8 effektive jobråd: Vind tid til alt det sjove
Tænk, hvis du kunne nå det samme på arbejdet, men bruge mindre tid på det? Tid, du så kunne bruge på alt det, du også gerne vil – lyder det ikke fantastisk? Her er personlig rådgiver Daisy Løvendahls 8 konkrete råd til, hvordan du bliver mere effektiv på arbejdet og vinder mere tid til dig selv og dem, du elsker.
1. Vælg dagens fokus
Gør det til et fast ritual, at du hver morgen begynder din arbejdsdag med at vælge et fokus. Et fokus kan være noget konkret såsom at skrive en sag, holde to gode møder eller bringe orden i regnskabet fra sidste måned. Men det kan også være noget mentalt, som at du indstiller dig på at være rolig, lyttende eller empatisk. Gør morgenritualet til noget rart med en kop te, og forson dig med, at hver dag har ét fokus og ikke 500. Husk, at i morgen er der atter en dag...
2. Kend formålet med det, du gør
Hvorfor er det, du bruger din tid på, vigtigt for dig eller andre? Tænk på det større billede fremfor det umiddelbare. Engang arbejdede jeg med en kvinde fra SKAT, der var ved at drukne i sure mennesker, hastesager og mails. Hun tænkte over formålet med at arbejde for skattevæsenet og kom frem til, at det, der driver hende, er at bidrage til retfærdighed. Hvad bidrager du til? Brug det til at forbinde dig til dit formål.
3. Luk ned for forstyrrelser
Selvom det er fristende at være på Facebook, tjekke mails hele tiden eller sludre med dem, du deler kontor med, skal du give dig selv blokke af tid på en arbejdsdag, hvor du ikke forstyrres. Beslut dig f.eks. for en time ad gangen. Luk ned for alt andet, og bed dem omkring dig om ro. Sæt uret til en time, dyk ned i dine opgaver, og tag så med god samvittighed en pause bagefter. Gør dette til en måde at arbejde på, hvor du efter noget tid ikke behøver at sætte uret eller være så specifik med tiden, fordi du er blevet vant til at arbejde uforstyrret i længere tid ad gangen.
4. Tag én ting ad gangen
Du kan ikke både skrive på det ene, regne på det andet og tale om noget tredje. Det er en myte, at kvinder er gode til at multitaske. Måske kan vi både lave mad, tale med en og være i omegnen af til stede, men det er kun på gode dage og i begrænset tid. Og det er bestemt ikke en strategi, jeg vil anbefale dig i dit arbejdsliv. Vælg derfor en opgave, og koncentrer dig om den. Så kan du også sætte et hak på din to-do om aftenen, og det er potentielt vildt dejligt.
5. Hold rigtige pauser
Hjernen har brug for pauser. Den har brug for ikke hele tiden at være på arbejde, så giv den ro indimellem. Det er individuelt, hvor mange pauser hjernen har brug for, så du må eksperimentere og mærke dig frem. Begynd eventuelt med en pause hver dag. En pause er i denne sammenhæng defineret som lidt tid, hvor du ikke laver noget som helst. Ingen tjek på telefonen, ingen snak om vejret eller opringning til en kollega. Glo ud i luften, spis en frugt med fuldt nærvær, eller gå en tur rundt om blokken, mens du bare ser på det omkring dig.
6. Bryd store opgaver ned i bidder
Ved du, hvordan man spiser en elefant? Man skærer den ud i mange små bidder… Det råd fik jeg i min folkeskoletid af en lærer, da jeg var ved at dø over antallet af sider til en opgave, og jeg har aldrig glemt det. Så hver gang du har en stor opgave med en deadline langt ude i fremtiden, kan du med fordel skabe overblik over processen og lave delmål, som du hele tiden er med på, tjekker af og fejrer, at du har klaret.
7. Gør status hver eftermiddag
Når arbejdsdagen er slut, så stop op i 8 minutter. Lad være med at styrte ud ad døren med adrenalinen pulsende rundt i kroppen. Træk vejret, sæt dig ned og evaluer, hvor du er. Skriv gerne op, hvad du skal nå i morgen, og smil til dig selv for det, du nåede i dag.
8. Hold fri
At kunne præstere og være effektiv hænger også sammen med evnen til at kunne slappe af og holde fri. Det er hinandens forudsætninger. Ligesom yin og yang. Vi skal kunne begge dele. Så øv dig i at holde fri med samme energi og dedikation, som du lægger i dit arbejde. Ligesom jeg opfordrer dig til at arbejde med samme engagement og nærvær, som du viser med dem, du elsker. Opdag, at du kan meget mere, når du mestrer begge måder at være på.