen, så kan du måske fikse problemet eller slappe af og vide, at håret kommer hurtigt tilbage igen.
LÆS OGSÅ: #NoPoo Metoden
1. Du er alt for hård med styling af håret
Det er hårdt for håret at se fantastisk ud. Corn rows og generelle fletninger tæt mod hårbunden slider, fordi de sidder så stramt. Men det er især opvarmning af håret, som er den store synder. Krøllejern, føntørrer og fladejern slider utrolig meget på håret, selvom der bliver brugt diverse beskyttelsesprodukter. Health anbefaler, at du ikke bruger varmeprodukter mod håret mere end én gang om ugen. De andre dage skal det helst lufttørre. Skal du have gang i krøllejernet, så køb et, hvor du er sikker på, at det hurtigt former en krølle, så du ikke påfører håret mere varme end højest nødvendigt.
Generelt kan hårde kemiske behandlinger mod håret slide så meget, at det både knækker og falder af. Jo mere du kan begrænse det, jo flere totter bliver på hovedet.
2. Du får ikke nok protein
Typisk bliver dit hår tyndere, hvis din krop ikke får nok protein. Faktisk kan du se det på dit hår allerede to-tre måneder efter, at dit proteinniveau er faldet. Det sker, fordi kroppen begynder at spare på protein i kroppen, derfor lukker den hårproduktionen ned. Det gode er, at du vil se en hurtig forskel, hvis du begynder at indtage mere protein igen. Du finder masser af protein i blandt andet fisk, kød og æg.
Hvis du har mistanke om mangel på protein, kan du få det tjekket hos din læge.
3. Du er stoppet på p-piller eller har skiftet mærke
Faktisk kan du også tabe mange totter, hvis du har skiftet p-piller eller er stoppet på dem. Det er simpelthen skiftet i antallet af hormoner i kroppen, som er med til at få hårproduktionen i ubalance. Du kan også spørge din mor, om hun har oplevet noget lignende ved skift af p-piller, for så sker det højest sandsynligt også for dig.
Hvis du oplever, at du mister hår, efter du er stoppet permanent på dine p-piller, så skal det nok komme igen, når din krop lige har vænnet sig til den nye hormonbalance. Men hvis du skifter p-piller og føler et hårtab, så besøg din læge. Det kan enten være du skal skifte tilbage til gamle p-piller eller prøve nogle andre.
4. Du er syg eller er lige blevet opereret
I nogle tilfælde kan et fysisk traume simpelthen give ens hår et chok. Det kan enten være en pludselig operation, lang tids sygdom eller bare en grum omgang influenza. Hårtabet i sig selv er ikke tegn på noget alvorligt, men blot et symptom på, at kroppen har været under pres. Faktisk ses hårtabet først ordentligt tre til seks måneder efter, du har været syg. Men den allerbedste nyhed er, at så snart din krop er på toppen igen, så begynder håret at vokse, som det plejer.
LÆS OGSÅ: Her er det ultimative trick til rande under øjnene
5. Du har tabt meget vægt på kort tid
Selvom et vægttab oftest er en god ting, så går det stadig ind og stresser kroppen, hvis du taber dig meget på kort tid. Det skal ikke forhindre dig i at fortsætte en sej rejse, for håret vokser normalt ud igen efter seks måneder. Det sker ikke for alle og er langt fra normalen, men det er godt at skrive sig bag øret, hvis man i forbindelse med sit vægttab får meget tyndt hår.
6. Du er stresset
Måske du allerede har opdaget, at stress får børsten til at holde på flere hår. Faktisk kan både stress på arbejdet eller følelsesmæssig stress efter eksempelvis et dødsfald eller en skilsmisse få dit hår til at blive tyndere. Health skriver dog, at så længe stressniveauet nedsættes, så behøver man ikke være bekymret. Så genfinder håret sin naturlige balance.
7. Du har lige født
En af de mest velkendte grunde til hårtab en fødsel. Kroppen oplever nemlig oplevelsen, som fysisk stress. Det giver egentlig god mening, for det er svært at komme i tanke om noget, som er mere overvældende for kroppen end at føde et barn. Nogle oplever også, at de under graviditeten får tyndere hår, men som oftest er det fødslen, der udløser det. Det heldige er dog, at man hverken behøver behandling eller nye plejeprodukter, for det er faktisk bare tid og ro, som får håret til at vokse helt normalt igen efter nogle måneder.
LÆS OGSÅ: "Min hud får det vildeste boost af det!"
LÆS OGSÅ: De 6 bedste flydende foundations
LÆS OGSÅ: Viral video med dansk makeupartist: Her er frisuren resten af verden vil have