9 juleklassikere, der gavner din sundhed
Julen behøver ikke være fyldt med usunde sager. Vi giver dig her ni juleklassikere, der ligefrem gavner din sundhed.
1. Sild og laks
Julen er en oplagt tid til at spise mere fisk – noget, som mange af os typisk får alt for lidt af. Særligt fede fisk som laks, sild, hellefisk og makrel, der hører sig julebuffeten til, er fyldt med de sunde omega-3 fedt- syrer, protein, D-vitamin samt jod og selen.
2. Kål
Mange har et dårligt forhold til kål, fordi den mest af alt er kendt for at give luft i maven. Men forskellige typer kål som rosenkål, grønkål og rødkål er sundt tilbehør til julemaden og fyldt med bl.a. A-, B-, C- og D-vitaminer, calcium, kostfibre og andre sundhedsfremmende stoffer. Samtidigt er kål kaloriefattigt og mætter godt og længe.
3. Nødder og mandler
Mandler og nødder, særligt valnødder, hører sig julen til. Foruden forskellige vitaminer og mineraler indeholder nødder masser af kostfibre og sunde umættede fedtstoffer, der bl.a. gavner kredsløbet. Knæk dem selv eller spis de naturlige, usaltede som en sund snack.
4. Kalkun
I modsætning til and og flæskesteg har kalkun et meget lavt fedtindhold og kombineret med et højt indhold af protein, mætter kalkun godt for få kalorier. Vælger du kalkunkød uden skind, ryger fedtindholdet helt ned på 2 g pr. 100 g. Desuden er kalkun rig på B-vitamin, kalium og fosfor.
5. Rugbrød
Traditionel julemad indeholder typisk få fibre. Rugbrød og andet fuldkornsbrød er til gengæld spækket med kostfibre, der både fylder på tallerkenen og i maven. Desuden indeholder fuldkorn vitaminer, mineraler og andre sundhedsfremmende stoffer, der holder blodsukkeret stabilt, gavner fordøjelsen og hjertet og mætter godt. Tip! Mere brød og mindre fyld er en sund huskeregel i julen.
6. Frisk frugt
Vinteren er højsæson for klementiner, mandariner, appelsiner og æbler. Men også mere eksotiske frugter som sharonfrugter og granatæble, der smager godt og er sprængfyldt med særligt C-vitaminer og antioxidanter samt mættende kostfibre. Køber du frugt i den bedste kvalitet, får du en sød og delikat smag, der nemt kan konkurrere med slik og andre søde sager.
7. Rejer
Rejer er spækket med sunde fedtsyrer, og spiser du skallen med, får du samtidigt antioxidanter og collagen, der gavner din sundhed og forebygger en række sygdomme. Rejer og andre skaldyr er desuden meget kaloriefattige og propfyldt med bl.a. B12- og D-vitamin samt mineralerne zink og selen.
8. Mørk chokolade
Mørk ren kvalitetschokolade, gerne med et kakaoindhold på mindst 70% indeholder både vitaminer og antioxiderende stoffer, der har en gavnlig virkning på hjertet og kredsløbet.
9. Svesker og andre tørrede frugter
Selvom figner og andre tørrede frugter fx svesker, dadler, abrikoser og rosiner indeholder en del naturligt sukker og dermed mange kalorier, er de stadig sundere end juleslikket, som kun indeholder tomme kalorier. Tørret frugt indeholder desuden mange fibre og vigtige mineraler som jern, kalium og magnesium.
Kilder: altomkost.dk, netdoktor.dk, Fødevarestyrelsen og Hjerteforeningen
(Artiklen er oprindeligt fra 2020 og opdateret med nyt foto i 2022.)