Skuespiller Ellen Hillingsø er en aktiv dame, der holder sig
i form med både yoga, tennis og løb. Men det er ikke kun en aktiv livsstil, som
holder hende sund. Den mentale sundhed spiller også en stor og vigtig del i hendes
hverdag.
”Mental sundhed er mange forskellige ting. Jeg tror det er
vigtigt, at der altid foregår en bevægelse oven i bøtten på en, og jeg synes,
det er vigtigt, at man holder sig orienteret. Læser bøger, går i teateret og i
biografen. At man følger med og gør sig nogle tanker om den verden, vi er i, så
man ikke stivner mentalt,” fortæller hun til magasinet FIT Living.
Hvis man synes, det er svært at fastholde koncentrationen om
f.eks. at læse, anbefaler hun Pomodoro-metoden. Det er en metode, som går ud
på, at man laver noget helt koncentreret i 25 minutter, og så holder man en
pause på fem minutter. Den blok gentager man som udgangspunkt fire gange, men
man kan jo begynde med at gøre det én gang, forklarer hun.
”Jeg bruger det fx. når jeg skal lære tekster og replikker,
det er virkelig effektivt. Pomodoro betyder tomat, og navnet stammer fra den
mand, der opfandt metoden. Han satte et æggeur, der lignede en tomat, på 25
minutter og slap så alt andet. Jeg har anbefalet metoden til mine børn også,
for jeg tror meget på, at for enden af disciplin er der en form for frihed. Jeg
er egentlig ikke særlig systematisk, men det giver mig en frihed, at jeg sætter
tingene i system.”
Drop de sociale medier
Danskernes skærmforbrug har i de seneste år været til debat,
også når det gælder vores mentale sundhed. Den 57-årige skuespiller har også
endnu en opfordring i den henseende; nemlig at lukke ned for de sociale medier
i perioder.
”Vi lever i en verden, hvor vi hele tiden bliver
distraheret, så det er i øvrigt en anden ting, jeg kan anbefale: Gå af de
sociale medier indimellem.”
Fjerner du så de apps?
”Nej, for jeg synes, at det er at stikke sig selv blår i
øjnene. Jeg synes, det er en interessant tanke, at vi er nødt til at fjerne de
apps for at afstå. For vi kan jo ikke fjerne de sociale medier alligevel, vi
har meldt os ind i den verden. Men vi skal lære at leve med den udfordring, der
ligger i de sociale medier Så hvad med at lave den lille øvelse, der hedder,
hvordan undgår jeg at ”falde i” hele tiden, selvom appen stadig er der?” spørger
Ellen Hillingsø, og fortsætter:
”Jeg synes, vi er nødt til at lære at styre det. Og lære
vores børn at styre det. Vi har begrænset vores børn i den fysiske verden og
har sluppet dem løs i den virtuelle, og det er den store, fede fejl. Det burde
være lige omvendt, lad dem flyve afsti afsted ud over markerne og sæt
begrænsninger på skærmtiden. Når det er sagt, så skal man da også give sig selv
lov til at tage fri og dive into the rabbit hole på skærmen gange
tusinde indimellem. Bare vi gør det med vores kritiske sans i behold og tænker
over hvad det, vi ser og hører, gør ved os.”
Og netop at tage en pause fra skærmen og i stedet pleje sine sociale
relationer IRL er et vigtigt parameter for hende.
”Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig har begge mine
forældre, og fordi de bor lige overfor, er det nemt at ses i hverdagen. Jeg
nyder også at være sammen med mine børn på en ny måde, nu hvor de ikke
længere bor hjemme. Man kan bare glæde sig til, at ens børn flytter hjemmefra,
for så møder man dem som mennesker og taler med dem om verden og livet på en
helt ny måde. Det er meget inspirerende. Jeg nyder også, at jeg har meget mere
tid til bare at sidde og ævle løs med mine veninder. Pludselig kan vi jo mødes
og se en udstilling sammen, fordi ingen skal hente eller bringe børn. Vi kan
også sætte os og se på en sø eller et træ og bare nyde. Og så ævle lidt igen.
Helt ærligt, jeg synes, livet er ret skønt.”
Om Ellen Hillingsø
Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1994. Blev kendt, da hun medvirkede i tv-serien ”Charlot
og Charlotte” og har senere medvirket i en lang række film, teaterstykker og tv-produktioner.
Hun har indtalt
lydbøger og lægger også stemme til reklamer og tegnefilm. Er i gang med at filme anden sæson af tv-serien
”Oxen”. I marts er hun sammen med Michael Moritzen aktuel i forestillingen ”Kærestebreve” på Folketeateret.
Hun er 57 år, gift med Christoffer Castenskiold, og sammen har de Anna, 20, og Thomas på 22 år.