Se det første billede fra efterårets måske mest eftertragtede samarbejde
”Jeg er utrolig stolt af denne kollektion,” siger Jonathan Anderson om sin nye kollektion for Uniqlo. Et samarbejde, der tæller tre vellykkede kollektioner.
Japans svar på H&M, Uniqlo, indledte i 2017 et samarbejde med den anerkendte britiske designer Jonathan Anderson. Den travle designer har i forvejen en meget fyldt kalender med 12 kollektioner om året – seks styks i eget navn, JW Anderson, og seks styk for det spanske modehus Loewe, hvor han i øvrigt også sidder med i det dommerpanel, der hvert år uddeler den prestigefulde Loewe’s-designpris og kuraterer op til flere kunstudstillinger.
Med andre ord: Der er tale om en mand med fart på.
Og det er langt fra tilfældigt, at Jonathan Anderson har gjort plads til et samarbejde med Uniqlo i sin travle kalender. Det fortalte designeren i en pressemeddelelse, da det første samarbejde blev lanceret:
”Når jeg tænker på Uniqlo, tænker jeg på tøj, der er perfekt konstrueret, og at det tydeligt ses, at menneskerne bag har brugt lang tid på produkterne. Det er et krævende job, og jeg synes, at Uniqlo gør det godt.”
Disse tanker er stadig aktuelle for designeren, der ved lanceringen af samarbejdet i foråret 19 i et eksklusivt interview til ALT.dk udtalte:
”Det er altid sjovt at samarbejde med Uniqlo, og jeg finder det super interessant, hvordan to brands med meget forskellige baggrunde kan finde sammen for at kreere en spændende kollektion.”
Uniqlo er kendt for deres ekstremt funktionelle og prisvenlige hverdagstøj, der ser simpelt ud ved første øjekast, men som altid tænker brugbarhed, teknologiske løsninger og materialevalg ind i designprocessen.
Disse overvejelser går også igen i JW Andersons egne kollektioner, men typisk i en helt anden prisklasse. Derudover har JW Andersons kollektioner typisk et mere avantgarde-look, mens kodeordet i det japanske tøjmærke må siges at være enkelt.
“Til den nye kollektion med Uniqlo ønskede vi at holde os til ideen om det klassiske britiske folk. Der er brugt materialer som skotskternet uld, som er kendt for at være britisk, men det unikke i det er, at vi har genskabt det til også at være anvendeligt som LifeWear. Jeg er utrolig stolt af denne kollektion,” siger Jonathan Anderson om kollektionens tema, der altså også lyder perfekt til det danske efterårsvejr!
Det er fjerde gang, at den britiske designer samarbejder med det japanske highstreet-mærke. Første gang var i 2017, hvor han kreerede en kollektion, der blev udsolgt på rekordtid, og det samme skete for kollektionerne i 2018 og senest her i mars 2019.
Vi forudser, at også denne kollektion bliver revet ræk, og har særligt set os lune på de bløde sweatre og de skønne tern, som alt sammen kan blive dit fra oktober 2019.