Tattoos som musthave accessory
I løbet af det sidste årti har tatoveringer spredt sig i mainstreamkulturen med samme hast som et udbrud af skoldkopper i en børnehave.
Fra Angelina Jolie til Kate Moss, Sienna Miller og den danske model Freja Beha; permanent kropskunst er i bogstaveligste forstand blevet det 21. århundredes hippeste form for personlig branding.
Modeller backstage til Rodarte forår/sommer ´10.
Tendensen blev for alvor blåstemplet på catwalken under sidste efterårs internationale modeuger, da modehusene Rodarte, Jean Paul Gaultier og Chanel udsmykkede deres modellers hud med henholdsvis apokalyptiske tribal-mønstre, gotiske bogstaver og feminine strømpebånds-tattoos.
Pludselig syntes den usandsynlige kombinationen af klassisk parisienne med modige tatoveringer en forfriskende og yderst moderne realitet.
Påmalede tatoveringer i Chanels forår/sommer ´10 show.
Er du også draget mod kropskunst som accessory behøver du dog ikke lade dig tatovere permanent for at teste tendensen i praksis. Den 1. marts lancerer Chanel nemlig et sæt af 55 fake tattoos, som set på modellerne i mærkets forår/sommer ´10 kollektion. Pris ca. 406 kr. i Chanel butikker og Selfridges i London.
Chanels creative makeup-artist Peter Philips er manden bag de kunstfærdige fake tatoveringer.