Anja skrev dagbog efter stress: "Jeg begyndte at mærke mig selv igen"

Som teenager skrev jeg dagbog.

Det handlede mest om drenge og min egen navle, men da jeg var i tyverne, stoppede jeg med at skrive. I 2008 gik jeg ned med stress i mit lærerjob efter et langt opløb, hvor jeg hele tiden var småsyg. Jeg havde haft angstanfald, og efter et forældremøde, som jeg havde kæmpet mig igennem, brød jeg grædende sammen på cyklen. Jeg følte ikke, at jeg kunne trække vejret, og var svimmel. Derefter blev jeg sygemeldt. 

Instinktivt vidste jeg, at jeg havde brug for at skrive igen...

...for det havde været vigtigt for mig, da jeg var ung. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle med mit liv, ud over at jeg gerne ville skifte branche, men jeg kunne ikke føle, hvad jeg var god til. Jeg begyndte at skrive hver morgen, og i lang tid skrev jeg hver dag. Om alt muligt – drømme, tanker, frustrationer, og hvordan jeg havde det. Jeg gik til psykolog, så jeg reflekterede også meget over de samtaler. 

Der kom hul igennem, og det var sindssygt, så meget jeg skrev.

Jeg begyndte at mærke mig selv igen. Jeg har altid interesseret mig for selvudvikling, psykologi og spiritualitet, og det blev den vej, jeg skulle gå. Efter at have været sygemeldt i et halvt års tid sagde jeg mit job op og blev selvstændig.

I dag er dagbogen en vane, jeg ikke kan undvære.

Ved at skrive er jeg blevet mere sikker på, hvad jeg vil, og hvad jeg er god til. Jeg skriver ikke længere hver dag. Nogle gange skriver jeg i fem minutter, andre i længere tid, hvis jeg har fat i noget vigtigt. Hvis jeg ikke har skrevet i flere uger, tjekker jeg med mig selv, om det er fordi, der er et emne, jeg prøver at undgå.   

Jeg kan godt have svært ved at finde min egen mening om tingene...

...fordi jeg er god til at se alt fra flere sider. Det hjælper mig at skrive det ned i min dagbog, for så kan jeg bedre veje for og imod og mærke efter, hvad jeg selv mener.

Min dagbogsskrivning begynder tit med noget konkret...

...som at jeg sidder i sofaen og lige har drukket min morgenkaffe. I perioder mærker jeg mere modstand, når jeg skal skrive, og så er det en god øvelse at lave non-stop-writing, hvor jeg sætter uret og skriver løs, til det ringer. Jeg kan også finde på at spørge min intuition eller mine drømme, hvad de prøver at fortælle mig. På et tidspunkt havde jeg en diskusprolaps, og jeg spurgte den, hvad den ville. Den svarede, at den var træt af, at jeg stod stille med de projekter, jeg brændte for, fordi jeg brugte tiden på vikararbejde. 

Mange forbinder dagbogsskrivning med noget præ-pubertært...

...hvor man skriver i en lille bog med lås, men for mig er det et fantastisk redskab til at lære mig selv at kende. Det er tid med mig selv, hvor jeg reflekterer over mit liv og får nye perspektiver og ideer. Dagbogen er et redskab til personlig udvikling, men den kan ikke stå alene, for man får ikke modspil, men jeg har opdaget ting i min skrivning om mig selv, som jeg har kunnet tage med ud i verden.

Når jeg har skrevet en dagbog færdig, læser jeg den igennem.

Jeg har skrevet over hundrede dagbøger, men jeg har ikke gemt dem alle. Indimellem rydder jeg lidt ud og brænder dem, jeg er færdig med. 

Når jeg læser i mine gamle dagbøger, bliver jeg klogere på mig selv og mine mønstre...

...og derved kan jeg bedre bryde dem. Det er kun mig, der læser i min dagbog, og jeg har tillid til, at andre i familien ikke kigger i den. Jeg har tænkt over, hvad der skal ske med mine dagbøger, når jeg ikke er her mere, men jeg er sikker på, at min mand nok skal brænde dem ulæst.