Selvkærlighed

10 veje til at elske dig selv og din krop

Hvis du nogensinde har læst på Instagram, at man bare skal elske sig selv, og det har givet dig en følelse af tomhed eller akut at have lyst til at smadre al porcelænet i dit køkken, så er du ikke alene. At elske sig selv kan føles som et pres. Som et krav oveni kravet om at skulle være lækker, sexet, sund og smuk. Og en falliterklæring, hvis du faktisk er dybt ukomfortabel i din krop. Her giver coach Daisy Løvendal dig viden om, hvordan du opbygger mere ægte selvkærlighed, og stærke perspektiver på hvorfor det er så vigtigt.

1. Mange af os har det svært med vores krop

Ifølge undersøgelser er mellem 1/4 og 1/3 af alle danskere utilfredse med deres krop. Blandt de 15-25-årige er det halvdelen. Desto yngre de adspurgte bliver, desto flere drenge kommer med i statistikken om kropsskam. For som kønsrollerne ændrer sig, og kvinderne får mere power, rammes mænd også af de problematikker, som har plaget kvinder i århundreder.

Vi vurderes hele tiden ud fra idealet om skønhed. Vi skal være smukke, sexede og lækre for at være gode nok som kvinder. Det lyder helt absurd, når man bare læser det, men det er et ideal, der hele tiden er til stede. Hvis vi tillader det. Jeg har selv i mange år øvet mig i at være dum, tyk, grim og besværlig.

2. Derfor skal du kæmpe denne kamp

Måske har du lyst til at smide denne artikel væk, fordi du tænker: ”Krop, krop, krop. Jeg er så træt af at forholde mig til min krop, kropspositivisme og at være kvinde”. Eller også tænker du: ”Hvorfor skal jeg læse dette? Jeg har prøvet at forandre både min krop og mine tanker, men det virker alligevel ikke. Jeg hader stadig at se mig selv i spejlet”.

Lad mig give dig mit bud på, hvorfor du skal læse denne artikel. Fordi det simpelthen ikke går, at op mod halvdelen af de unge har det svært i sunde, raske og normale kroppe. Det må vi kunne gøre bedre. Det begynder med dig og mig.

3. Kend din kropsskam

”Er jeg lækker nok til at blive valgt på datingmarkedet? Er jeg en god nok sexpartner? Er jeg også værd at elske, som jeg bliver ældre og mindre attraktiv i forhold til de gængse idealer?”

De spørgsmål ligger under meget kropsskam. For kropsskam er ikke kun udseende. Det er alle de antagelser om mennesker, som baserer sig på udseende. Mennesker med mere fedt på kroppen anses for at være dovne, uden selvkontrol og grådige. Kvinder uden tydelige bryster kaldes maskuline. Kvinder med store maver og lår ses som usexede. Kvinder, der er meget tynde, kaldes ufeminine.

Der er en meget smal norm for skønhed, og når man ikke lever op til den, så vurderes man ikke kun på ens krop. Man tillægges også karaktertræk. Derfor vil jeg nu invitere dig til at lave en kort øvelse, der kan hjælpe dig med at slippe din personlige kropsskam. Tænk på den egenskab, som du har det allerværst med, at andre tænker om dig i forbindelse med din krop.

Hvis du for eksempel tænker ”tyk”, så dobbeltklik på tyk og fold ud, hvad problemet med det er. Det kunne for eksempel være, at du er bange for, at du som tyk ikke er værd at elske eller ses som en grovæder. Prøv så at tænke på situationer i dit liv, hvor du blev elsket med den krop, du allerede har eller al den mad, som du har sagt nej til.

Du er ikke det, alle andre tror, på baggrund af din krop. Ligesom du heller ikke er, hvad andre tror om dig på grund af dit arbejde eller din hudfarve eller din adresse. Du er dig. Øv dig i at møde andres dom over dig med et skuldertræk og endnu vigtigere: Øv dig i at holde andres ideer om, hvem du er, væk fra dine tanker.

4. Hvordan ser jeg mig selv med et kærligt blik?

Når du øver dig i at slippe fri fra din kropsskam, så øv dig også i at se på dig selv med et kærligere blik. For jeg vil gerne vædde en flaske virkeligt gode bobler på, at du er langt hårdere ved dig selv, end du er ved andre. De fleste, der kæmper med kroppen, siger hårdere ting til sig selv, end de ville til andre. Jeg vil ikke skrive de hårde ord her, men prøv selv at skrive ned, hvad du siger til dig selv på en dårlig dag, og vurdér så, om du ville sige det til en anden kvinde, der havde en krop som dig …

Tal kærligt til dig selv. Det fortjener du. Det hjælper også at skrive 3 ting ned hver aften, som du er taknemmelig for ved din krop. Det kan være små ting som, at du kan gå, kramme og hoppe. Du må også gerne rose dine egne smukke øjne, bløde balder eller søde ører. Desto mere du lægger mærke til dette og tillader taknemmeligheden, desto bedre bliver du til det.

5. Er jeg en "elsk dig selv"-fiasko, hvis jeg gerne vil have en fastere røv?

Nej, for selvkærlighed er ikke et dogme, som du kan fejle. Det er din indre fornemmelse af dig selv. Du kan godt både elske din krop og arbejde hårdt med et træningsprogram eller få fikset dine blodsprængninger på benene. Det hele handler om attitude.

Det springende punkt er, om du først føler dig god nok, når du er tyndere, stærkere og har større bryster. Eller om du ved, at uanset dit udseende så er du god nok. Selvkærlighed handler om at ændre, hvad du tænker om dig selv. Derfra kan du ændre din krop, hvis du stadig ønsker det. Men så bliver forandringsprocessen ikke en pinefuld venten på resultaterne og alt det, du kan, når du har nået dine mål. Det bliver noget, du gør, mens du lever dit liv.

6. Du skal smadre "spejlet"

For at slippe fri fra kropsskam er det nødvendigt at forstå, hvor intimt forbundet den er til flere dele af din psyke. Hvis du har et negativt selvbillede, så rammer det også tit følelsen af at være okay som menneske. Den følelse af at være forkert og ikke god nok bliver til skam. Hvilket sætter spor i både selvværdet og seksualiteten.

Når vi går efter vores drømme eller åbner vores hjerte eller krop for en anden, så er det intime handlinger, der kræver, at vi føler os okay dybt inde. At vi føler os støttet af både vores krop og sjæl.

To ting der er uløseligt forbundet i en helhed. I dig. Måske er det absolutte problem, at vi måler os i andres blik. At vi alle sammen har accepteret idéen om, at skønhed er definerende for, hvem vi er. At andre skal nikke godkendende til os for, at vi kan få lov til at være os selv.

Psykoterapeuten Lacan kaldte dette for spejlstadiet, og måske er tiden inde til at smadre spejlet. Smadre idéen om at du og din krop og dit liv skal godkendes af andre. Tænk over det her: Hvordan ville du leve, spise, træne, elske og være, hvis du ikke forsøgte at få nogens godkendelse?

7. Hvad betyder det egentlig at elske sig selv?

At elske sig selv betyder at være sig selv. Det betyder at leve dit liv med din krop. Uanset hvad andre mener. Der er power i at omfavne den, du er. At finde den indre rebel frem og bevidst slippe det, der fanger dig i forsøget på at leve op til andres godkendelse. Her er en enkel øvelse, som du kan begynde med. Skriv alle de forventninger ned, som andre har til din krop. Uanset om de kommer fra din opvækst, dine kærester, dine veninder, de sociale medier eller dig selv. Bare skriv alt det ned, som du forventer af dig selv.

Spørg derefter dig selv, mens du mærker godt efter i din mave: Hvad er sandt for mig? Når du begynder at leve mere efter, hvad der er sandt for dig, så begynder du også at være mere dig. Så slipper du lag for lag alle andres forventninger til dig, og du kommer mere frem som den, du er. Så tillader du skridt for skridt dit liv at forme sig på en måde, hvor du kan mærke, at dette er dit. Også på alle de hårde dage, hvor der er modgang. At elske sig selv er ikke en genvej til evig lykke. Det er en vej til et mere autentisk liv. Både med lykke og ulykke.

8. Selvkærlighed er at tage ansvar for din krop

Selvkærlighed er ikke et påbud om at skulle elske hver en delle eller hvert et strækmærke eller kilo fedt. Det er en kærlig måde at være med hele dig selv på. Det er ikke at acceptere at være større, end du har det godt med, eller hvad der er sundt for dig, fordi selvkærlighed er at elske alt.

Det er ikke nødvendigvis at veje 110 kg og elske at være i bikini på trods. Det kan det være. Men det kan også være at lægge sukker på hylden i 3 måneder og løbe 3 gange om ugen, fordi du gerne vil smide noget fedt, der generer dig.

Selvkærlighed er at tage det valg, som føles rigtigt for dig. Uanset om det indebærer at veje 65 kg eller 100 kg. Det er at passe godt på din krop. Så spørg dig selv: Hvad er det mest kærlige, som jeg kan gøre for min krop lige nu? Stil helt skarpt på en konkret ting, og tag så din kalender, og sæt tid af til det. Uanset om det er at meditere 10 minutter hver dag, dyrke yoga om tirsdagen eller løbe 10 km om søndagen.

9. At elske din krop betyder også at leve nu

Den største fejl, du kan begå, er at vente med at gå efter karrieredrømmen eller sende den frække sms til ham eller hende, du sukker efter, fordi du vil vente til, du er smukkere, slankere, lækrere eller god nok. Gør det i dag.

Det er svært at føle sig tyk eller grim eller ikke sexet. Men det er dybest set sværere at lade din krops udseende forhindre dig i at gå efter det, du ønsker. Så er det nemlig skammen og dit indre spejl, der fortæller dig, at du ikke er god nok, der har taget over. Det kan være skruen uden ende.

For skammen stopper ikke nødvendigvis, når kiloene rasler af, musklerne bliver større eller brysterne mere faste. Den bliver ved med at være en lille stemme, der siger: Du er ikke god nok. Du er ikke smuk nok.

Træk vejret. Du er allerede god nok. Du er allerede smuk nok. Du er allerede nok. Gå allerede i dag efter mere af det, som du ønsker dig i dit liv.

10. Vi kan gøre en forskel sammen 

Der er to forskellige niveauer i samtalen om kropsskam. Der er alt det, som foregår inde i dig, og som handler om, hvordan du lever dit liv. Og så er der, hvordan vi ser hinanden ude på gaden. Det betyder mere, end du måske tror. Så næste gang du ser en kvinde, som du synes, er tyk eller grim eller virkeligt ikke burde gå i den kjole, når hun er 57 år gammel, så lad være med at kommentere det. Smil til hende.

Øv dig i ikke at dømme hende, og vid, at du samtidig gør en indsats for at skabe et samfund, hvor færre mennesker holder sig selv tilbage på grund af deres krop. For kun hvis du møder både dig selv og andre med et kærligt blik, kan vi stoppe epidemien af kropsskam, der plager de unge. Det har vi alle et ansvar for.

Daisy Løvendahl

daisy_lovendahl.jpger coach, parterapeut og klinisk sexolog. Hun er stifter af Coach & parterapeut-uddannelsen, forfatter til flere bøger og radiovært i programmet ”Vi har lyst”. Hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, utroskab, forelskelser, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”. Se Daisylovendahl.dk