Anne Marie lever med bipolar lidelse: ”Hvor jeg tidligere skammede mig, har jeg nu lagt alt åbent frem”

"Hvordan mon han reagerer?"

En efterårsdag i 2008 gik Anne Marie Løkkegaard tur med sin kæreste, Jens. Forholdet var nyt, men det føltes alvorligt, så Anne Marie besluttede, at NU fortalte hun ham om sin bipolare lidelse.

"Da Jens sagde, at han godt kendte sygdommen og ikke var bange for den, bredte der sig en varme i hele min krop. Som en permafrost, der tør op", siger Anne Marie.

Hun var 20 år, da sygdommen første gang bankede på. Hun havde været gennem et ulykkeligt forhold, og da det sluttede, fik hun et sammenbrud. 14 dage senere var hun ”stjerne manisk“: Gik rundt i de københavnske gader uden at ænse trafikken, ligesom hun på en tur i skoven råbte så voldsomt efter en mand, at han blev bange og hastede væk.

"I den tilstand er du langt fra virkeligheden. Du hører stemmer, der taler til dig. Dine associationer kører så hurtigt, at ingen andre kan følge med, og du kan blive aggressiv, når folk ikke forstår, hvad du siger", forklarer Anne Marie.

Hun formåede heldigvis at tage fat i sine forældre, der fik hende indlagt på den lukkede afdeling. Og her var diagnosen klar: Bipolar lidelse. Da Anne Marie blev udskrevet seks uger senere, troede hun, at alt var fint. Selv om lidelsen for de fleste er kronisk, var hun overbevist om, at hun ville gå fri.

Det gjorde hun dog ikke. Og de følgende syv år blev Anne Marie indlagt fem gange med en psykose. Samtidig med, at hun gik på musikkonservatoriet, hvor hun kæmpede for at blive operasanger.

"Når jeg var manisk, forsvandt alle forhindringer. Jeg var overbevist om, at jeg ville blive en stor operastjerne. Herefter kammede det over, når jeg blev psykotisk – og blev indlagt. Det varede seks uger. Så kom nedturen på et halvt års tid: depressionen, hvor jeg var skamfuld og fyldt med selvbebrejdelser. Det vil sige, at jeg var næsten konstant syg", fortæller Anne Marie.

Vendepunktet

Vendepunktet blev dels en psykiater, der fik Anne Marie sat på den rigtige medicin. Dels hyppige samtaler med en sygeplejerske. De talte bl.a. om, at Anne Marie som sanger skulle lukke op for sit mellemgulv for at formidle følelser på en operascene.

"For at bruge sine følelser på scenen skal man lære at åbne og lukke for dem. Det kunne jeg ikke", siger Anne Marie.

Og langsomt gik det op for hende, at hun ikke kunne fortsætte med at synge. Og da hun først havde truffet den beslutning, var det en befrielse. Istedet læste Anne Marie journalistik, blev gift med Jens, mor til to – og mærkede ikke noget til sin bipolare lidelse, som kun de færreste i hendes liv kendte til.

Shitstorm og stemmer

Da Anne Marie i 2014 var på barsel med barn nummer to, havde hun således været uden anfald i 12 år. For at kunne amme den lille, gik hun ned i medicin. Det gik fint, indtil hun skrev en kronik om, at det var hårdt at være børnefamilie.

"Jeg havnede i en regulær shitstorm. Folk skrev alt muligt om, hvad jeg var for en. Det gik mig så meget på, at jeg sov dårligt, bekymringerne tog over … og så begyndte stemmerne at komme igen. Jeg var helt i chok og efter to-tre dage var jeg manisk og blev indlagt på den lukkede."

I seks uger var Anne Marie så langt væk i sin psykose, at hun følte sig fremmedgjort overfor sine egne børn, når de og Jens kom på besøg. Oveni kom en angstsygdom, som Anne Marie kæmpede med et halvt år, inden hun var tilbage på den rette medicin.

"Det var en frygtelig periode", siger hun.

Det gode ved situationen var dog, at den fik Anne Marie til at indse og acceptere, at hun har en kronisk sygdom. Samtidig gik hun igang med at skrive den bog, "Bipolar og mig", hun selv kunne have brugt, da hun blev syg første gang. Hun så det som en mulighed for at skabe noget meningsfuldt ud af noget meningsløst. Og ville gerne give sine piger en mulighed for at forstå, hvad hendes sygdom går ud på, når de bliver gamle nok til at læse den.

"Den bog har ændret rigtig meget. Hvor jeg tidligere skammede mig over min bipolare lidelse, har jeg nu lagt alt åbent frem. Jeg bliver bedt om at holde foredrag. Jeg har sluppet åget og føler mig fri", slutter Anne Marie.