Anni er 91 år: ”Det er det værste ved at blive gammel”
Hvordan ser livet ud, når man nærmer sig 100 år – når man mærker dødens nærhed og lever med de sorger, tab og utallige glæder, der fylder en menneskealder? Mød Anni på 91, der har flere år på bagen end de fleste.
Mine ældre venner sagde altid, at det værste ved at blive gammel, er alle dem, man oplever at miste. Og de havde ret. Det er uendelig svært at miste sine livsvidner.
De seneste år har jeg været til 22 begravelser. 22 livsvidner har jeg sagt farvel til, mennesker, som alle har betydet noget for mig og mit liv.
For fire måneder siden mistede jeg min mand, Poul. Vi fik 23 gode år sammen, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Ingen af os havde regnet med at møde kærligheden igen i så sen en alder. Jeg var 68 år, og han var et par år yngre. Vi havde begge været gift før; vores ægtefæller døde, men skæbnen ville, at vi mødte hinanden den dag for 23 år siden til jazz i Pakhuset.
Pouls død og de mange andre omkring mig, der er gået bort, betyder, at døden er rykket tættere på. Men jeg er ikke ked af, at jeg også skal dø på et tidspunkt. For jeg har levet det liv og set de ting, jeg ville. Jeg frygter ikke døden.
Det er en kæmpe foræring at få lov at blive så gammel. Min mor blev kun 62 år, hun havde sklerose og brugte halvdelen af sit liv på plejehjem. Det er et andet, meget indholdsrigt liv, jeg har levet, blandt andet med egen forlags- og forfattervirksomhed, ligesom jeg er så heldig at have haft tre store kærligheder i mit liv.
Jeg er den ældste tilbage i min omgangskreds. Min ene søster og min bror er døde, så jeg har kun min yngste søster tilbage, og hun bor i USA. Alligevel har vi haft et tæt forhold hele livet og ses næsten en gang om året, i enten USA eller Danmark. Men nu er jeg blevet for gammel til at tage den lange rejse. Jeg orker ikke alt det ståhej med security, checkin og mange timers transport længere.
Jeg finder stor glæde, endda en trøst i, at jeg har nogle søde børnebørn – og sågar oldebørn; den yngste er kun et halvt år gammel. Det bekræfter mig i, at livet går videre – der er noget cirkulært over, at nogen dør, mens andre fødes. Det hele går i ring, og det er på en måde betryggende.
Jeg tænker dagligt tilbage på mit liv og mindes det, der var af både godt og dårligt. Min barndom var hård; min far blev alene med os børn, da min mor blev syg, og han var en hård mand, der drak for meget. Men jeg er taknemmelig for det gode og lange liv, jeg har fået på trods.
Fra jeg var 30 til 80 år, dyrkede jeg yoga, og senere har jeg fundet stor glæde ved stolegymnastik, læseklub, kulturelle arrangementer og jazzkoncerter. Jeg tror, nøglen til det gode, lange liv skal findes i det at pleje omgang med andre mennesker. Det har jeg altid været god til. Men det behøver ikke at være mennesker, som ligner en selv. Det er godt at blive udfordret og møde mennesker, der ser livet på en anden måde. Det er med til at udvikle og holde én ung.
Jeg kunne ikke tænke mig at leve, til jeg bliver 120 år, sådan som man hører, at de nye generationer kommer til. På et eller andet tidspunkt svækkes man intellektuelt, og så er det længe at leve. Jeg har kendt mennesker, der er blevet 98 år, og der vil jeg nok sige, at grænsen går for mig.
