"Jeg flover mig ikke længere over mit udseende. Tværtimod føler jeg mig smuk"
Tre modige – og smukke – kvinder har indvilliget i at smide (det meste af) tøjet og fortælle om, hvordan de egentlig har det med deres krop. Her kan du møde Merete.
Merete på 73 har et særligt ritual, når hun kigger sig i spejlet. Og én ting er helt sikker: Hun er stolt af sin krop.
Her står hun frem og fortæller, hvad der gør hendes krop stærk, men også hvordan hendes syn på den har ændret sig over tiden.
Hvad er din første tanke, når du ser din nøgne krop i spejlet?
"Du ser sgu meget godt ud, Merete.” Og så registrerer jeg, at min mave er større, end den plejer. Det blev ikke til så megen motion under coronapandemien. Men det er ikke noget, der får lov til at fylde i mit hoved. Slet ikke. Jeg tager bare noget lidt mere løst på. Stramme bluser klæder mig ikke på samme måde, som da jeg var ung. Og jeg kan godt lide at føle mig velklædt."
Hvordan var du som ung?
"Jeg var en meget flot pige. Uha. Meget omsværmet og afholdt. Men det kunne jeg ikke selv se dengang. Og mit forhold til min krop var ikke godt. Slet, slet ikke. Der var kaos inden i mig, og det hele var facade. Jeg fik angstneuroser i slutningen 20’erne og tog piller for det.
"Da jeg var 50 gjorde jeg alt for at ligne en fotomodel, når jeg skulle på arbejde. Høje hæle, fuld makeup og så videre. Det var først i 2002, da jeg var 53 år, jeg begyndte at få et sundt forhold til mig selv og min krop."
Hvad skete der i 2002?
"Jeg røg ned med flaget og fik hjælp fra en psykolog og en healer. Jeg tog også en uddannelse inden for polaritetsterapi. Det er en holistisk behandlingsform som er med til at skabe balance og harmoni gennem massage, healing og kostvejledning. Jeg arbejdede med mig selv og fik stille og roligt klatterne ud af spindelvævet. I dag er jeg i kontakt og ro med mig selv. Det er en stor gave. Jeg tror på mig selv, står ved mig selv og siger fra. Det har været en udviklingsrejse at komme i balance."
Hvad udløste din udviklingsrejse?
"Jeg var sekretær for den tidligere formand for Industrigruppen i Specialarbejderforbundet, som begik selvmord i efteråret 2001. Det var ret voldsomt. Tre måneder efter, røg jeg ned med flaget og var sygemeldt i et år. Så det var på en meget tragisk baggrund, jeg udviklede mig til den person, jeg er i dag.
"Jeg var i SiD i 35 fantastiske år. Og det er dét, jeg fokuserer på. Det voldsomme, tragiske og svære kan jeg ikke bruge til noget. Det er i samme positive ånd, jeg ser min krop i dag."
Hvordan er dit forhold til din krop i dag?
"Afslappet og naturligt. Jeg opdagede en lille dut på min næse i morges, og i gamle dage ville den have påvirket mig meget, hvis jeg skulle noget eller endda fotograferes. Nu rører det mig ikke. Det er sådan, jeg ser ud i dag. Jeg flover mig ikke længere over mit udseende. Tværtimod føler jeg mig smuk. Min hud hænger da og har fået rynker, men jeg synes ikke, det er slemt. Jeg tror, det er fordi, jeg mediterer hver dag. Der sker noget godt inde fra og ud."
Hvad kan du bedst lide ved din krop?
"Jeg er glad for mit hjerte, men det er jo ikke en ydre kropsdel. Jeg synes, mine bryster er okay. Mit barnebarn spurgte forleden om han måtte lege med mine bryster. Jeg svarede: ”Ja, selvfølgelig. Men løb nu ikke for langt væk!” Selvfølgelig har min bagdel været større og fastere. Men sådan er det. Den er okay.
Og jeg siger gerne til folk, hvis de taler med en person, som står og bøvser – er negativ og brokker sig: klem ballerne sammen! Så kan personen ikke tage deres energi – og de får samtidig pariserøv. Den øvelse laver jeg ofte selv."
Hvad gør du for at holde dig i form?
"Jeg går til seniordans og styrketræning. Jeg er meget optaget af livsglæde og især dans øger min livsglæde. Er jeg ked af det, græder jeg, men jeg prøver at lade være med at tænke negativt, også om mig selv, for det ophober negativ energi."
Er der noget ved din krop, du gerne vil ændre?
"Jeg ville da gerne have min hvepsetalje tilbage, hvis det var muligt. Men det er ikke noget, der fylder. Det kunne også være skønt med en opstrammende ansigtsmassage. Hvem vil ikke gerne føle sig frisk og fancy? Jeg oplever heldigvis tit, at andre – unge som ældre – skyder mig til at være yngre end jeg er. Det bliver jeg glad for. Men ved du hvad, jeg bedst kan lide? At de kan lide mig som den, jeg er."