Anna Bogdanova

"Det endte med at have en rigtig høj pris for mig, følelsesmæssigt og økonomisk"

Træningsekspert og forfatter Anna Bogdanova om en helt særlig vandretur, om ofte at sætte barren for højt og om at se sig selv i sin egen virksomhed igen.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"Jeg er nået til et punkt i livet, hvor jeg ikke prøver alle ting for første gang. Om det så er at drive virksomhed eller håndtere mine børn. Da jeg var i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne, var det nogle gange som om, at alt var et nyt territorium – og det var relativt energikrævende. For hver gang jeg stod overfor en udfordring, var det noget nyt, som jeg ikke havde prøvet før og ikke lige vidste, hvordan jeg skulle håndtere, og bare måtte kaste mig ud i og satse på, at det gik.

Derfor giver det mig klart noget ro, at jeg føler, at jeg har fået mere erfaring på de forskellige områder, samtidig med at det også giver mig en sikkerhed for, at jeg nok skal klare de udfordringer, der dukker op på vejen – for jeg har gjort det før."

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

"Jeg har ikke været så meget ude at rejse i løbet af mit liv. Jeg kom til Danmark fra Ukraine, da jeg var 13 år, og det var jo i sig selv en stor rejse. Det der med at flytte til et helt nyt land, hvor jeg skulle lære det hele at kende på ny, gjorde, at jeg havde meget, som jeg skulle forholde mig til. Så jeg havde ikke lige brug for at rejse ud. Men jeg har da været på nogle rejser, og  dem ville jeg ikke være foruden – selvom nogle af dem har været mere udfordrende end andre.

Eksempelvis den vandretur i Frankrig, som min mand og jeg tog på lige efter, at vi havde mødt hinanden. Det var lidt af en tur. Jeg har aldrig været en, der brugte særlig meget tid udendørs, men det gjorde han. Så vi tog på en vandretur op ad et bjerg, og det gik fint, indtil vi kom til et åbent lige stykke, som fortsatte i uendelighed. Der gav jeg lidt op, men Jacob boostede mig mentalt og med energibarer, så vi klarede den videre igennem det stykke, der tilsyneladende aldrig endte, og til den udsigt, vi kom for."

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Det er nok, at jeg ofte kaster mig ud i noget, hvor jeg får sat barren for højt og ikke altid kan gennemskue fra start, hvad det vil koste mig at nå det ønskede resultat. Jeg ser bare det ønskede mål for mig og skænker det ikke en tanke, hvad der egentlig kunne være af barrierer undervejs. Men jeg accepterer heller ikke sådan uden videre barrierer, ofte finder jeg i stedet løsninger på dem ved at søge nye veje – og det er i og for sig fedt! Men det har også kostet mig mange ressourcer – tid, energi og penge.

For der er ikke særligt langt fra tanke til handling, så det ender nogle gange i planer, der kræver flere ressourcer, end jeg havde forudset, og det kan godt resultere i søvnløse nætter af og til. Men når alt kommer til alt, er jeg godt tilfreds med det, jeg har lært, udrettet, startet og sluttet."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"Jeg kan godt mærke en snert af fortrydelse i forhold til, at jeg gik på kompromis med mig selv i min virksomhed, sådan som det udviklede sig, da den pludselig vækstede. Efter jeg i flere år havde arbejdet med personlig træning og udvikling af online træningsforløb, så jeg et behov for mere omfattende støtte i forhold til sundhed hos nogle af mine kunder. Så jeg stiftede en virksomhed, der skulle levere tværfaglig rådgivning i forhold til genoptræning efter kroniske smerteforløb og andre helbredsmæssige udfordringer.

Pludselig var der 26 ansatte, og jeg skulle løfte nogle helt andre opgaver, forpligtelser og et markant større ansvar end det, jeg oprindeligt valgte at blive selvstændig for. Min egen trivsel hang i laser, og derfor valgte jeg at ”ryste posen” sidste år. Nu er det kun mig og et mindre team. Jeg føler lidt, at det er en omvej, som jeg er gået, men jeg er også vildt glad for de erfaringer, som jeg kan tage med mig derfra, og for at stå i en situation, hvor man er nødt til at forholde sig til, hvad det er, som er allervigtigst for én – og bevidst vælge det til på ny.

Men lige nu er det mest ærgrelsen, der godt kan ramme mig. Ærgrelsen over at have truffet valg drevet mere af personlige frem for forretningsmæssige hensyn, som endte med at have en rigtig høj pris for mig, følelsesmæssigt og økonomisk. Men jeg er også glad for at have frigjort mig fra idéen om, at nedskalering er en fiasko."

Hvilket del af din garderobe har den bedste historie?

"Tæller en kettlebell med som en del af ens garderobe-genstand, ha ha? Ej, den har jeg bare ofte med til træning. Men jeg har faktisk en superfed gallakjole, som jeg købte, fordi jeg skulle til en halvtredsårs fødselsdag, hvor jeg havde fået at vide, at man skulle have pænt tøj på. Men da jeg så dukker op i den der pailletkjole med åben ryg, er der ingen andre, der har vildt festligt tøj på. Så jeg er ret overdressed.

Ovenpå den oplevelse havde jeg ikke kjolen på i lang tid før en dag, hvor jeg skulle have taget nye træningsbilleder. Der tog jeg den med, og min mand var meget forvirret over hvorfor, ha ha. Men jeg ville bare gerne vise, at træning også godt må være fashion. Så der fik kjolen pludselig helt nyt liv."

Anna Bogdanova, 37 år

Trænings- og adfærdsspecialist samt forfatter. Aktuel med bogen ”Express Opstrammer”, der udkommer 27. december og kan forudbestilles på Annabogdanova.dk. Gift med foredragsholder, tv-vært og personlig træner Jacob Søndergaard. Sammen har de to børn på fem og ti år. Følg Anna på Instagram på @annabogdanova.dk.