Heino Hansen har sagt ja til "Vild med dans"
Komikeren har tidligere sagt ja og skulle have været med i "Vild med dans", og han er bestemt ikke afvisende overfor at sige ja igen.
At Heino Hansen er lidt af et multitalent, kan der vist ikke være tvivl om, men af alle de ord, man kan sætte på Heino, er danser måske ikke blandt de mest brugte. Det kan der dog meget vel blive lavet om på.
LÆS OGSÅ: Rasmus Brohave forelsket: Jeg har fået en kæreste
I ugens afsnit af "Marcus og Realitypanelet" falder snakken på, om komikeren ikke skulle være med i "Vild med dans".
- Ja ja, jeg har også engang sagt ja. Jeg har jo haft kontrakt på, at jeg skulle være med i "Vild med dans", så måtte de af en eller anden årsag rykke det en måned eller et par uger, hvor det så passede med, at det var hele min julefrokost periode, hvor man som komiker skal lave en stor del af sin årsindtægt, fordi der ikke er noget at lave i januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, lyder det fra Heino, som fortsætter:
- En stor del af indtægten ligger bare i den måned, og når man så rykker "Vild med dans" ind i den, og hvis man så som mig endnu ikke er professionel danser og godt kunne finde på at ryge ud tidligt, så står man jo uden nogen som helst form for indtægt.
Selvom de forsøgte at finde en løsning, druknede aftalen i jura, da den kom for langt væk fra den oprindelige kontrakt. Heino understreger dog, at han havde sagt ja og glædede sig.
Når TV 2 efterfølgende har spurgt ham, om han ville være med, har han dog måttet sige nej.
- Så har jeg været på tour, eller hun har født børn eller et eller andet nederen, lyder det fra Heino med et grin over til Cecilia, inden han tilføjer:
- Jeg kommer ikke til at afvise, at jeg er med i det program.
Det var tilbage i 2020, at Heino havde sagt ja til at deltage i "Vild med dans".