Designstuderende Mille Sviatchenko tager forventningsfuldt imod gæsterne til arrangementet, der skal vise det nye samarbejde mellem hende selv og Mads Nørgaard. Det unge talent har med noget så simpelt som prikker givet den klassiske 101 T-shirt et helt nyt udtryk.
– Det er lidt med ærefrygt, at man går i gang med at redesigne en klassiker fra 1967, men jeg synes, at jeg havde modet og lysten til at kaste mig ud i det. Jeg har da været lidt nervøs for, at det ikke skulle sælge. Det er selvfølgelig et sats. Men jeg synes selv, at det er et rigtig godt design.
Sådan fortæller 26-årige Mille Sviatchenko om tankerne bag det nye samarbejde med Mads Nørgaard, der i går kom på gaden.
Jørgen Nørgaard er vild med Milles design
I Nørgaard paa Strøgets butik på Amagertorv er hun sammen med Mads Nørgaard mødt op for at vise, hvordan den klassiske 101 T-shirt har fået en makeover. Fem trøjer, der både består af helfarver og striber, har fået tilføjet håndsyede prikker og den lille eksklusive kollektion består kun af 10 eksemplarer af hver.
– Jeg har tidligere arbejdet en del med prikker på skolen og i mine projekter, så jeg synes det var oplagt at bruge et miks af striber og prikker, fordi de begge er traditionelle greb i designverdenen. Jeg har fulgt med i de forskellige udgaver af Nørgaards 101 T-shirt, som dukker op, og derfor ville jeg gerne prøve at lave mit eget bud på, hvordan den kunne se ud. I kollektionen her har jeg taget udgangspunkt i 60'ernes op-art, som er et stribet univers, hvor der er en optisk illusion.
Her tilføjer Mads Nørgaard med et smil, at de i deres designvirksomhed har et blødt punkt for 60'erne. Det var oprindeligt Mads Nørgaards far, Jørgen Nørgaard, der etablerede Nørgaard på Strøget og designede den klassiske 101 T-shirt, som i dag er en fast del af mange kvinders hverdagsgarderobe.
Derfor har de i virksomheden en aftale om, at skal der ske noget større med blusen, skal Jørgen Nørgaard godkende det. Og det gjorde han i den grad med samarbejdet med Mille Sviatchenko.
Annonse
– Han var helt vild med det, og han sagde med det samme, at det her skulle vi sætte i produktion.
Kø for at få fingrene i de håndsyede prikker
Mens Mads Nørgaard fortæller om sin begejstring for nyfortolkningen af T-shirten, kommer en af butikkens medarbejdere hen til Mille Sviatchenko og hvisker hende i øret, at der allerede står folk ude foran butikken, og spørger efter blusen.
Det unge talent er selv iført en rød- og hvidstribet T-shirt i eget design, og det er tydeligt, at hun er stolt over at have udtænkt en kollektion, som folk gerne vil have fingrene i.
Ideen til 'The Dot Project: Mille Sviatchenko x Nørgaard paa Strøget' blev til på Kolding Designskole, hvor den unge studerende til et eksamensprojekt skulle fortolke et klassisk design. Projektet udløste et 12-tal, og Mads Nørgaard synes også at prikkerne fortjente topkarakter.
– Det kan selvfølgelig godt være farligt at gå ind og pille ved et klassisk design, men vores krav var bare, at det skulle være fantastisk. Så er vi sådan set med på hvad som helst. Og vi synes virkelig at Milles projekt var fantastisk. Når man er så heldig at man har lavet en klassiker, som min far har gjort med 101 T-shirten, så er det også fint indimellem at udfordre den og se, hvad der sker. Det er ligesom, vi hele tiden laver nye farver og striber på den oprindelige bluse for at holde den levende og opdatere den.
Om arbejdsprocessen tilføjer Mille Sviatchenko:
–Jeg har selv klippet alle prikkerne i hånden og sat dem på bluserne. Der er 30 prikker på hver af de 50 bluser, så kan man jo selv regne ud, hvor mange jeg har siddet med. Personligt har det krævet mange arbejdstimer, og det går selvfølgelig lidt ud over det sociale liv, men det er nogle ofre man må bringe, og når man synes det er sjovt, er det ikke noget problem. Det er så fedt at se bluserne ligge i deres folie her i dag.
Mille er den første designer til at pille ved 101'eren
Det samme synes de fremmødte til lanceringen. Og bluserne får mange pæne ord med på vejen, mens de skifter hænder. Nørgaard paa Strøget har de sidste 48 år haft stor succes med deres 101 T-shirt, der efterhånden findes i et utal af farver og med både brede og tynde striber, men det er første gang, at en ny designer får lov til at sætte sit præg på blusen. Og Mille Sviatchenko er ikke i tvivl om, hvad hun håber, at samarbejdet kan føre til.
– Jeg håber at det kan åbne lidt mere op for flere samarbejder generelt. Men også for mit eget vedkommende. I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at starte ud med at være i en virksomhed og få noget erfaring i både produktion og håndtering af et brand, men så ved man aldrig, om jeg kunne finde på at gå selv om nogle år.
Hvad med en i guld og sølv?
Også journalist og tidligere moderedaktør Lotte Freddie er mødt op for at se nærmere på Nørgaard paa Strøget-samarbejdet. Lotte Freddie har skrevet om mode i over 30 år, og er kendt for sin kærlighed til farver.
Hun er selv klædt i 101 T-shirten, og ud over de traditionelle sorte og hvide striber og den røde krave, har modejournalisten sat sit eget præg på blusen. Begge skuldre er prydet med sorte pailletter, og for at give outfittet endnu mere kant, har hun i dagens anledning taget en pink pelstaske under armen. Lotte Freddie har selv flere ideer til nye udgaver af den klassiske bluse.
– Jeg har fundet på flere ting, jeg vil prøve at foreslå til Mads (Nørgaard red.) Jeg vil gerne have, at de laver én der er stribet i sølv og guld. Sådan én kan du bruge til alting. Du kan bruge den til hverdag eller til en stor og fantastisk selskabsnederdel. Jeg er stor fan af Nørgaards 101 T-shirt, og mon ikke jeg har 30 af de her bluser i alle mulige farver, hvis det kan gøre det.
Modejournalist Lotte Freddie mødte op til lanceringen iført en klassisk bluse, hvor hun selv havde sat pailletter på skuldrene.
Om Mille Sviatchenkos prikkede kollektion siger Lotte Freddie:
– Det er da fantastisk med det her samarbejde, og det er en mægtig god idé at prøve noget nyt. 101 blusen er jo et ikon, og det er super at forny den. Der er mange muligheder med den T-shirt, så jeg vil antage, at det her er første gang, men det er ikke sidste, at man prøver at lave nogle forskellige udviklingsmetoder. Den 101 jeg har på nu er min yndlings, fordi jeg er så vild med det her, som jeg selv har sat på. Men ellers elsker jeg én jeg har, der er stribet i rød og orange eller pink og orange. Dem har jeg to af.
Annonse
Hvad det er for nogle bluser, der sælger bedst varierer efter sæson. Mads Nørgaard fortæller, at der i øjeblikket bliver solgt rigtig mange stribede bluser, men også de sorte og hvide ensfarvede er populære.
Til lanceringen af samarbejdet mellem Mille Sviatchenko og Nørgaard paa Strøget er det også hurtigt de stribede prikker, der forsvinder fra hylderne, da butikken åbner for de kunder, der er utålmodige efter at få fat i kollektionen.
The Dot Project: Mille Sviatchenko x Nørgaard paa Strøget er i butikkerne nu, og kan eksklusivt købes i Nørgaard paa Strøget på Amagertorv 13 i København.