Alberte Clement Meldal: ”Det er i sagens natur spild af tid at være så optaget af sit spejlbillede”

"Jeg må desværre skuffe dig, hvis du er kommet, fordi du vil tabe dig, Alberte. Det kan og vil jeg ikke hjælpe dig med."

Sådan lød den meget kontante besked fra diætist Inger Bols, da Alberte Clement Meldal for nogle år siden opsøgte hende for én gang for alle at få et bedre forhold til sit spejlbillede. Alberte var målløs over den besked. Sad hun virkelig overfor en diætist, der ikke ville hjælpe hende af med nogle af de kilo, der havde sneget sig på, siden hun som helt ung model prydede forsiderne på ALT for damerne og en række andre glittede magasiner?

"Jeg havde taget fat i Inger Bols, fordi jeg tænkte, at nu ville jeg tabe mig på en sund måde, og det var bestemt ikke særlig rart som det første at få at vide, at jeg skulle give endeligt afkald på et vægttab, hvis Inger skulle hjælpe mig. På det tidspunkt forestillede jeg mig, at der var to måder at tabe sig på.

Enten den meget usunde måde, hvor man sulter sig konstant, og som jeg kendte så godt fra min tid som model, eller på en anden måde, hvor sundheden er i fokus, og hvor vægttabet så kommer af sig selv. Jeg tænkte, at jeg havde taget en del kilo på, fordi jeg var usund, så det handlede om at blive sund, og når jeg blev det, ville jeg automatisk tabe mig. Og det er lige præcis det slankeparadigme, der er oppe i tiden lige nu.

Man taler og skriver ikke ret meget om slankekure mere, man taler og skriver i stedet om, at det handler om at blive sund og stærk. Men lige nedenunder de ord ligger vægttabet alligevel. Vægttabet bliver stadig set som en del af det at være sund, og på den måde har vi slet ikke sluppet det. Men Inger Bols arbejder ikke med vægttab som succeskriterium.

Hos hende handler det i stedet om at lære at leve i overensstemmelse med kroppens behov og om at samarbejde med den og anderkende den, sådan som den til hver en tid er. Og det er uanset hvilken vægt, det så indebærer. Det interessante er nemlig, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem slank og sund.

Det var skræmmende for Alberte at indse, at hun skulle lære at være glad for den krop, hun havde her og nu, hvis hun skulle arbejde sammen med Inger Bols, men hun indvilgede i at afprøve metoden som et eksperiment. Hun kunne jo altid vende tilbage til sin gamle strategi om at gå på slankekur, hvis det ikke fungerede at slutte fred med den krop og den vægt, som hun havde.

Hun gav sig selv et år. Og hun besluttede at skrive om alt, hvad hun lærte undervejs i processen. Det er blevet til bogen ”Vægtløs – Hvordan jeg stoppede krigen mod min krop”, som hun har skrevet i samarbejde med journalist Mette Bender, og som også indeholder en række interviews med andre eksperter, som Alberte har talt med. Bemærk bogens undertitel: ”Hvordan jeg stoppede krigen mod min krop”. Alberte har ligget i krig med sin krop, siden hun var 14 år.

Uanset hvor lidt hun vejede, og hvor smuk alle andre syntes, at hun var, var hun utilfreds med sit udseende. Hun syntes altid, at hun var for tyk, og hun sultede sig konstant for at presse vægten længere ned end de 56 kilo fordelt over 180 centimeter, som badevægten viste dengang.

Siden er der sket meget. Alberte er blevet gift, har fået to børn, har taget en akademisk uddannelse og arbejder som journalist. Og så har nålen på badevægten sneget sig opad, hvilket bestemt ikke har passet Alberte. Igennem flere podcasts har hun arbejdet med alle de tanker, som hun – og mange andre – har om vægt, krop og selvbillede.

Da jeg interviewede dig for to år siden i anledning af din podcast ”Tynd og glad?”, sagde du, at du nok aldrig ville komme til at kigge dig i spejlet og tænke: ”Det er sgu godt nok”. Har det ændret sig undervejs i arbejdet med din bog?

"I dag ville jeg helt klart kunne sige ja til formuleringen: ”Det er sgu godt nok”. Men jeg tror, at det, der især er gået op for mig, er, at man måske skal man holde op med at gå hen til spejlet og spørge: ”Kan jeg li’ mig selv? Kan jeg ikke li’ mig selv?”. I stedet for at blive ved med at glo sig selv i spejlet skal man flytte blikket et andet sted hen. Ikke fordi det er en måde at være i det på, hvis man ikke kan lide sig selv, men fordi hele pointen er at slippe den optagethed af kroppen, som jo er nærmest sygelig.

Optagetheden af små, bitte, åndssvage detaljer. Og det drejer sig ikke kun om vægt, men vægten er og bliver ”toppen af kransekagen”. Nedenunder befinder der sig så alt muligt andet, som vi kan gå op i. F.eks. små, ubetydelige rynker ved øjnene, som jo er fuldstændig umulige at afværge, da det er en del af livet at blive ældre og få nogle rynker.

Du kan jo ikke leve livet uden at blive ældre. Så det er i sagens natur spild af tid at være så optaget af sit spejlbillede og tænke tanker som: ”Hvordan ser jeg ud fra siden? Hvor meget strutter min mave? Hvor meget hænger brysterne?”.

Og jeg ved det, for jeg har selv gjort det hele livet. I stedet vil jeg anbefale, at man begynder at mærke kroppen indefra og stille nogle helt andre spørgsmål: ”Hvad kan min krop? Hvad føles rart? Hvad giver mig nydelse?”

Der er rigtig meget at vinde, hvis man gør det, for hvis man først virkelig får flyttet fokus til det, der føles rart, så kan man pludselig stå op om morgenen og tænke: ”Aj, hvor har jeg sovet godt i nat, og ih, hvor smager kaffen godt”. Der bliver meget mere overskud til at være til stede i nuet og nyde det, hvis man slipper sit fokus på spejlbilledet."

De ord, vi vælger at bruge, når vi skal beskrive vores kroppe, er vigtige, mener Alberte. Hun har følt sig tyk, men det blev sat i relief, da hun lavede et af sine interviews til bogen.

"De fleste af os lider af en form for privilegieblindhed, når vi er trætte og sure på vores kroppe og kun kan se dellen på maven. Men tænk nu, hvis man var alvorligt handicappet, meget syg eller rigtig tyk som kulturhistoriker og tykaktivist Dina Amlund, som jeg har interviewet til bogen, påpeger.

Hun sagde til mig, at jeg skulle stikke piben ind og lade være med at sige, at jeg var tyk. For man er ikke tyk, når man kan sidde i et almindeligt flysæde, og når man kan gå ind i en almindelig tøjbutik og købe tøj, heller ikke selvom man skal have størrelse XL.

Man er først tyk, når man er derude, hvor man bliver strukturelt diskrimineret i sundhedssystemet og i samfundet generelt. Det oplever Dina selv, men hun vil ikke finde sig i det. Hun har opfundet ordet tykfobi, og netop ordene har betydning, når vi taler krop.

Jeg har selv vænnet mig af med at bruge ordene overvægtig, undervægtig og normalvægtig, for det er ord, der siger noget om, hvad der er ”normalt”, og hvad der dermed ikke er ”normalt”. I stedet kan man bruge ordet tyk. Det er et neutralt ord. Men man skal ikke bruge ordet fed."

Hvad er forskellen på ordene tyk og fed?

"Fed er negativt ladet. Tænk på fedmeepidemi. Epidimier vil vi jo ikke have. Fed er et nedsættende ord. Men tyk og tynd er neutrale ord, og jeg mener, at vi skal vænne os til at bruge neutrale ord om krop og vægt. Vi skal også lære at fokusere på alt det, som vores kroppe kan, i stedet for kun at forholde os til, hvordan den ser ud."

"For det første skulle jeg acceptere, at jeg ikke skulle ind i den proces med intuitiv spisning, fordi jeg ville opnå et vægttab. Det ønske måtte jeg give afkald på. Og så skulle jeg begynde at blive opmærksom på, hvordan jeg spiste hen over en dag. Rigtig mange mennesker er faktisk så dårlige til at mærke deres sult og mæthed, at de har brug for ”krykker” til at starte med, inden de kan lære at spise intuitivt, og det havde jeg også. Inger bad mig derfor om at spise mekanisk i en periode.

Simpelthen spise hver tredje time dagen igennem, fordi det i virkeligheden er det, som en krop gerne vil. Hvis man spiser hver tredje time, når man aldrig ud i helt vild oversult. Når man har spist mekanisk i en periode, lærer kroppen, at ja, der kommer mad igen, og så kan man begynde at spise intuitivt. Altså spise, når man er sulten, og stoppe, når man er mæt."

Det lyder jo meget enkelt, og alligevel er vi mange, der synes, det er svært, tror jeg?

"Inger siger, at de fleste mennesker faktisk sulter sig selv lidt hele tiden og derfor ender med at overspise rigtig ofte. Selvfølgelig må man gerne overspise engang imellem, hvis man har lavet noget mega lækker mad eller bare har vildt meget lyst til at spise tre portioner dessert.

Det er ikke et problem. Psykolog Lene Meier, som jeg også har interviewet til bogen, siger, at overspisning ikke udelukkende er et spørgsmål om at spise tre chokoladeroulader på en gang og en pose chips og drikke syv liter cola.

Overspisning er også bare, at man propper fem Digestive-kiks ind i munden om eftermiddagen, fordi man har sultet sig hele dagen. Det kan jeg sagtens selv genkende, og derfor var det virkelig en øjenåbner for mig at begynde at spise, når jeg var sulten, og stoppe, når jeg var mæt. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor rart det føles. Før har jeg netop sultet mig og haft regler for, hvad tid på dagen jeg måtte spise, og så nåede jeg ofte at blive så sulten, at jeg endte med at overspise."

Handler det også om at spise det, man har lyst til, for på den måde at blive rigtigt tilfredsstillet?

"Ja, det gør det. Og så har jeg spurgt Inger: ”Hvad nu, hvis jeg har lyst til at spise otte poser osterejer?” Til det svarede hun: ”Go ahead, spis otte poser osterejser, og så kan du jo se, hvordan du får det.

"Mit bedste bud er, at du får det sådan, ad, nu gider jeg ikke spise osterejer i meget, meget lang tid.”

Og det er jo lige præcis det, det handler om. Hvis vi tager slankekurshjernen ud af ligningen, så kan vi godt mærke, hvornår vi har fået nok osterejer. Og hvis du har vildt meget lyst til karrysild til frokost en dag, så spis det i stedet for den kedelige salat med kerner, som du synes, at du ”bør” spise, men som ikke tilfredsstiller dig.

Ingers pointe er, spis varieret, og spis, til du er behageligt mæt. Du har brug for fedt, grønt, tunge kulhydrater og noget protein til dine måltider, for ellers er du sulten efter 17,5 minutter, og så ender du med at spise dobbelt så meget til aftensmad i forhold til, hvad der egentlig føles rart.

Vi skal simpelthen stikke slankekurshjernen op der, hvor vi er højest, når vi plukker jordbær, for ellers kommer vi til at kæmpe med den resten af livet. Den vil altid gerne have, at vi lige taber os fem kilo, men let it go, vej fem kilo mere, og vær til gengæld et gladere og mere tilfreds menneske. Og lad så være med at tænke: ”Er det godt nok?”, når du kigger dig i spejlet. For det er godt nok.

Din krop er faktisk lige præcis sådan, som den skal være i forhold til, hvad den er disponeret for genetisk og epigenetisk. Når man slipper slankekurshjernen, bliver der frigivet energi til ting, der er meget sjovere og vigtigere. Det kunne være, at man i stedet for at fokusere på kroppen skulle begynde at være optaget af klimaforandringer eller flygtningeproblematikken.

"Der er meget stærke økonomiske kræfter i spil i forhold til, at man i Danmark er så optaget af at få gjort overvægt til en sygdom. I det øjeblik man kan kalde det en sygdom at ”veje meget”, kan man også producere medicin og tjene penge på det.

Det er også derfor, man er så optaget af, at vægttab er en vigtig del af det at blive sund. Det ligger i samfundsdiskursen, at det er usundt at have en høj vægt, men er det overhovedet det? Ved man, at det i SIG SELV er usundt at have en høj vægt, eller er der langt flere parametre, der spiller ind i forhold til, hvad der er et sundt liv?"

"Mine eksperter i bogen siger, at man godt kan have en høj vægt og være sund. For sundhed handler om, hvordan du lever. Om du dyrker almindelig, moderat motion, om du spiser varieret, om du undlader at ryge, om du drikker alkohol i begrænsede mængder, og om du føler dig som en del af et fællesskab og ikke er stigmatiseret. Sådan nogle ting. Men hele tankegangen om, at for at blive sund skal jeg også tabe mig, er en del af det almindeligt accepterede sundhedsparadigme, og det er et problem."

"Vi bruger BMI – Body Mass Index – for at slå fast, om vi er normalvægtige, overvægtige eller svært overvægtige, men tallet i sig selv siger ikke noget om vores sundhed. Man er nødt til at tale med folk om deres livsstil for at finde ud af, om de er sunde eller ej."

"En anden meget vigtigt ting, jeg har fundet ud af, er, at det kun er omkring to procent af befolkningen, der kan opretholde et vægttab som følge af en slankekur. 98 procent tager det hele på igen plus lidt mere. Det handler om, at i et livslangt perspektiv er det dine gener og din epigenetik, der afgør din vægt. Du har stort set ingen indflydelse på det selv. At blive opmærksom på det har virkelig gjort en forskel for mig, for ja, jeg har også prøvet at tabe mig og så tage det hele på igen efter noget tid."

En anden vigtig ting, som Alberte har fået med fra timerne med Inger Bols, er, at vi spiser, fordi vi er sultne. Det lyder som logik for burhøns, men det er det ikke.

"Folk snakker enormt meget om, at de spiser på følelserne. Og der er Ingers meget klare pointe: Nej, du spiser, fordi du er sulten! Det er, fordi du spiste den lille salat til frokost, at du nu er mega sulten, og så kalder du det, at du spiser på følelserne, fordi du er nødt til at proppe en hel plade Ritter Sport ind i munden, før du kan få lidt ro. Det er ikke rigtigt, at man spiser på følelserne."

"Man spiser, fordi man er sulten, og man skal holde op med at gå og trække den og tænke: ”Jeg skal ikke spise, jeg skal ikke spise, jeg må først spise klokken 13”. Spis, når du er sulten, og stop, når du er mæt. Det er ikke rocket science.

Og nej, du kommer ikke nødvendigvis til at se ud som din meget slanke veninde, du kommer til at se ud, som din krop vil se ud. Og det er fint. Vi skal simpelthen arbejde os væk fra de idealer, som bliver eksponeret i bl.a. damebladene. Og det er jeg ked af at sige, når jeg sidder midt i et interview med ALT for damerne."

Vi gør faktisk en stor indsats for at vise forskellige kroppe, farver og aldre i langt højere grad end før, og vi skriver heller ikke om slankekure mere.

"Men I skriver om sundhed. Og når vi snakker sundhed, er der altid den underliggende dagsorden, at det er sundt at være slank. Når det er sagt, så synes jeg, at det vildt fedt, at der er kommet fokus på diversitet i bladene. Virkelig. Jeg får også reklamer og andet i mit feed på de sociale medier, der viser kroppe i alle størrelser, og jeg er vild med det.

Jeg kommer rigtig meget i svømmehallen, og der er næsten ingen, der ser ud som idealet i modeindustrien. Jo, lige når de er 14-16 år, og så er der nogle enkelte overtrænede voksne, men ellers ikke. De allerfleste kvinder ser helt anderledes ud. Det buler ud alle vegne, brysterne gør alt muligt forskelligt, nogle hænger, det ene er større end det andet. Jeg er blevet meget mildere i mit blik på andre, og det betyder, at jeg også har fået et mildere blik på mig selv.

I dag kigger jeg tit på andre kvinder og tænker, gud hvor ser hun dejlig ud, aj hvor er det kønt med de der deller på ryggen. Jeg er helt vild med de såkaldte elskovshåndtag, jeg synes simpelthen, at det ser pivfrækt ud. Og hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, så havde jeg altså ikke sagt det samme. Det havde jeg virkelig ikke. Men det synes jeg i dag.

Så jeg har slet ikke det blik på den unge, stramme, tynde krop længere som et ideal. Når jeg ser sådan en krop, tænker jeg, ja, det er rigtigt, sådan ser man ud, når man er 14 år, og så er jeg videre til noget andet. Sådan en krop har intet med en voksen kvinde at gøre."

"Når jeg hører det i dag, tænker jeg, at det er helt, helt off. Men samtidig kan jeg jo godt genkende, at det var sådan, det var dengang. I dag tænker jeg, hvor er det bare SPILD af liv at tænke på den måde. Inger Bols har et andet værktøj, som hun også har præsenteret mig for, som giver mening i denne sammenhæng.

Hun siger: ”Hvad ville du sige, hvis det var din gode, skønne veninde, der kom til dig og fortalte, at hun var bekymret over at have taget på? Ville du så ikke sige, aj, seriøst, er du optaget af, at du har taget tre kilo på, det kan du ikke mene. Jeg kunne da ikke være mere ligeglad på dine vegne, du er da fuldstændig perfekt, som du er”. Eller hvad, hvis det var dine døtre, der kom og sagde sådan?

Det er ret godt lige at tænke over, for man ville jo tænke, at veninden og ens døtre er lige præcis, som de skal være. Og det er det blik, man skal huske at bruge på sig selv. Psykolog Lene Meier siger, at man har et problem, hvis man synes, at man er det værd som menneske, som vægten viser. Altså, at hvis man ”vejer for meget”, så er man ikke noget værd. Jeg tror, vi er mange, der – hvis vi tænker efter – har levet efter det tankesæt i mange år. At vi er det værd, vi vejer. Og det er jo virkelig skræmmende."

Du skriver i bogens prolog, at du vil slutte fred med din krop og ikke længere betragte den som en fjende – er det lykkedes?

"Min medforfatter og jeg har diskuteret bogens undertitel meget. Skulle den lyde: ”Sådan sluttede jeg fred med kroppen”? Vi blev enige om, det måske var at sætte barren meget højt, og måske er det heller ikke sådan. Teolog Johanne Stubbe Teglbjærg, som jeg også interviewer i bogen, siger, at det måske er et menneskeligt grundvilkår, at vi er i en form for konflikt med kroppen.

Fra det øjeblik, vi bliver født, lever vi med, at kroppen forfalder og til sidst ikke kan mere, og så dør vi. På den måde kæmper man mod sin krop hele livet, og måske skal man ikke ønske at slutte fred, men i stedet holde op med at være i krig mod kroppen."

Så … du har ikke sluttet fred med kroppen?

"Det tror jeg ikke. Jeg har ikke sluttet fred. Men jeg har sluttet krigen. Derfor lyder bogens undertitel: ”Hvordan jeg sluttede krigen mod min krop”. Det kan jeg stå helt inde for, og jeg håber, at andre også kan have glæde af alle de tanker, der ligger bag det budskab."