Andrea og hendes familie flyttede ud i ødemarken

Andrea Hejlskov arbejdede altid. Sådan husker hun i hvert fald sin tilværelse før. Ikke alene var hun forfatter, hun var også projektleder og coach.

– Men lige meget, hvor meget jeg arbejdede, havde vi aldrig penge nok, og lige meget, hvor hurtigt jeg løb, havde vi aldrig tid nok. Jeg havde en følelse af, at jeg anstrengte mig til det yderste for at passe ind, være succesfuld og have det perfekte liv. Men det blev bare aldrig sådan, og jeg var træt af at stræbe efter det.

Nogle år før havde hun giftet sig med Jeppe, der er rockmusiker. De boede i en villa på Mors med hendes tre børn og fik også en fælles søn.

– Vi levede med madpakker, stress og jag. Vi talte ikke særligt meget sammen og betragtede pauserne væk fra hverdagen som højdepunkter. Børnene sad meget på deres værelser, og vi voksne foran computeren. Da først vi begyndte at snakke om det, gik det op for mig, at det normale, perfekte liv egentlig ikke sagde mig noget, og at jeg ikke havde lyst til at være afhængig af andres anerkendelse. Andrea Hejlskovs ældste børn, tvillingerne Sebastian og Victoria, var dengang 16 år. De var så store, at det var på høje tid, hvis hun skulle nå at give dem mere nærvær. – Det var ikke et overskudsvalg, at vi besluttede at flytte. Det var mere en følelse af, at enten gør vi noget drastisk, eller også giver vi helt op.

– Vi havde brug for at starte forfra og se, om vi kunne finde en lidt federe måde at være mennesker på.

Farvel til det gamle liv

Gennem et svensk internet-forum for selvforsyning fik de kontakt til en alternativt indstillet storbonde, som i en smuk dal i Värmland havde en gammel sæterhytte, de kunne leje, mens de byggede deres egen. Hytten var uden el og indlagt vand. Det var ikke den perfekte løsning, siger Andrea Hejlskov.

– Men vi greb den, og derfra udviklede tingene sig. De sagde deres job og lejemål op, smed ting på lossepladsen, solgte deres møbler og meldte børnene ud af skolen. Det var nemt nok.

– Den mentale forberedelse var sværere. Jeg var plaget af stor angst. „MÅ man det her?” blev jeg ved med at tænke. Jeg var bange for at gå imod strømmen og bange for, hvad der ville ske med børnene.

Andrea Hejlskov indrømmer blankt, at hverken hun eller Jeppe anede noget som helst om, hvordan man bar sig ad med at bygge noget selv eller leve så tæt på naturen.

– Som børn havde vi begge to været glade for at fiske og gå lange ture. Men Jeppe var blevet rockmusiker og sov i øvelokaler eller bag i en bus, og jeg pendlede og sad i bilkøer. Vi var kommet utrolig langt væk fra vores umiddelbare glæde ved naturen.

Ulve som nærmeste nabo

Alligevel var parret sikre på, at de nok skulle få livet til at fungere, selv under de meget primitive vilkår. Og da de først stod derude ved den primitive hytte med fire børn og ikke ret meget andet, opdagede Andrea Hejlskov, at hendes nye liv slet ikke var så skræmmende. Heller ikke selv om Sveriges største ulvekoloni hylede i skoven omkring dem om natten.

– Jeg var selvfølgelig stadig bange for en masse ting: For skoven, mørket og de vilde dyr, for at Sigurd, min mindste, ville falde i floden og for ikke at vide, hvem jeg var, når jeg ikke længere havde internettet til at aflede min opmærksomhed. Men da virkeligheden først ramte os, var det, vi savnede allermest, faktisk et varmt brusebad i ny og næ. Den første sommer var drømmeagtig, siger hun.

– Om aftenen var der ikke andet at lave end at sidde rundt om lejrbålet og snakke. Det kom bag på mig, hvor lidt jeg kendte mine børn. Jeg kunne næsten ikke bære, i hvor høj grad jeg tidligere havde brugt tid på ting, der ikke var vigtige, i stedet for at dele deres tanker. Hendes børn klarede i det hele taget flytningen flot. Der var forbavsende lidt brok over ikke at have gamekonsoller og elektricitet til rådighed.

– At tingene var så ufatteligt primitive, bragte os tættere sammen. I hvert fald mens det var sommer, og alt var grønt omkring dem. Da vinteren kom, blev det ekstremt hårdt og sindssygt koldt i dalen. Det begyndte at blive svært at holde humøret oppe

– Også fordi vi ret hurtigt var blevet et samlingssted for folk i skoven. De kom forbi til kaffe og kage. Det var hyggeligt, men vi var ikke indstillet på at leve som i et kollektiv. Vi måtte have plads til at være os selv.

Lidt mere luksus

Sidst på vinteren forlod de derfor deres første, næsten færdigbyggede bjælkehus og drog til en anden, mere solrig plads.

De fandt en gammel ruin, som de efterfølgende har pillet ned og langsomt bygget op igen af skovens materialer. Jorden her er god og næringsrig, der er netdækning, og pladsen ligger sydvendt ned til en sø, som de kan fiske i.

– Det første år det nye sted er hundrede procent gået med at bygge huset og etablere sig, siger Andrea.

– I dag er vi så småt nået dertil, hvor vi kan gå i gang med at dyrke haven og skaffe os lidt smådyr. De har også købt en stor solcelle, som de får el fra.

– Det var dejligt at få internet igen. Men jeg kæmper stadig med at sætte begrænsninger for mig selv. Ellers æder det mig. Det er også rigtigt fedt at have elektrisk lys, især om vinteren. Det er en mere „blød” fornemmelse at bo her. Tvillingerne er kommet på en folkehögskola, en gymnasial kostskole, så de nu kun er hjemme i weekenderne, og Silas på 13 år går i folkeskole.

– Vi har det mest basale på plads og har lært ret mange ting. Vores rutiner kører!

Ingen økse til kvinden

Apropos rutiner er hun blevet overrasket over at opdage, hvor hurtigt hun og Jeppe fandt ind i gammeldags kønsroller: Det er hende, der laver mad og passer børnene, mens Jeppe bygger hus, tager sig af det hårde udendørsarbejde og går rundt med økse.

– Det havde jeg det enormt svært med i begyndelsen, indrømmer hun.

Men samtidig er hun positivt overrasket over, at hun har været i stand til at leve så primitivt, som de især gjorde det første år.

– Jeg har aldrig haft de store nykker eller været bange for at tage fat, men at mine grænser kunne rykke sig så meget, det kom bag på mig. F.eks. vænnede jeg mig hurtigt til ikke at få et dagligt bad. Kroppen har jo slet ikke godt af at blive sæbet ind hele tiden.

– Jeg barberer mig heller ikke længere. Det klør, det er upraktisk og har ingen funktion. Dét havde været utænkeligt for to år siden.

Idyl har hun dog ikke lyst til at fremstille familiens liv som.

– Den her livsstil har krævet meget af os alle sammen. Vi har råbt og skreget. Helt vildt. Har kaldt alle dæmonerne frem og dealet med de fleste af dem, mens andre stadig gemmer sig under sengen.

Ud af hamsterhjulet

Det er svært at forandre sig og få nogle andre værdier, siger hun, også selv om man virkelig gerne vil.

– Jeg har især haft svært ved at sige: „Fuck det, jeg gider ikke have en karriere.” Fordi det er noget af det mest grænseoverskridende for os moderne mennesker ikke at være noget. Andre gange tænker jeg, at det præcis er mine ambitioner, der holdt mig i hamsterhjulet. Var jeg ikke til grin, fordi jeg i den grad lod mig styre af mit ønske om anerkendelse fra andre? Hvad er det værd at have det rigtige netværk og det fede arbejde, hvis alting halter derhjemme? Vi kan ikke få det hele, vi må vælge, men det er svært.

– Den største udfordring for mig her i Sverige er det system, som vi alle bliver født ind i, hvad enten vi vil det eller ej, nemlig staten. Den får jeg det sværere og sværere med. F.eks. synes jeg, det er latterligt, at jeg som forfatter og freelance-foredragsholder skal hyre en revisor for at få lov til at betale skat. Eller skal søge om 800 tilladelser, hvis vi vil have en ko. Der er en masse regler og regulativer, som i mine øjne er med til at gøre folk passive og bange for at træffe utraditionelle valg. På det punkt har jeg forandret mig meget. Sådan tænkte jeg ikke før. Hun har klart bevæget sig mere ud i den ekstreme pol, siger hun. I dag hidser hun sig endnu nemmere op over, hvor skandaløst dårligt vi behandler naturen og miljøet.

– Men sådan vil det nok altid være, når man kommer på afstand af det „normale” og kigger på alting udefra. Pludselig ser det hele anderledes ud.

Bytter brød med fisk

Andrea Hejlskov og hendes familie lever af, hvad hun kan få ind på at holde foredrag om livet i vildmarken og så det, hun indimellem skriver.

– Desuden er der et mere eller mindre etableret system af bytteøkonomi herude i skoven. Når man kommer langt nok væk fra storbyerne, begynder folk at skabe deres egne systemer, og det kan jeg godt lide.

– Jeg kan lide, at min nabo en gang imellem kommer med fisk til os, mod at jeg giver ham nogle af mine hjemmebagte brød. Det er meget simpelt.

Andrea Hejlskov sætter også pris på følelsen af, at folk omkring hende virkelig har brug for hinanden på en anden måde, end hun har oplevet før.

– Det er indlysende, at vi giver hinanden en hjælpende hånd og træder til i nødsituationer.

Et lidt mere ægte liv

Når Andrea har tid og kræfter, skriver hun på en bog om de sidste to års udfordringer i den svenske vildmark. Det er kun muligt, fordi hun via sin hjemmeside har bedt sine læsere om et arbejdslegat – hun bad om små eller større beløb via crowdfunding, så hun kunne tillade sig at sætte sig i sofaen i sin bjælkehytte og koncentrere sig om at skrive.

– Og der kom penge nok ind til, at jeg kan gøre det de næste par måneder. Derfor føler jeg mig også forpligtet på den gode måde og er ivrig efter at fortælle historien om den her anderledes måde, som man også kan leve på.

Men er der noget, hun fortryder ved at have flyttet sin familie fra en almindelig dansk parelhushverdag til en hytte i den svenske ødemark? Intet, lyder svaret.

– Vi har lært af alle vores fejltagelser, Jeppe og jeg. Kun ville jeg ønske, jeg ikke havde været så bange og havde været lidt sødere ved mig selv undervejs. Resten har levet op til drømmen og mere til.

– Livet heroppe føles tæt på og ægte og er fyldt med arbejdsopgaver, der giver eksistentiel mening. Som at hugge brænde og hente vand i brønden. Det har forandret os for altid. Ikke fordi vi er blevet federe mennesker af det eller lykkelige, men det er en fundamental følelse af tilfredshed. Vi lever virkelig maksimalt. Og dét var det, jeg ville.

ANDREAS BEDSTE RÅD

„Det største forræderi i verden er at have erkendt noget − og ikke reagere på denne erkendelse. Den sætning gjorde en stor forskel for mig i forhold til at lægge livet om − for det er faktisk ikke ligegyldigt, hvordan vi lever, vores handlinger er vores aftryk på jorden.”