Janni Rees mor i voldsom ulykke: Vi troede, hun ville dø

Janni Ree var overbevist om, at hun ville miste sin mor efter en voldsom ulykke. På trods af et barsk efterspil blev episoden en vigtig øjenåbner. 

logo herognu HER&NU HN

Selvom den tidligere "Oddset"-model Janni Ree, 55, er vant til at være på skærmen, så er resten af hendes familie det ikke. Ikke desto mindre vil seerne blive bekendte med Jannis mor og søster i en ny dokumentarserie, som forventes at komme i 2026. 

Janni Ree har nemlig et tæt bånd til sin mor, Karin, og det bånd er kun blevet stærkere, efter moren var ude for en voldsom ulykke i 2023, som endte med at gøre hende 70 procent invalid. 

Den 1. maj 2023 blev Karin fragtet af Falck efter en harmløs hospitalsundersøgelse, og her kørte en såkaldt automatisk pullert (automatisk pæl, red.) op i bilen, imens den var i fart. 

Det hårde sammenstød fik drastiske og uforbederlige konsekvenser for Jannis mor. 

Janni Ree med sin mor, Karin, til sin 55-års fødselsdag.

- Det var en forfærdelig tid, hvor vi nærmest ikke kunne komme i kontakt med hende. Vi (Janni og hendes søster, Mette, red.) var så bekymrede og tænkte, det her dør hun af, erindrer Janni om episoden, som forårsagede et så kraftigt ryk, at hele den øverste del af Karins ryg skubbede sig ti centimeter ud til højre side.

Moren kunne ikke ligge ned i et helt år efter ulykken, men måtte sidde op i alle døgnets timer. Moren var stærkt medtaget efter ulykken, og selvom Janni jævntligt besøgte sin mor i tiden efter ulykken, var hun ofte ikke til at komme i kontakt med grundet smerterne og medicineringen. 

Det er først de seneste par måneder, at hun for alvor er i bedring. 

- Det kom så meget bag på mig, at hun kunne være med til min fødselsdagsfest. Det havde jeg virkelig ikke regnet med, men hun blev der hele aftenen, og det var så dejligt, siger Janni. 

En øjenåbner 

Det er ikke første gang, at Janni Ree bliver konfronteret med, at livet er skrøbeligt. Hun mistede sin far i 2018, efter han tabte kampen til kræft. 

- Selvfølgelig har det været hårdt, og det er klart, når man kun har én forældre tilbage, så rammer det lige lidt ekstra, siger Janni, som også ser forløbet som en vigtig øjenåbner. 

Janni Ree med sin mor, Karin, til sin 55-års fødselsdag.

- Jeg har tænkt lidt mere over, at man ikke skal tage sine forældre for givet, for nogle gange kan hun være pisseirriterende, og så har man en tendens til at sige, "mor, jeg har ikke tid, jeg løber". Men vi ved ikke, hvor længe vi har vores forældre, så ulykken har i den grad sat livet i perspektiv for mig, lyder det. 

På trods af den barske tid arbejder Karin fortsat som healer og massør én gang om ugen. 

Janni Ree med sin storesøster, Mette, til sin 55-års fødselsdag