Naboen glemmer aldrig Thereses hjerteskærende skrig: Nu har Therese vigtigt budskab til dig

Datoen vil for evigt sidde fast i Therese Raabo Fischer. 8. juni 2023. For det var den dag, hun fandt sin mand, Tommy Raabo Fischer, død i familiens hjem.

Læs også

Karen var kun 38, da hendes mands død efterlod hende med to børn – så stiftede hun særlig klub

Det var den dag, hun mistede sit livs store kærlighed, og den dag deres to fælles børn mistede deres elskede far.

De blev revet ud af deres hverdag og kastet ind i en stor sorg, som var svær at finde rundt i. For efter det pludselige dødsfald væltede det ikke bare ind med et enormt savn, søde mennesker og kærlige tanker, men også ting, der skulle tages stilling til, og papirer, der skulle underskrives. For hvad skulle der nu ske med Tommy, som blot blev 43 år, de mange firmaer, som han havde opbygget – og alt det, den folkekære kok var en del af?

Alt imens Therese skulle tage vare på sig selv og sine børn, skulle hun også tage en lang række svære beslutninger, hvilket hun følte, at hun havde hverken tid eller overskud til. Så mens hun i dag kæmper for at komme tilbage til hverdagen, kæmper hun også en kamp for dem, der fremover kan komme i samme situation som hende, så de kan få den tid til at sørge, som hun ikke fik.

"Jeg kunne ikke forstå, at mad kunne smage af noget. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor solen skinnede. Jeg kunne ikke forstå, hvordan fuglene kunne fløjte og græsset gro, når Tommy var død. Verden havde mistet sin smag, farve og duft," fortæller hun.

"Jeg synes, at det er uretfærdigt og uværdigt, at man ikke har sorgorlov til at tage vare på sig og sine børn. Jeg havde brug for det. Jeg havde så meget brug for det. Alle tab er forfærdelige, men når det er så pludseligt, at ens mand dør fra én, så vender det hele livet på hovedet – og man skal have tid til at komme sig over tabet."

Kærlighedsblomsten

Therese var egentlig gift med en mand, der var bosat i udlandet, da hun i 2009 første gang mødte Tommy. Men da han trådte ind i den knivbutik, hun dengang arbejdede i, var hun ikke i tvivl. De to hørte sammen.

"Tommy var sådan en, der gik ind i folk med træsko på – og det gjorde han også med mig. Det var kærlighed ved første blik. En tiltrækning, som jeg ikke havde oplevet før. Han gjorde mig så rundt på gulvet, at jeg hurtigt fik fortalt ham, at jeg var optaget til anden side – uden at han havde antydet det mindste," siger hun.

Som tiden gik, begyndte hun at ringe til ham oftere og oftere for at høre, om hun ikke kunne lokke ham forbi butikken for at se på nogle knive til hans kokkeforretning. Ingen af de to ville dog tage noget til næste niveau, før Therese var ude af sit ægteskab. I 2010 var Therese dog træt af at vente.

"Lillejuleaften ringede jeg til Tommy og sagde, at han bare skulle vide, at jeg var totalt forelsket i ham – og at jeg var blevet skilt inden udgangen af januar. Jeg sagde dog også, at jeg var sammen med ham, jeg var gift med, hen over julen, så han skulle ikke ringe. God jul," siger hun.

"Den 27. havde jeg sendt min eksmand afsted og var tilbage i butikken efter juleferien. Tommy kom ind i butikken – og ja, så kyssede vi."

Tommy var dog ikke helt overbevist om, at Therese ville underskrive skilsmissepapirerne så hurtigt, som hun sagde, men dét var Therese – og for at vise Tommy, hvor sikker hun var i sin sag, tog hun en særlig metode i brug.

"Jeg købte en amaryllis til ham og skrev et kort, hvor der stod, ”Kære Tommy. Jeg håber, at du får et dejligt nytår. Inden den her er sprunget ud, så er jeg din”. Og det var jeg også, og vi så endda blomsten springe ud sammen. Så en amaryllis var og er vores kærlighedsblomst."

Hvem er Therese Raabo Fischer?

• Ejer af Foodgear.dk, medejer af Tastebuddy, Venø Seafood, Omegn & Venner samt Albatross & Venner.
• Hun er 41 år og enke efter kok, forretningsmand og fiskehandler Tommy Raboo Fischer.
• Mor til Charlie og Molly og bosat i Helsingør.

Spinningcyklen

Tommy var fiskemand i ottende generation, havde været fiskehandler i 23 år og var indehaver af bl.a. den populære fiskebutik HAV i Torvehallerne i København. Han blev dog først for alvor et landskendt ansigt, da han medvirkede i tv-programmet ”Fem Fede Kokke” i 2021.

Her kæmpede han sammen med fire andre kokke for at tabe sig, og i forbindelse med programmet fandt han en særlig interesse for cykling. Han investerede i en spinningcykel hjem til huset og deltog som ambassadør i Cycling4Cancer. Han elskede det.

Det var derfor heller ikke unormalt, at han lige ville tage en time på cyklen den 8. juni. Therese og sønnen hyggede sig med at spille badminton i haven, mens datteren var inde i byen for at shoppe med veninderne. Datteren ville gerne hentes, og Therese pakkede sine ting for at tage ind og hente hende. Men da hun gik forbi værelset, hvor spinningcyklen stod, vidste hun med det samme, at noget var galt. Tommy svarede ikke, som han normalt gjorde, så hun kiggede ind af døråbningen.

Der lå han. Ved siden af sin elskede spinningcykel, som han ikke var nået op på den dag. Død af hjertestop.

Hun råbte om hjælp. Et råb så højt, at naboen kunne høre det – og så hjerteskærende, at naboen siger, at hun aldrig vil kunne glemme det igen. Hurtigt kom de to håndværkere, der var i huset, samt naboen løbende.

"Da jeg så Tommy ligge der, vidste jeg godt, at jeg ikke fik ham tilbage igen."

Stemmen bliver mindre og mindre, mens hun siger det. Hun smiler let, men smilet er langt fra oprigtigt. For selvom mundvigene er løftet, når smilet ikke op til øjnene. Det er tydeligt mere for at afvæbne smerten og forsøge at holde tårerne inde.

For hun fik ret. Trods førstehjælp stod han ikke til at redde.

"Det er den mest skånsomme måde for den, der dør, men det er også det mest ubærlige for dem, der står tilbage, fordi det er så stort et chok. Jeg forventede ikke, at den 8. juni var dagen, hvor jeg skulle miste mit livs kærlighed, og børnene skulle miste deres far – og det er sgu hårdt ikke at have fået sagt ordentligt farvel til min elskling."

Sorghjernen

Som Tommy lå der på gulvet, var han næsten ikke til at kende. Han var blå i hovedet, og ansigtet gav langt fra det store smil, som han var kendt for.

"Både børnene og jeg syntes, at det var svært at kysse ham farvel, for det lignede ikke min elskling og deres elskede far. Jeg sagde til dem, at det var fars skal, der lå der, mens fars sjæl var fløjet op i himlen – og at det var derfor, det ikke lignede den far, som de kendte. Både for at hjælpe dem, men også for at minde mig selv om det," fortæller hun.  

Noget af det, som Therese husker klarest, er, hvordan tatoveringen på hans højre arm nærmest lyste op. Det var én, der betød meget for ham, fordi den var en af hans elskede østers. Dem, som han gjorde en dyd ud af at arbejde med hver dag i fiskeforretningen, og som han havde strøet skallerne fra flere steder i haven, fordi han syntes, at de var så flotte.

Læs også

Joy Mogensen åbner op: Det var og er en stor sorg – men Sarah åbnede samtidig for noget nyt

Fem dage efter hans dødsfald sidder Therese hos tatovøren. Hun skal have en tatovering magen til, så hun kan have ham tæt på sig. Altid. Hele tiden. For hun kan ikke forstå, at han pludselig er væk. Hun har ”sorghjerne”, som hun selv kalder det.

"Jeg havde i starten ekstremt svært ved at koncentrere mig. Når man mister sin anden halvdel, er der enormt mange praktiske ting og enormt mange følelser, man skal forholde sig til – også hos andre mennesker. Det er en fuldstændig tåget fornemmelse, hvor man slet ikke mærker sig selv og det, man har brug for."

"Jeg gik i ren overlevelses-mode. Min krop gik i stå. Den dirrede. Jeg havde ondt i armene. Jeg kunne til tider slet ikke føle mine arme. Den første uge havde jeg ondt i hjertet, og jeg spiste ikke. Jeg kunne ikke sove, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at gøre det alligevel. Det var det eneste, jeg kunne gøre. Det var den eneste tilstand, hvor jeg kunne holde smerten væk."

Orlov til sorg

Thereses kærlighed til Tommy skinner igennem alt. Hun siger stadig per automatik ”vi”, men retter hurtigt sig selv til ”jeg”, hvis hun husker det. Og dét er altid med et lille, smertefuldt smil.

Hun har snakket ud om dødsfaldet med en veninde, som er læge og har sagt, at Therese ikke kunne have gjort noget, selvom hun havde fundet ham tidligere. Det har Therese fundet en trøst i, men sorgen og følelsen af afmagt har stadigvæk været lige stor.

Fordi hun har haft både sig selv, sine børn og Tommys mange forretninger at tage sig af efter dødsfaldet, har hun ikke haft ordentlig tid til at sørge ordentligt – og få styr på ”sorghjernen”, indtil for ganske nyligt.

"Jeg gik længe og skubbede sorgen foran mig. Jeg lod ikke som ingenting, men jeg kunne ikke bare falde sammen og græde og græde og græde, som jeg havde allermest lyst til og brug for. For det var der ikke tid til," siger hun.

"Derfor har jeg også først taget hul på min sorgproces nu, og det er virkelig hårdt, når man har gået og undertrykt så mange store følelser så længe."

I dag har du som forældre ret til sorgorlov med dagpenge, hvis dit barn er dødfødt eller dør, inden det fylder 18 år. Men Therese mener også, at man skal indføre sorgorlov til dem, der mister en ægtefælle, hvor man har ét eller flere børn under 18 år. Her er det nemlig i dag op til arbejdspladserne, hvorvidt de vil give dig det, og det er ikke altid, at det sker.

Hun har derfor stillet et borgerforslag om, at der skal være fire måneders sorgorlov i forbindelse med dødsfald til den tilbageværende forælder med børn under 18 år.

"Hvis Tommy havde været syg, inden han døde, havde det også været en kæmpe lortesituation, men vi kunne have nået at tale nogle ting igennem. Det kunne vi ikke, nu han døde så pludseligt," siger hun.

"At stå alene med to børn uden et system, der kan hjælpe dig, er et kæmpe ansvar. Det ansvar kan være svært at leve op til, når man selv er helt knust. Så jeg håber, at der fremover vil være en sorgorlov til dem, der skulle ende i en situation som min. For så kan sorgbearbejdelsen og alt det, der følger med et dødsfald, ske på en rolig og overskuelig måde, i stedet for at man enten haster igennem det eller skubber det foran sig, som jeg gjorde. Det er ikke godt for nogen eller noget."

Kondoler ikke

I gangen hos familien Fischer i Helsingør hænger et portræt af Tommy. Thereses yndlingsbillede af ham. Han kigger lidt til siden og smiler stort. Meget stort. Som han altid gjorde. Det har fået en central plads, så man kan sige godmorgen til ham, og ”ha’ en god dag, far”, når man skal ud af døren, hvis man har lyst til det.

Både Therese og børnene er begyndt hos en psykolog, og det har hjulpet dem til at starte en sorgproces, selvom de alle tre tackler sorgen forskelligt. Thereses måde har været at snakke højt om det, men hun har ikke altid mødt den villighed til at tale højt om sorg og død fra andre, som hun har haft brug for for at bearbejde tabet.

"Der er mange, som er virkelig berøringsangste. For fuldt smadder. Det er fandme anstrengende. Det er noget, som jeg har kunnet mærke. Det er virkelig ikke fedt, når man er den, som ingen rigtig tør tale med," siger hun, og fortsætter:

"Jeg har ikke lyst til at være hende, hvor man siger; ”åh, det er så trist. Hun mistede sin mand i en alder af 41, nu skal hun selv holde styr på to børn, hus, have og forretninger”. Hende vil jeg virkelig ikke være. Jeg vil bare gerne være mig, Therese. For jeg er stadigvæk Therese, men blot i en anden version."

Særligt én ting, eller nærmere et meget gængs ord, har Therese måtte lytte til mange gange, og dét har hun været træt af.

"Jeg har seriøst gået og joket med, at jeg laver endnu et borgerforslag, hvor jeg vil have forbudt ordet ”kondolerer”. Jeg har nærmest fået allergi overfor det. Ordet er så formelt, og de, som siger det, sætter sorgen – og mig, ud i tre armslængder. Sig meget hellere, at det gør dig ondt – eller hvis overskuddet er der, så spørg, hvordan jeg har det. Det trøster meget mere."

Tommy-hallerne

Spinningcyklen, som Therese fandt Tommy ved, har været forvist til et hjørne i garagen. Skammekrogen, som hun kalder den. Men i efteråret blev den fundet frem igen. De ringede fra Cycling4Cancer og spurgte, om Therese vil køre én af Tommys to sædvanlige spinningtimer på den sadel, som han skulle have siddet på, i forbindelse med Knæk Cancer-ugen. Det takkede hun ja tak til – for det ved hun, at Tommy ville have ønsket.

Ligesom han også ville ønske, at hun kom tilbage til det job i deres fælles kokkeknivsforretning Foodgear, som hun elsker så højt.

Ikke udelukkende af den grund, men også fordi hun er langt nok i sorgprocessen til at komme retur, er Therese i dag tilbage i Torvehallerne. Men selvom hun elsker jobbet højt, har det også været med blandede følelser, at hun skulle tilbage. For blandt de mange medarbejdere går Torvehallerne under navnet ”Tommy-hallerne”, fordi han var involveret i mange af de små stande.

Læs også

Sonja Richter mødte ondskaben: "Jeg synes det er et reelt problem, når vi ikke taler om den"

"Han har seriøst haft en finger med i stort set hvert sted. Han var sindssygt visionær, og hvis ikke han selv stod bag, har han været forbi med et par gode ideer. Så at skulle tilbage til Tommy-hallerne, hvor det er så tydeligt, hvor meget han pludselig mangler, har været svært. Havde jeg siddet på et kontor, hvor jeg ikke hele tiden blev konfronteret med det, hvor jeg ikke blev udsat for mennesker – og de ikke skulle udsættes for mig, kunne det være, det var noget andet," fortæller hun og uddyber:

"Jeg tager ét skidt ad gangen. Nogle dage er dét skridt kun at se ét sekund fremad, andre dage kan jeg tage et minut ad gangen. Hvis det går rigtig godt, er det måske en time eller en dag. Det lyder banalt, men sådan virker det for mig."

Den tomme plads

Ved siden af østersen på Thereses højre arm er en solsort, der har store øjne, og lige meget, hvordan hun drejer armen, kigger den altid på hende. Den repræsenterer også Tommy. Therese har flere gange oplevet, at en solsort er kommet hen til hende i situationer, hvor hun har følt, at hun har haft brug for Tommys hjælp. Så sidder den fint og kigger på hende, indtil hun kommer frem til de svar, hun har brug for.

Hun har fundet en ro i at lade solsorten komme til sig og at sige godmorgen til Tommy på væggen, og når hun har brug for lidt mere tid med ham, tager hun forbi gravstedet, som er pænt pyntet med figurer, som børnene har valgt, amaryllis og østersskaller.

Alligevel inviterer hun ofte gæster forbi til aftensmad, fordi det så føles mindre tomt om spisebordet, hvor Tommys store personlighed mangler.

"Det går stadigvæk meget op og ned. Nogle dage tænker jeg, at det hele nok skal gå, og så er jeg fuld af gåpåmod. Andre dage får jeg et lille pust af den overvældethed, som var virkelig voldsom i starten. Så nu tager vi ét skridt ad gangen. Sorgen forsvinder aldrig, men man lærer at leve med den."