Da Anjas mand blev alvorligt syg, tog de et valg, der fik kærligheden til at blomstre igen
Da Anjas mand fik konstateret Parkinsons sygdom, forestillede hun sig, at hun skulle stå ved hans side i medgang og modgang. Men modgangen tog hårdt på forholdet, og det fik parret til at tage en vigtig beslutning.
Når et par bliver gift, er det med løftet om at være der for
hinanden i medgang og modgang.
Den forestilling havde Anja Aalund også, da hun sagde ja til at dele livet med Frank Holst.
Men da Frank i 2017 fik konstateret sygdommen Parkinson, blev det løfte sat på prøve.
”Jeg oplevede, at måden, jeg var der på i modgang, ikke var
en måde, jeg havde lyst til at være menneske på. Det var en måde, der var vred
på verden, vred på situationen, og det var ikke en god rejseledsager at have,” fortæller
Anja til alt.dk.
Samtidig mærkede hun, at hun selv forsvandt i
sygdommen.
”Som pårørende kan man ende med en enorm længsel. Hvad
blev der af mig? Jeg har jævnligt haft oplevelsen af, at der er så mange,
der vil have en bid af mig, at der simpelthen ikke er nok. Og når der ikke er
nok, så kommer mine knapt så smukke sider frem, og det er ikke dem, Frank skal
huske mig for,” siger hun.
Derfor tog parret en særlig beslutning.
Alt var forandret
I 2014 begyndte Frank at klage over, at det ene ben ikke
ville med, når han gik, men det var ikke noget, der satte alarmer i gang hos
parret.
”Det er ikke det samme, som hvis du går under bruseren og
finder en knude i brystet. Så kan du sige, dér væltede vores verden. Franks
sygdom kom snigende stille og roligt,” fortæller Anja.
Men når hun ser tilbage, står det klart, at sygdommen
alligevel bragte tegn med sig. Normalt ville Frank altid finde på noget at lave
sammen med børnene, når Anja var væk hjemmefra, men i årene inden diagnosen lavede han ofte ting for sig selv i stedet.
Frank Holst med parrets to døtre.Foto: Privat
”Jeg kan huske, at jeg undrede mig over det. Jeg troede, at
han måske var kørt død i at være far og ægtemand. Han satte tempoet ned, fordi
han jo ikke kunne andet, men jeg tolkede ikke sygdom ind i det dengang, ”siger
hun.
Annonse
Hvad er Parkinsons sygdom?
Parkinsons sygdom udvikles, fordi nogle af hjernens celler
gradvist ødelægges – særligt de celler, der udskiller dopamin. Manglen på
dopamin medfører rystelser, langsommere bevægelser og stivhed i muskler.
Psykiske udfordringer som glemsomhed, depression og
søvnproblemer er også typiske for sygdommen. Derudover oplever mange, at stemmen
bliver mere monoton, og at ansigtets mimik bliver mindre.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor nogen udvikler Parkinson,
og der findes ingen kur.
Kilde: sundhed.dk
I efteråret 2017 skulle Frank have svar på en MR-scanning. Den skulle vise, om der var forkalkninger i hans hjerne, fordi han var begyndt
at få smerter i brystet, når han løb. Det var der ikke. I stedet faldt dommen: Frank
havde Parkinson.
”Jeg kunne bare mærke, at alt var forandret, og samtidig var
det fuldstændig det samme. Det var en mærkelig følelse af at forsøge at holde
fast i livet, som det var, samtidig med at mærke, hvordan det hele slipper,”
forklarer Anja.
Annonse
Kærligheden fik trange kår
”Den syge har altid et kort, de kan trække,” fortæller Anja
om livet efter diagnosen.
”Derfor havde jeg en følelse af, at jeg skulle være der for
Frank, mine børn, og jeg skulle også være den, der formidlede til vores
netværk. Så jeg eksisterede mindre og mindre, og det betød, at der kom en
distance mellem Frank og mig. Sygdommen kom imellem os,” uddyber hun.
Sygdommens pres satte også spor i familiens yngste
medlemmer.
”Vores døtre begyndte at tale om, hvor tidligt de kunne
flytte hjemmefra. Deres ungdom forsvandt. De blev små social- og
sundhedshjælpere, der havde styr på, hvornår deres far skulle have medicin,
eller hvornår de skulle være stille, fordi han lå på sofaen,” fortæller Anja.
Anja, Frank og deres to døtre.Foto: Privat
For Anja blev det også svært at leve i det, der nu var
blevet hendes hverdag.
”Jeg tænkte, at livet var uretfærdigt. Jeg var vred og
bitter, og jeg fokuserede på alt det, jeg havde mistet,” siger hun.
”Jeg havde skyld over at være rask, mens Frank var syg. Jeg
havde skyld over, at jeg nogle gange havde lyst til at råbe, hvorfor skal
jeg stå med det hele, når vi begge to er pressede? Men jeg havde ikke noget
kort, jeg kunne trække,” forklarer hun.
På et tidspunkt nåede hun til en erkendelse.
”Jeg kunne ikke ændre på situationen, men jeg kunne ændre
min måde at se på situationen. Og hvis jeg skulle det, så var jeg nødt til at
finde en måde, hvor jeg stadig var Anja, og hvor børnene stadig kunne være unge
mennesker, der spillede høj musik og grinte.”
Hun forklarer, at det ikke lykkedes for parret at finde en hverdag
under de nye omstændigheder.
”Vi var nødt til at finde en måde, hvor det kunne blive en
god rejse i lyset af sygdommen og ikke i skyggen af den. For hvis vi lever i
skyggen af sygdommen, så sætter vi os hen og venter på, at det hele er
overstået,” siger Anja.
Annonse
”Det forlanger jeg”
I slutningen af 2018 fik Frank ændret sin diagnose fra Parkinson
til Lewy body demens. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er det en
sygdom, der, udover demens, kan medføre bevægelsesforstyrrelser, der minder om
symptomerne ved Parkinson.
”Kort før var vi ude at køre en tur. Jeg spurgte ham, hvad vi
skulle gøre, hvis han fik dén diagnose i stedet,” fortæller Anja og fortsætter:
”Der sagde Frank til mig, at det pinte ham at se, hvordan
børnene led under hans sygdom, og at der ikke længere var en gnist i mine
øjne.”
Frank Holst.Foto: Privat
Frank havde altid ment, at Anja var god til at træffe
beslutninger for deres familie, og det ville han have hende til at gøre igen.
”Jeg skulle gøre det, der skulle til for at beskytte vores børn,
uanset om han var enig, og uanset om det gik ud over ham. Det forlangte han af
mig,” siger hun.
Særligt den sidste del ramte Anja.
”Det havde han aldrig sagt før. Han havde aldrig forlangt noget
af mig, men det gjorde han der. Og så var vejen vist.”
I maj 2019 flyttede Frank for sig selv, og Anja solgte deres
fælles hus. Hun ønskede ikke, at Frank skulle komme på besøg i det hjem, de engang
havde delt, og derfor fandt hun et nyt sted at bo sammen med parrets to døtre.
”Jeg sagde til pigerne, at vi ikke længere var en familie, fordi
når vi var en familie, så boede far her også. Derfor blev vi kvindekollektivet i
stedet. Efterfølgende har børnene ofte sagt, at de år, vi havde sammen der, var
så gode, og det glæder mig. Jeg gjorde det, Frank bad mig om, og jeg kunne se,
at børnene fik lyset tilbage i øjnene. Der blev plads til
kærligheden igen,” fortæller Anja.
Kærligheden har fået plads
Halvandet år efter Anja og Frank flyttede fra hinanden,
mødte hun Søren, og de to er stadig kærester i dag. Det hjalp Anja, at der var
et menneske, der ikke forholdt sig til Franks sygdom, men som tog sig af hende.
”Han bringer lys og glæde. Jeg holder håbet for Frank, når
han er ved at miste det, men du kan ikke blive ved med at bære en fakkel, uden
der kommer brændstof på, og det giver Søren mig,” fortæller hun.
Anja med sin kæreste, Søren.Foto: Privat
Relationen til Søren har også skabt stabilitet for Anja.
”Frank kan stadig se lige igennem mig, og på hans gode dage
kommer det også til udtryk. Det kan godt nogle gange forvirre mig, at Frank ved
lige præcis, hvordan jeg har det, men øjeblikket efter står sygdommen der, og
så skal vi ikke snakke mere. Så jeg kan ikke slappe af i den relation, men det kan
jeg i relationen med Søren. Med Frank er det mig, der holder, og med Søren skiftes vi til det,” forklarer hun.
”Når jeg ser ind i fremtiden sammen med Frank, er det
svært at finde håb og drømme, der matcher hinanden. Jeg kan ikke drømme om at
rejse jorden rundt sammen med Frank – jeg kan dårligt nok drømme om en rejse på
tre uger sammen med Søren, fordi jeg ville føle, at jeg svigtede Frank. Så hvis
man har et billede af, at livet nok er frit igen, fordi vi ikke bor sammen, er
det forkert. Det ønsker jeg heller ikke, jeg ønsker at være der for Frank.”
Selvom Anja og Frank ikke bor sammen i dag – og Anja er
blevet kærester med Søren – er de ikke blevet skilt. Anja beskriver, at de
lever sammen, men at de bor hver for sig. Og det, at der er kommet afstand
mellem dem, har medført, at kærligheden igen kan fylde – også selvom den har
ændret form.
”Kærligheden har forandret sig, fordi vores relation er en
anden nu. Når jeg har brug for at læne mig op ad Frank, så starter jeg med at
kigge på ham og se, hvor hans sygdom er henne den dag. Det er den, der
bestemmer, ikke Frank,” siger Anja.
Anja og Frank.Foto: Privat
Hvordan er din kærlighed til Frank i dag?
”Den er bare uendelige dyb”, siger hun og bliver tydeligt
berørt.
”Den kærlighed, jeg har til Frank, betyder, at jeg vil stå
ved hans side helt til vejs ende. Det er en taknemmelighed over, at han er i
mit liv, og det er en dyb kærlighed, som har fået plads til at blomstre igen,
efter vi er flyttet fra hinanden. Hvis jeg ikke havde kærlighed til Frank, så
havde sygdommen virkelig taget det sidste, men det har den ikke fåetS lov til,”
afslutter hun.