Anette er læge og fik ”helbredsangst” – da hun forstod årsagen, blev hun dybt forundret
Som læge troede Anette Ellegaard, at hun vidste det meste om krop og sind. Så det kom fuldstændig bag på hende, da overgangsalderen ramte med så voldsomme symptomer, at hun udviklede helbredsangst. Hendes redning blev hormonbehandling – og et altafgørende råd fra en psykolog.
Hver morgen når Anette Ellegaard har klaret dagens motion og spist morgenmad, krydser hun græsplænen bag sit hus med retning mod en krog bagerst i haven.
Her står en gammel cirkusvogn, som hun har indrettet med skrivebord, bogreoler og en hævet briks med læselampe og pudehjørne. Hun slår sig ned ved computeren, hvorfra hun har udsigt til syrenbuske og en høj birkestamme med et fuglehus på, og så begynder hun at skrive.
Hun tænker på, hvor utroligt det er, at hun kan. For kort tid siden var alene tanken om skrivehulen nemlig nok til at fylde Anette med panikangst.
"Jeg troede aldrig, jeg kom til at skrive igen, og kunne ikke se en fremtid på nogen måde. Så det føles surrealistisk, at jeg nu går ud i min skurvogn hver dag og sætter mig til at skrive," siger hun.
Læger ved intet
Vi sidder under en pergola i et andet hjørne af Anettes have i Melby i Nordsjælland. Den 55-årige kvinde lyser op under det grønne tag – i pink kjole og med løsthængende hår – og på bordet ligger beviset på, at hun har overvundet frygten for skurvognen:
Krimien Adams offer, som blev til, efter at Anette for otte måneder siden kom ud på den anden side af det, hun betegner som sit livs mareridt: en ekstrem helbredsangst forårsaget af overgangsalder. Som læge med mange års erfaring fra psykiatrien skulle man måske tro, at Anette var forberedt på hormonelle skift og psykiske bivirkninger, men hendes baggrund var ingen hjælp.
"Det eneste, vi hørte om overgangsalderen på lægestudiet, var hedeture, tørre slimhinder og ondt i leddene – alt andet er historisk blevet afskrevet som hysteri. Så jeg anede ikke, at man kunne få en række andre alvorlige symptomer," siger Anette.
Annonse
Benene knækkede
Overgangsalderen var derfor det sidste, Anette fattede mistanke til, da hun i 2019 af og til vågnede om natten med en vibrerende fornemmelse indeni. Om morgenen var hun sig selv igen, og da hun havde en travl hverdag på en psykiatrisk afdeling, skød hun det fra sig.
Et halvt år senere begyndte hun at få tics i overarmene, gelélignende fornemmelse i benene og rysten på hænderne, og menstruationen, som normalt kom på minuttet, blev uregelmæssig. En dag knækkede Anettes ben sammen under hende. Det var ikke længere en mulighed at udsætte lægebesøget, og Anette fik konstateret akut jernmangel og blev indlagt med drop.
Nu ville alt blive godt, tænkte hun. Men i stedet begyndte hun at få hedeture, voldsomme panikanfald, ekstrem lydfølsomhed og hovedpine. Rysten på hænderne blev så voldsom, at hun hverken kunne bruge sin telefon eller computer, og det at holde et glas i ro længe nok til at få noget at drikke blev umuligt.
Annonse
Stress kunne det ikke være, for Anette havde netop holdt tre måneder fri for at begynde på den bog, hun drømte om at skrive.
Ordet Parkinson begyndte at spøge, men lægerne var i vildrede. Og da en neurolog sagde til Anette, at han ikke kunne udelukke noget, ramlede det.
Kontrollerede hænderne
"Min hjerne kunne ikke tænke på noget som helst andet, for jeg forestillede mig, at jeg skulle leve sådan resten af mit liv. Jeg googlede og brugte 10-12 timer om dagen på at lede efter forklaringer. Og jeg tjekkede hele tiden mine hænder."
Anette holder armene strakt ud for at vise, hvordan hun mange gange dagligt kontrollerede, om hendes hænder rystede. Svaret var altid det samme: Det gjorde de. I dag kan hun se, at hun havde udviklet helbredsangst – det, man i gamle dage kaldte hypokondri.
"Det overtog hele mit liv, og til sidst havde jeg lyst til at dø; det var uudholdeligt at leve, når symptomerne fyldte alt," siger hun.
"I årevis har jeg set patienter, der havde det på den måde, men pludselig kunne jeg forstå, hvordan det føles – og hvor svært det er at bryde tankemønstret. For selv om jeg er uddannet i psykiatrien, kunne jeg ikke tænke rationelt om min situation."
Tæt på sammenbrud
Den frugtesløse søgning på nettet førte dog én god ting med sig: Anette stødte på et blogindlæg, hvor en psykoterapeut skrev om sammenhængen mellem angst og overgangsalder.
"Hun havde fået mange henvendelser fra kvinder, som oplevede angst i forbindelse med overgangsalderen, og jeg tænkte ”kan det være det?”. Jeg følte et lille håb," husker Anette.
Som læge har hun været imod hormoner, men her – på randen af sammenbrud – var hun villig til at prøve alt og kom i behandling med østrogen. Efter 14 dage begyndte tingene at vende. Panikanfaldene stilnede af. Rystelserne og den snurrende fornemmelse blev mindre. Men helbredsangsten var sværere at komme til livs.
"Jeg rystede jo stadig og havde svært ved at slippe det med, at jeg skulle tjekke mine hænder. Jeg håbede hele tiden, at næste gang ville det være væk."
Angst for at skrive
I takt med at de fysiske symptomer aftog, fik Anette dog overskud til at tage fat på helbredsangsten. På Århus Universitetshospital satte chefpsykologen hende til at afklare sine værdier, og det stod hurtigt klart, at det at være skabende – i form af at skrive bøger – var essentielt for hendes livsglæde.
Annonse
"Psykologen sagde: ”Du skal i gang med at skrive igen, det er det, der skal gøre dig rask.” Men jeg var så bange for at se de rystende hænder på tastaturet, og i flere måneder havde jeg ikke turdet nærme mig min skrivehytte. Jeg mærkede angsten blusse op bare ved tanken," husker Anette.
Psykologen holdt dog fast, og de lavede en aftale: Fem minutter om dagen. Anette skulle skrive lige, hvad der faldt hende ind, og være ligeglad med tastefejl.
"Første gang var det så ubehageligt. Rummet sejlede, hænderne rystede, og musen fløj alt for hurtigt over skærmen. Men så hængte jeg et klæde for skærmen, så jeg ikke kunne se, at jeg skrev forkert."
Blot en bog
Langsomt begyndte frygten at aftage. De fem minutter blev til ti. Til 15. Til 30. Og lige så stille fik Anette mod på at genoptage arbejdet med sin bog. Hurtigt kunne hun mærke, at det gjorde godt at forsvinde ind i det fiktive univers.
"Når jeg skriver, er mine tanker optaget af historien i stedet for min krop og psyke. Det er en enormt dejlig fornemmelse at skabe noget ud af ingenting; pludselig er der en historie og nogle karakterer, hvor der før var ingenting, og i dag er jeg overbevist om, at jeg skrev mig rask."
I dag føler Anette sig som sig selv igen. Hormoner tager hun stadig; det skal hun måske resten af livet. Og hun kan ikke fornægte en vis frygt for at falde tilbage i angsten. Men hun har lært at holde fokus på den måde, hun vil leve på – som et skabende, skrivende menneske – i stedet for at lade sig styre af angst for en fremtid, hun ikke har kontrol over.
Samtidig sidder Anette tilbage med en undren over, hvor underbelyst overgangsalderen er, og at selv hun, som læge, ikke kendte de symptomer, der ramte hende. Oplevelsen ville hun gerne have været foruden, men hun tager også noget med sig.
"Det er blevet nemmere for mig at sætte mig og skrive, for jeg er blevet sådan ”det er bare en bog”. Det er ikke verdens undergang, hvis nogen synes, det er en dårlig bog. For jeg er her endnu."
