Anja Cordes blev ramt af hjernetumor

Tag et glas vand og et karbad. Sådan sagde Anja Cordes til sine børn – og til alle andre – før i tiden, når de gik og klagede over småskavanker. Engang gik hendes datter med en brækket arm i tre uger, før den blev undersøgt, for det var da nok ikke noget.

– Før i tiden sagde jeg altid: ”Sygdom? Det bruger jeg ikke”. Men jo, jeg trak den da nok for længe, da min datter havde ondt i armen dengang, og set i bakspejlet har jeg nok også været lidt for arrogant og hoven, når jeg sagde, at det med sygdom var noget pjat.

Jeg har ikke ejet et termometer, siden børnene var små, og jeg må indrømme, at jeg stadig tror, at det har sparet mig for en del influenzaer og småsygdom, at jeg aldrig har fokuseret på sygdom.

Anja Cordes er en høj, smuk og meget myndig kvinde, der taler som et vandfald. Hun befinder sig ganske tydeligt som en fisk i vandet, når hun kan interagere med et andet menneske, som nu denne formiddag i hendes Østerbro-lejlighed, hvor hun har indvilget i at fortælle om den hjernetumor, der for tre år siden slog benene væk under hende fra det ene øjeblik til det andet, og om hvordan hun med stærk vilje, masser af genoptræning og stor støtte fra sin familie har fundet frem til en ny måde at leve og – forhåbentlig – arbejde på.

Det er nemlig vigtigt for hende fortsat at kunne udfylde en plads i samfundet. Hun savner at tale med andre mennesker og at kunne hjælpe dem med de udfordringer, de nu har.

Anja elskede sit job som selvstændig familieadvokat, og det var et kæmpe chok for hende, da en neuropsykolog efter en kognitiv test fortalte hende, at hun godt kunne glemme alt om at arbejde som advokat, da hun var blevet opereret i hjernen.

– Jeg blev meget, meget ulykkelig. Jeg havde indtil da tænkt, at jeg selvfølgelig skulle arbejde som advokat igen, og at jeg nok ville være tilbage på pinden efter et halvt års tid. Men ret hurtigt kunne jeg godt mærke, at neuropsykologen havde ret. Der er ting, jeg ikke kan i dag.

Et travlt og aktivt liv

Frem til marts 2017 levede Anja et meget aktivt liv med familie, venner og et arbejde, der fyldte rigtig meget. – Mit liv var travlt, godt, dejligt og fuld af arbejde og aktiviteter. Min mand og jeg stod på ski, vandrede, cyklede og nød vores børn, vores mange rejser og vores hus i Tisvilde. Og jeg elskede mit arbejde.

Havde du ikke mærket et eneste tegn på, at der kunne være noget galt?

– Nej, intet. Min søster og jeg var på Mallorca for at vandre i weekenden op til den 27. marts, og vi havde haft det skønt. Mandag morgen cyklede jeg til kontoret som sædvanlig, men i løbet af formiddagen fik jeg en voldsom kvalme. Så meget, at jeg følte behov for at kaste op.

Jeg måtte tage min papirkurv og kaste op i den, og ude på toilettet kastede jeg op igen. Som jeg sagde før, er sygdom noget, jeg normalt ignorerer, men det her var så påtrængende, at jeg var nødt til at tage mig af det.

Jeg tog en taxa hjem og sagde til Knud, min mand, at jeg havde det skidt og ville lægge mig lidt. Jeg sov en times tid, vågnede og var helt fra den. Jeg havde tisset i sengen, og så ringede jeg til Knud, som sad herinde i sofaen, for jeg kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg var.

Jeg troede, der var gået flere dage og spurgte Knud, hvor han var henne, og hvad jeg lavede. Han blev bekymret og ringede til en veninde, der er praktiserende læge. Hun sagde, at han skulle få fat i en ambulance, fordi jeg måske havde fået en blodprop. Jeg var selv mest tilbøjelig til bare at lægge mig på sofaen og tage et tæppe over mig.

– Jeg blev kørt til Bispebjerg, hvor jeg blev scannet, og næste morgen ville lægen have, at Knud skulle være der, når jeg fik resultatet. Det lød jo ikke godt, og Knud måtte skynde sig ind fra Tisvilde vel vidende, at vi nok skulle have en alvorlig besked. Det viste sig, at der var konstateret celleforandringer i hjernen, og det eneste jeg kunne tænke var, at det jo så var kræft, men lægen sagde, at det kunne også godt være godartet. 

Det var det jo så ikke ... Men jeg blev sendt hjem og skulle afvente indkaldelse til en biopsi på Rigshospitalet. Jeg troede, at min sidste aften var kommet dagen før biopsien. Der var jeg meget bange, og der var intet heltemodigt over mig. Jeg sagde farvel til børnene, og jeg sagde:

”Husk nu, at vi har haft et godt liv og har været glade.” Det var skrækkeligt. Jeg var totalt forstenet. I chok.

Fokus på det positive

Biopsien forløb planmæssigt, men Anja måtte vente tre lange uger på resultatet. Da hun endelig fik beskeden, var den næsten ikke til at bære.

Hun havde kræft i hjernen. En tumor på størrelse med en fersken, som var i stadie tre ud af fire. Tumoren havde muligvis været der i flere år, og grunden til, at Anja havde haft det så dårligt i slutningen af marts, var angiveligt, at tumoren havde flyttet sig og ramt et eller andet inde i hjernen.

Den gode nyhed var, sagde lægen, at Anja kunne blive opereret 14 dage efter.

– Jeg var fuldstændig slået ud, lægen kunne lige så godt have slået mig. Jeg var helt uforberedt på den besked. Jeg havde troet, at alt var okay. Alle havde sagt til mig, at det da nok var godartet, og jeg er selv optimist af natur, så jeg havde tænkt, det går da nok.

– Så gik der 14 svære dage, hvor jeg ventede på operationen. Jeg var egentlig ikke bange, for biopsien var jo gået fint, så det ville operationen nok også gøre. Det gjorde den også, sagde lægen, da hun kom ind bagefter.

De havde fået det hele med, men hun var alligevel ikke glad, sagde hun så. Det viste sig, at der var opstået en blødning i hjernen under operationen, som gjorde, at jeg var blevet lam i venstre side.

Hvordan var det at få den besked?

– Det var ikke så sjovt. Jeg lå jo bare der og vidste, at jeg også skulle have kemo og strålebehandling, og samtidig skulle jeg så have hjælp til alt.

Har du undervejs i forløbet tænkt: Hvorfor blev jeg lige ramt af det her?

– Jeg har da tænkt, om det er en straf eller noget andet, men selv ikke de dygtigste professorer på Rigshospitalet kan sige noget som helst om det. Der er ikke indikationer på, hvorfor man får sådan noget. Men man kan ikke lade være med at tænke, om man har gjort noget forkert.

Jeg har aldrig røget for mange cigaretter, så det kan ikke være det. Men så er der folk, der har sagt til mig: ”Du har altid arbejdet så meget”. Og det er rigtigt, jeg har altid arbejdet meget, for mit arbejde har betydet meget for mig, og jeg har været god til det. Men jeg tror ikke på, at man får kræft i hjernen af at arbejde med noget, man kan lide, og som man er god til.

Man kan nok godt få en blodprop, hvis man aldrig får sovet, men den der med, at man skal gå og føle sig skyldig over at have gjort noget forkert – sådan noget skyld og skam – det dur jo ikke. Det har jeg parkeret. Og jeg har accepteret, at jeg blev syg ved en tilfældighed, ligesom mange andre mennesker bliver syge ved en tilfældighed.

Det kunne også have været meget værre. Dels kunne jeg have været død, men jeg kunne også have været ramt på mit talecenter eller noget andet vitalt. Det er jeg ikke. Jeg kan godt mærke, at jeg har nogle mangler, men det må jeg bare acceptere, for jeg kan ikke gøre noget ved det.

Hvordan giver det sig udslag i hverdagen?

– Jeg mangler overblikket. Jeg har for eksempel cirka en million tørklæder, og jeg kan ikke finde dem. Jeg kan heller ikke finde ud af, hvor jeg har lagt mine smykker, og jeg har fået lidt svært ved tal. Hvis vi ser en film i fjernsynet, må jeg ofte sige til Knud, at jeg ikke forstår plottet, det ville aldrig være sket før.

Men jeg kan også mærke, at jeg giver lidt hurtigere op, for jeg gider ikke rigtig finde ud af det. Jeg har mistet noget af mit syn, og jeg må ikke længere køre bil, fordi jeg har haft et epileptisk anfald som følge af alt det her. Det gør mig jo meget afhængig. Nu har jeg gudskelov en mand, der gider køre mig, men ... Hun holder for første gang en lille pause. Ser berørt ud.

– At miste sin uafhængighed og sin frihed, når man har været et meget selvstændigt og uafhængigt menneske, det er svært. Jeg kan ikke engang forlade lejligheden alene, for jeg kan ikke selv binde mit ene snørebånd. Det værste er det kontroltab og det værdighedstab, man oplever, når man bliver afhængig af andre.

Det har jeg det også svært med. Samtidig må jeg sige, at jeg føler mig heldig. Når jeg kommer ud på mit træningscenter, sidder der jo mennesker i kørestol, som er handicappede efter en hjerneblødning eller blodprop. I forhold til dem, er jeg sluppet billigt, og jeg er virkelig bevidst om at fokusere på alt det, jeg kan, i stedet for at fokusere på alt det, jeg ikke kan.

Kunsten at give slip

For noget tid siden var Anja hos en kropsterapeut, hun havde fået anbefalet, for at få gang i blodgennemstrømningen i venstre side, som stadig ikke er helt på plads efter lammelsen. Terapeutens tese var, at alt, hvad man har været udsat for, aflejrer sig i kroppen i form af fysiske traumer.

Anja havde ganske kort fortalt ham sin historie, men han vidste ellers intet om hende. Mens han trykkede hende forskellige steder på kroppen, sagde han blandt andet, at nu var tidspunktet kommet, hvor hun skulle holde op med at bide tænderne sammen.

– Behandlingen gjorde ondt, den varede en time, og jeg græd som pisket. Jeg græder ellers normalt aldrig. Bagefter følte jeg sådan en forløsning, men jeg var samtidig overrasket over hele forløbet.

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en, der i særlig grad bider tænderne sammen, men hvis jeg var blevet spurgt, om jeg gjorde det, ville jeg da have sagt, ja, men hvad i alverden skulle jeg ellers gøre?

Når man har været ude for det, jeg har været ude for – og det, som mange mennesker er ude for – så bider man da tænderne sammen. Jeg kan ikke bare sige nej, jeg gider ikke, jeg ville hellere være død. Jeg har tre børn, tre børnebørn, en mand, en mor, en søster og et godt liv, jeg har brug for at være i live.

Jeg forstod slet ikke den opfordring til, at nu var det slut med at bide tænderne sammen. Da jeg havde tænkt over det, efter jeg var gået fra behandlingen, havde jeg lyst til at gå tilbage til ham og spørge: ”Hvad skulle jeg ellers gøre? Skulle jeg lægge mig i sofaen og putte et tæppe over hovedet?” Nej, for så ville jeg være et offer, og det ligger ikke til mig.

Så du bider stadig tænderne sammen?

– Ja, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle gøre? Jeg kan da ikke bare lægge mig ned og tude.

Men har du lyst til det somme tider?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke, at jeg har. Ikke til at lægge mig ned og græde. Men jeg kan da godt være lidt barnlig og tænke, øv, hvorfor er det sket, hvorfor har jeg fortjent det, hvor er det tarveligt, hold så op, gå væk, lad mig være i fred. Men det kan jeg jo ikke bruge til noget. Så man bider vel tænderne sammen. Jeg tænker, at det er en menneskelig egenskab, og jeg ser det som en styrke.

Noget for andre

Anja har afhændet sin advokatforretning. Hun har også deponeret sin advokatbestalling, og hun var meget ked af det, da det skete. Hendes fremtidige arbejdssituation er uafklaret, men hun stræber efter at komme til at arbejde som mediator. En mediator er en konfliktmægler, hvis rolle er at få uenige parter til at tale sammen og finde frem til nogle løsninger, som de kan leve med hver især.

– Jeg uddannede mig til mediator for nogle år siden, og det er den mest interessante og største personlige og faglige udvikling, jeg har været igennem, siden jeg blev færdig som advokat. Det er kæmpe spændende og interessant at have med mediation at gøre. Indtil videre har jeg indgået en aftale om at bistå bl.a. organisationen Home-Start, som rådgiver unge familier.

Hvorfor kan du bedre arbejde som mediator end som advokat?

– Som advokat har du et ansvar, når du rådgiver. Det har du ikke som mediator. Mediation foregår typisk ved, at parterne sidder og taler sammen, og så hjælper mediatoren dialogen på vej ved at stille spørgsmål og samle op.

Jeg er en ivrig fortaler for mediation efter at have virket som advokat i familieretssager i 30 år, for mediation er det eneste rigtige af hensyn til børnene. Når folk bliver skilt, har de ofte svært ved at skille deres eget behov fra børnenes behov.

Mediation kan løse op for frustrationer og jalousi, og man kan nå til bunds i tingene. Det kan man ikke i retten, for det gider dommeren ikke høre på i timevis. Hvor mediation fokuserer på behov og interesser, er retssager traditionelt baseret på bagudrettet historie og fremtidige krav og rettigheder.

Jeg har så mange erfaringer i familiesager, jeg er ikke bange for konflikterne eller folks følelser, for jeg har set det så mange gange, så jeg føler virkelig, at jeg kan bidrage med noget, som kan have en værdi.

Du kunne vel også bare vælge at lade være med at lave noget?

– Ja, og så ligge på sofaen. Det er jeg bare rigtig dårlig til.

Hvordan kan det være, du kunne jo nyde dit otium og tiden med din mand, børn og børnebørn?

– Jeg savner simpelthen at have den kontakt med andre mennesker. Det er måske meget selvisk, men i virkeligheden savner jeg den glæde og bekræftelse, der ligger i at gøre noget for andre. Det er en kæmpe tilfredsstillelse for mig at hjælpe andre mennesker med noget, jeg synes, jeg kan hjælpe med, og det er en stor glæde. Det savner jeg.

Vil selv, kan selv

Anja og hendes mand har en drøm om at tage til Bretagne og vandre langs kysten. Der har de været før, og Anja mener, at det godt kan lade sig gøre, hvis de ”snyder” lidt og kører fra sted til sted og så går mindre ture end før i tiden. Hun kan gå op til seks kilometer, og det er bedre end ingenting. I det hele taget er hun god til at holde fokus på, at livet stadig har meget at tilbyde.

– Jeg kan stadig drikke et godt glas rødvin, spise en lækker kage eller købe en ny skjorte og være glad for den. Jeg kan nyde mine børn og børnebørn, solen skinner stadig, så herregud, det kunne være meget værre.

Jeg er glad for, at jeg havde et langt og godt liv bag mig, da jeg blev syg, at jeg havde fået mine tre dejlige børn, og at jeg har en mand, som jeg har været gift med i 38 år, og som jeg ikke skal forstille mig overfor.

Knud kender mig så godt, vi er helt trygge ved hinanden, og jeg tænker ikke over, at han skal se mig i en anden version end den, der var før. Det havde været kedeligt, hvis jeg var blevet ramt, da jeg var 27 og var på vej ud for at date og lave sjov og ballade.

– Selvfølgelig kan jeg da godt bliver irriteret over, at jeg har taget en del kilo på efter alt det her, men altså, skide være med det. Det er jo ligegyldigt. Og det kan også godt være, at jeg er blevet lidt irriterende hellig, når jeg siger til folk: ”Vær du glad for, at du kan cykle eller tage en løbetur i skoven”.

For tre år siden, ville jeg have sagt, aj, jeg gider ikke lige løbe en tur, det kan jeg gøre i morgen. Men i dag er der ikke noget, jeg hellere ville, og nu er det for sent. Til gengæld kan jeg så meget andet, det er det, jeg fokuserer på, og mit nye motto er: Vil selv, kan selv.