løbetip

15 gode grunde: Derfor bør kvinder løbe

Løb er godt for meget andet end vægt og kondition − især for os kvinder. Her får du 15 gode og sunde grunde til at løbetræne.

1. LEV LÆNGERE OG SUNDERE

Træning holder dit immunsystem sundt og stærkt. En veltrænet og sund krop er god til at holde sygdom fra døren og bedre til at få bugt med de bakterier, der måtte få foden indenfor. Som løber er du også mindre udsat for det forfald, der kan støde til med alderen. Du vil have nemmere ved at blive ved med at kunne klare ting. Så kombinationen af et par løbesko og regelmæssig træning er en af de allerbedste og billigste livsforsikringer, du kan give dig selv.

2. DER, HVOR HJERTET SLÅR

Løb styrker dit hjerte - og lungesystem og gør det bedre i stand til at pumpe blod og ilt rundt. Det kommer dig til gode i alt, hvad du foretager dig i løbet af dagen. Regelmæssige ture øger mængden af det gode, beskyttende kolesterol i blodet og sænker mængden af det dårlige, som kan give åreforkalkning. Løb kan også være med til at sænke dit blodtryk, hvis det er for højt, samt mindske risikoen for, at du får generelle problemer med hjertet.

3. FÅ BEDRE BRYSTER

En god løber rutine kan være med til at holde dine bryster sunde og raske her og nu – og fremover. Selv ret få timers løbetræning om ugen gør, at du sænker risikoen for at udvikle brystkræft med en tredjedel. Forskere mener, at det skyldes, at dine hormoner simpelthen ændrer sig som følge af løbetræningen. På samme måde har din træningsindsats også betydning for din kræftrisiko på længere sigt. Har du igennem en årrække trænet fast og vedholdende, vil dine chancer for også at undgå brystkræft senere i livet være bedre.

4. I DÆKNING MOD DIABETES

Regelmæssige løbeture har flere gavnlige effekter, som hver især skærer en god bid af risikoen for, at du udvikler diabetes 2. Dels kan træning have en direkte stabiliserende virkning på kroppens insulinniveau, men også bare det, at du begynder at spise sundere, når du motionerer, er med til at forebygge diabetes 2. Og hvis du oven i købet smider et overskydende kilo hist og pist på vejen, vil det gavne dine chancer for at undgå diabetes i endnu højere grad.

5. FÅ DIN DRØMMEKROP

Løb er en af de motionsformer, hvor du kan forbrænde allermest, og der går ikke lang tid, efter at du har fundet en fast løberutine, så vil du også kunne begynde at se og mærke din nye krop tage form. Lad dig ikke snyde af, at vægten måske ikke ændrer sig – eller ligefrem går op. Muskler vejer simpelthen mere end fedt. Men figuren – dén vil rykke!

6. SOV RIGTIG GODT

God søvn er helt afgørende for dit generelle velbefindende, dit energiniveau og din forbrænding. Og du sover ganske enkelt bedre, når du har brugt din krop fysisk. Lider du decideret af søvnløshed, kan løb være et vidundermiddel. Undersøgelser med forsøgspersoner, der døjede med søvnproblemer, har vist, at de faldt i søvn dobbelt så hurtigt på dage, hvor de løb, end på dage, hvor de ikke gjorde. Og de kunne tilmed sove en hel time mere end normalt.

7. STYRKER MUSKLER OG LED

Er du bekymret for, om løb er for hårdt for dine knæ og led, så det kan måske berolige dig, at ny forskning har vist, at slidgigt ikke er et større problem for løbere end for ikke-løbere. Til gengæld er overvægt en stor trussel mod leddene, og det er værd at gøre noget ved. Med det korrekte løbeprogram og de rigtige sko kan løb – eventuelt kombineret med gang afhængig af dit udgangspunkt og startvægt – derfor være en gave til knæene og dine øvrige led. Løber du med omtanke, styrker du nemlig hele muskulaturen og bevægeapparatet omkring leddene, så de er langt bedre rustet til alle former for belastning. Men tag en snak med din læge eller en anden ekspert, inden du går i gang, hvis du ved, at du skal tage særlige hensyn til dit bentøj.

8. NEJ TAK TIL MENSTRUATIONSSMERTER

Menstruationssmerter er også på listen over ubehageligheder, du kan løbe fra. Kvinder, der løber regelmæssigt, lider sjældnere af den slags smerter end ikke-løbere, og én af forklaringerne menes at være, at løbeturen frigiver endorfiner, som kan virke smertestillende.

9. STYR DIN APPETIT!

Når du for alvor kommer i gang med at løbe, sker der små mirakler med din appetit. Den bliver meget lettere at styre. Faktisk bliver den langt bedre til at regulere sig selv, så du spiser de mængder, kroppen har brug for, og sjældnere falder i ved at spise for meget. Din trang til slik og fast food vil også blive mindre, og din lyst til sundere ting vil vokse. Dels, fordi din krop råber på den gode benzin. Dels, fordi du bliver bevidst om, hvad du får mest ud af at fodre den med. Måske får du også øjnene op for, hvor meget der skal svedes for at forbrænde en halv flaske rødvin eller en hel plade chokolade. Og i takt med, at fedt, alkohol og sukker fylder mindre i din kost, ryger der i sig selv færre kalorier indenbords og sandsynligvis flere af de gode vitaminer, mineraler og fibre.

10. GLAD & GRAVID

Kvinder, der er i god form, kommer typisk lettere igennem graviditeter og fødsler. De slipper oftere for graviditetsrelaterede skavanker som f.eks. svangerskabsforgiftning. Og de føder også større og sundere børn. Så er familieforøgelse en del af dine fremtidsplaner, så gør du både dig selv og dit kommende barn en stor tjeneste ved at hoppe i løbeskoene. Og hvis alt ellers går efter bogen, kan du roligt fortsætte med at løbe et langt stykke vej ind graviditeten.

11. GIV DIN ENERGI ET BOOST

Når fedtet bliver skiftet ud med muskler, bliver din krop stærkere. Det giver dig mere energi, også til almindelige hverdags gøremål. At bære indkøbsposerne, løbe efter bussen og cykle på arbejde er pludselig ikke så hårdt som før. Du udstråler mere power og overskud, også sidst på dagen, hvor du måske ellers normalt begyndte at blive træt.

12. AH, NU KAN JEG HUSKE DET!

Hjernen bliver blæst rigtig godt igennem både udefra og indefra, når du løber. Du får masser af blod og ilt rundt i kroppen og op til hovedet. På kort sigt vil du føle dig klarere i hovedet efter en løbetur, og du vil måske også lægge mærke til, at du husker bedre. Men også på længere sigt holder løbetræningen din hjerne skarp. Det er nemlig videnskabeligt bevist, at kvinder, der har været aktive i deres yngre år, har mindre risiko for at blive demente senere i livet.

13. LØB STYRKER KNOGLERNE

Undersøgelser viser, at løb er enestående til at opbygge og bevare muskelstyrke. Og det er noget, især vi kvinder har brug for. Knogleskørhed rammer nemlig særligt os og specielt efter overgangsalderen. Men den belastning, knoglerne udsættes for, når du løber, gør, at de vokser i både masse og fylde.

14. VÆK MED STRESSEN

Løb er god medicin mod stress. Flere studier har vist, at det faktisk reducerer både bekymringer og depression. Det at komme ud i naturen og få noget alene-tid gør underværker. Tingene bliver sat lidt i perspektiv, og du vil tit kunne føle, at hverdagens udfordringer er blevet liggende på ruten.

15. KOM I GODT HUMØR

Løbere er simpelthen gladere mennesker. Det skyldes dels, at det giver en skøn følelse at have præsteret noget og gjort noget godt for sig selv. Men også, at kroppen frigiver endorfiner, når du træner. De giver et kick, som du sagtens kan blive afhængig af. Det er bestemt ikke uden grund, at de kaldes kroppens lykkehormon.