Anne Louise Hassing

Anne Louise Hassing: "Det gør da noget ved ens kvindelighed, hvis man har en mand, som altid begærer én"

Sexlyst kan svinge som et pendul. Der er perioder, hvor vi ikke kan få nok og andre, hvor vi slet ikke skal bede om nogen form for lagengymnastik – og det gælder mænd såvel som kvinder, men hvad gør man, hvis lysten til sex er større eller mindre hos den anden – og kan den vækkes igen? Vi har talt med skuespiller Anne Louise Hassing og sexolog Ditte Winkel.

”Jeg har oplevet at være i forhold, hvor det var mig, der havde mere lyst i perioder. Det var da lidt hårdt, for det ramte mig på min kvindelighed. Det gør noget ved én, hvis man har en mand, som altid begærer én, men det kan være endnu hårdere, hvis han ikke gør,” fortæller Anne Louise Hassing i ALT for damerne-podcasten, ’Tænd for mig’.

Her har journalist Josefine Stork inviteret skuespiller Anne Louise Hassing og sexolog og parterapeut Ditte Winkel i studiet til en snak om sexlyst – den der boblende og prikkende følelse i kroppen, som opstår, når vi bliver rørt ved eller kysset, men som også kan hamre sig ned som en kile i parforholdet, når den ene ikke har lige så let ved boblerne som den anden.

Og det var netop, hvad Anne Louise Hassing oplevede i en periode.

”Jeg synes, at det var svært, da jeg stod i den situation, fordi det ramte ind i følelsen af, at der var noget galt med mig; var jeg ikke lækker nok, eller var jeg forkert? Og det ramte faktisk ind i mit selvværd” fortæller skuespilleren ærligt.

Mød Anne Louise Hassing m.fl.

Kom med indenfor på ALT for damernes redaktion i København, når vi afholder vores tredje salon den 18. maj: Sex & Sanselighed.

Aftenen vil handle om kvinders lyst, og hvordan vi taler om den. Skuespiller Anne Louise Hassing, forfatter Elisa Lykke og sexolog Joan Ørting står bl.a. klar til at indtage scenen, hvor de tabufrit vil dele ud af konkrete råd, personlige anekdoter og inspiration.

Alt dette får du:

  • OPLÆG // Den kvindelige orgasme med Michelle Demir, Mshop 
  • MASTERCLASS // Sådan forstår du de 5 erotiske sprog med Joan Ørting, sexolog
  • TALK // Kvindefantasier og virkelighedens datingliv med forfatter Elisa Lykke og skuespiller Anne Louise Hassing
  • LÆKKERIER TIL DIG // Vin og drinks + en fræk gave

Tilmeld dig for kun 275 kr. og læs mere her: Saloner.alt.dk

Men hvorfor er der perioder, hvor vi næsten ikke kan vente med at smide klæderne og hoppe i lagnerne og så andre, hvor mund og fingre bare skal holde sig langt væk fra vores erogene zoner?

Det har sexolog Ditte Winkel en forklaring på.

”Der findes to forskellige former for lyst, nemlig spontan sexlyst og responsiv sexlyst. Den spontane sexlyst er den, man typisk genkender fra forelskelsesfasen. Den bor bare i kroppen, og vi skal ikke gøre noget særligt, før vi kan mærke den. Jeg kan fx ligge på sofaen og se en dødssyg serie på Netflix, men hvis han kommer ind ad døren, kan jeg godt hoppe i lagnerne og give den noget gas,” forklarer Ditte Winkel.

Lysten forandrer sig

Når forelskelsen så begynder at ebbe ud, dør sexlysten ikke, men den tager en anden form, og derfor skal vi ifølge Ditte Winkel være på udkig efter den på en anden måde.

”Hos mig taler vi ikke, om man har lyst eller ikke lyst, for det bliver meget hurtigt sort eller hvidt. Vi taler i stedet om, vi har lyst til at have lyst? Den responsive sexlyst betyder, at lysten ligger lidt i dvale i kroppen, så nu skal der arbejdes lidt med den.

Det kan være, at jeg skal masseres, nusses eller pilles ved, at jeg skal kysses op og ned ad halsen, bides i min øreflip eller hviskes søde ting i øret. Hvis jeg så giver det 5-10-15 minutter, er der måske noget, som begynder at boble og kilde i kroppen, og jeg kan overgive mig.

Jeg har ikke statistik på, hvor ofte mænd eller kvinder lader sig overgive, men min påstand er, at i ni ud af 10 tilfælde kan vi godt mærke, at noget i os tændes, og vi bliver liderlige undervejs,” fortæller Ditte Winkel.

”Jeg kender også forelskelsesfasen, hvor man har sex nonstop, og man går rundt i en rus, og kommer han ind ad døren, er man bare klar. Men det ebber jo ud, og det er helt naturligt, så det er virkelig vigtigt at tale om.

Men sexlyst bliver også påvirket af, om man er stresset eller træt. For mig er det en bølgende bevægelse. Jeg har oplevet i de lange forhold, jeg har været i, at det er fantastisk at udvikle sexliv og sexlyst sammen. Det vigtige er at blive ved med at være åbne og kommunikere om det, og nogle gange skal man gøre en ekstra indsats, når børn og karriere også tager tid og energi,” siger Anne Louise Hassing.

Sex på skemaet

Sexlysten kan altså svinge som et pendul, og det gælder både mænd og kvinder, at vi oplever perioder, hvor der skal mere til, før vi kommer i det rette mood. Men hvad kan man gøre, når begæret lige så stille falder?

”Hvis man har fokus på den responsive lyst og gør sig klart, at den er til stede i et parforhold, er der mange måder, hvorpå man kan arbejde med det. Det kan være at tage på dates, eller skematisere sex – nogle synes, at det er dybt uromantisk, og andre sværger til det. Men der kan ligge noget i at sige hver onsdag og lørdag. Jeg synes, at det romantiske ligger i at sige, at jeg vil dig, og jeg vælger dig til. Og hvis det er den rammesætning, der skal til, for at det kan lade sig gøre, må det være sådan i en periode,” siger Ditte Winkel.

Og Anne Louise Hassing har også oplevet perioder i parforhold, hvor der skal være ekstra fokus på at få prioriteret hinanden og det intime.

”For mig handler det også om at komme i stemning selv. Der er noget med sanseligheden, som forekommer mig at være vigtig – specielt for os kvinder, i forhold til at få den erotiske lyst til at boble i kroppen.

Jeg var sammen med min mand i 17 år, og det går jo meget op og ned, men vi var heldigvis begge to meget bevidste om, at der skulle arbejdes for det. Da vi havde været sammen i omkring 10 år, besluttede vi fx i en periode, at vi skulle skiftes til at sætte dates op for hinanden. Og det var helt vildt fedt, og jeg glædede mig til, når det var mig, der skulle gøre noget for ham,” siger Anne Louise Hassing og fortsætter.

”Jeg kan huske, at vi var inde i Lust (erotisk butik, red.). Den var mere ok at besøge end en hardcore pornobutik på Istedgade. Det kunne sgu også noget at gå og købe ting og sager sammen.”

Find podcasten på Spotify

Eller lyt med herunder:

Om podcasten Tænd for mig

Covers 300x300 px 2.jpg

Journalist Josefine Stork og sexolog Ditte Winkel har en mission.

I podcasten ”Tænd for mig” vil de forsøge at aftabuisere kvinders seksualitet ved at have en ærlig og åben samtale omkring sex. For selvom vi skriver 2021 er der stadig tabuer forbundet med det at være kvinde og have lyst til sex og dyrke sex og tale om sex og om nydelse.

I hvert afsnit inviterer de en kendt kvindelig gæst ind til en snak om alt fra sexlyst, sexfantasier, onani og jagten på orgasmer og får gæstens egne personlige erfaringer og betragtninger.

Lytterne bliver også en del af snakken, når Ditte og gæsten svarer på spørgsmål fra Alt for damernes instagramfølgere i en sex-brevkasse.