Anne Louise Hassing: "Der skal være noget på spil"

Hvad siger du, hvis vi siger lykke?

– Jeg skelner mellem relativ lykke og absolut lykke. Jeg føler relativ lykke, hvis jeg finder drømmehuset, eller når jeg køber en fed kjole. Den absolutte lykke er mere en tilstand, som kommer dybt indefra og er uafhængig af omstændigheder. At blive mor har kaldt på en dyb kærlighed, som har gjort den form for lykkefølelse mere present i mit liv. Ofte som små glimt i hverdagen, når jeg mindst venter det. Forleden gik jeg ind og vækkede min søn og kyssede ham lidt. Bare det at være tæt på ham kan gøre mig glad. Ved siden af lå vores kat og spandt, og noget af det første min søn sagde, var: „Mor, hvad hedder kattetvillinger?” I sådan en stund føler jeg mig utrolig heldig.

– En anden form for lykke er, når jeg udlever mine faglige drømme. Det oplevede jeg første gang, da jeg gik i 10. klasse og spillede hovedrollen i „Snedronningen”. Det gav et fantastisk rush og en følelse af at være i flow.

Drivkraft?

– Jeg har aldrig haft lyst til at hvile på laurbærrene, jeg søger hele tiden udfordring. Der skal helst være noget på spil, og jeg må godt være lidt bange. Sådan har jeg altid haft det. Som barn var jeg ret vild, og mine forældre vidste ikke helt, hvad de skulle stille op med mig, tror jeg. Engang skulle jeg starte på ridesportsdisciplinen military, en kombination af dressur, ridebanespring og terræn. Min far forbød mig terrændelen, fordi den var ret vild og tog min saddel og seletøjet. Men så lånte jeg bare af nogle andre. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over mig.

– Roller, der kræver kamp, og hvor der er modstand, giver også en større tilfredsstillese. Hvis jeg ikke skal kæmpe bare en lille smule, kan jeg godt blive ramt af en følelse af meningsløshed. Når vi er i sommerhus for længe f.eks., kan jeg pludselig have svært ved at se meningen med det hele, fordi jeg ikke har nogen problemer, jeg skal løse.

SE OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: Jeg giver mig selv lov til at nyde livet"

Ambitioner?

 – Som ung gjorde jeg oprør mod andres forventninger. Jeg gik ud af gymnasiet, tog den på stop til et cirkus i Finland, boede i hippiekollektiv og stod croquismodel på kunsthåndværkerskolen. Mine forældre var vist ret fortvivlede. Indtil jeg vendte tilbage og afsluttede studentereksamenen. Senere blev jeg meget ambitiøs, især lige efter teaterskolen. Nogle gange kan jeg godt savne den power, der ligger i at være ung og ville det hele, selv om det nemt kan blive meget selvoptaget.

– Jeg er så heldig, at jeg har fået indfriet mange af mine største ambitioner. I 2011 fik jeg virkeliggjort endnu en drøm, da jeg indspillede filmen „Goltzius and the Pelican Company”, som er instrueret af den britiske instruktør Peter Greenaway. Han så noget i mig, jeg ikke selv vidste, jeg havde, og gav mig lov til at være meget mere vild og erotisk, end jeg er vant til. Det var en kæmpe udfordring, men også eventyrligt. Jeg var i Kroatien hele den sommer og så ikke min familie. Der går min grænse nok. Jeg tror ikke, jeg kunne være væk i et halvt år for at være med i en udenlandsk tv-serie. Mine ambitioner har i det hele taget forandret sig med alderen, der skal være plads til andet end at fyre den megameget af som skuespiller.

Præstationsangst?

– Som ung havde jeg rigtig meget af den. En af årsagerne var, at jeg tideligt ligt fik stor succes. Allerede inden jeg kom på teaterskolen, spillede jeg hovedrollen i Nils Malmros’ film „Kærlighedens smerte” og fik både en Robert og en Bodil og blev nomineret til Sølvbjørnen i Berlin. På det tidspunkt var jeg endnu ikke grounded og havde hele tiden en følelse af, at det ville blive afsløret, at jeg ingenting kunne.

– Angsten var også rigtig slem, da jeg medvirkede i Lars von Triers film „Idioterne”, og den havde premiere i Cannes i 1997. Jeg burde have haft armene helt oppe over hovedet af begejstring, men i stedet blev jeg bange for det hele.

– Efter det var der en veninde, der præsenterede mig for en særlig retning indenfor buddhismen, der hedder Soka Gakkai, og den gav mig håb og tillid til de gode ting igen. Jeg kan stadig få præstationsangst, men i mindre målestok, hvor jeg kan bruge den konstruktivt. Der er en hjerneforsker, som har lært mig nogle tricks. Han siger, at man ikke skal modarbejde nervøsiteten. Den er naturlig, når man er i færd med at sætte sig op til at præstere. For at finde ro skal man lave dybe vejrtrækningsøvelser og registrere både sit bankende hjerte, og hvad der er omkring en. Det har også hjulpet, at jeg har accepteret, at fejl er tiden del af processen og ikke jordens undergang. Selv det bedste basketballteam rammer kun nettet 30 procent af gangene.

Kærlighed?

– Kærligheden er det allervigtigste. Især kærligheden til mit barn og min mand. Jeg har kendt min mand i 13 år. Vi har tit udfordrende perioder, hvor vi på grund af vores arbejde er væk fra hinanden. Han var i Stavanger i to en halv måned og lavede musik til teaterkoncerten „Beethoven”, mens jeg indspillede tv-serien „Badehotellet”. Det var godt nok en hård tid, og jeg gik ned med stress bagefter. I andre perioder er vi så helt vildt meget sammen, det er vi f.eks. lige nu, og det er udfordrende på en anden måde. Men det er dejligt med de lange snakke, der pludselig er tid til, hvor vi får talt om andet end, hvem der skal hente barn og købe ind.

– Min mand og jeg har en aftale om, at vi skal prøve at komme væk sammen et par døgn en gang hver anden måned. Alle lange parforhold oplever jo perioder, hvor man er trætte af hinanden. Det betyder ikke, at vi skal skilles, men bare at vi skal gøre os mere umage. Der skal arbejdes for kærligheden, den skal plejes som en plante.

SE OGSÅ: Thomas Herman: "Kærlighed behøver ikke at være for evigt"

Jalousi?

– Jalousi er en af de grimmeste følelser, jeg kender. Den kan æde en op indefra. Jeg forbinder især jalousi med perioder med lavt selvværd, da jeg var ung.

– Man skal bruge lang tid på at blive enige om de grundlæggende værdier i sit parforhold. Hjemme hos mig lægger vi stor vægt på ærlighed. Man har sin seksualitet, som er ens egen, den kan den anden ikke eje. Og selvfølgelig kan man blive tiltrukket af andre, det er helt naturligt og en del af livet. Men netop derfor er det vigtigt, at man har en klar aftale om, hvor grænsen går, og hvad den anden kan acceptere. Ellers går det galt.

– Sex er en livskraft, som jeg meget nødigt vil undvære. Derfor kan jeg også godt forstå, hvis folk, der oplever, at den er gået død, og at de ikke kan komme videre med deres partner, kan finde på at søge den andre steder. Det er enormt vigtigt at holde den i live. Hvis intimiteten forsvinder i et parforhold, mangler en stor del af den lim, der binder os sammen.

Ensomhed?

– Jeg kan godt føle mig ensom på en ikke-rar måde, hvis jeg går med en sorg eller usikkerhed, som jeg ikke deler med nogen. Men det er heldigvis sjældent. Og ensomhed kan også være rar. Jeg har et stort behov for at være alene indimellem og bliver nærmest vanvittig, hvis jeg ikke får lov til det. Nu er min søn blevet så stor, at det kan lade sig gøre at tage på yogaretreat i nogle uger, og det kunne jeg helt vildt godt tænke mig.

 – Jeg nyder også min alenetid, når jeg er på job i udlandet, selv om jeg samtidig savner min familie. Når vi alle tre er meget hjemme, kan jeg til gengæld godt indimellem finde på at bede min mand og søn om at smutte lidt, fordi jeg lige har brug for at gå og nulre helt alene. Det er også helt zenagtigt for mig at ride en tur alene i Dyrehaven.

Anne Louise Hassing om sundhed

„Livet bliver nemt surt, hvis jeg ikke får trænet eller har spist for mange pomfritter. Jeg er ikke fanatisk, der skal være plads til rødvin og en lækker pastaret med fløde. Men jeg går op i at leve sundt. I hele november sidste år droppede min mand og jeg kaffe, alkohol, stivelse og sukker. De første 14 dage var et rent helvede, jeg fik en fornemmelse af at have myrer under huden. Men da vi kom ud på den anden side, var det fantastisk. Jeg følte mig virkelig boostet. Jeg vil i det hele taget gøre meget for at bevare energien og kraften i min krop. Jeg har været så stresset, at jeg ikke kunne give den gas med fitness. Til gengæld er jeg begyndt at dyrke meget yoga og svømme, og det er fedt. Efterhånden som jeg får det bedre, vil jeg også i gang med at ride, gå lange ture og danse igen. Det er med til at bygge mig op og give mig overskud."

SE OGSÅ: Mille Dinesen: "Jeg er dårlig til at slappe af"