Syg af dårlig ledelse: "Man ender jo med at tænke: Det må være mig, der er noget galt med"

"Jeg følte mig psykisk voldtaget af min kollega, men når jeg så gik til mine chefer, slog de det bare hen og bad mig holde mund og passe mit arbejde. Det var som at blive voldtaget endnu en gang."

Bente Schou undskylder den voldsomme formulering, men få ord kan beskrive den magtesløshed og det svigt, hun følte, da hendes nødskrig om mobning fra en kollega tilbagevendende blev afvist af ledelsen. Konsekvenserne døjer hun med endnu. Som følge af Posttraumatisk Stress (PTSD) har hun bl.a. nedsat arbejdsevne, trættes let og har såkaldt stationære hukommelsesproblemer.

54-årige Bente er eksemplet på, at der bag en stresssygemelding ofte gemmer sig en historie om dårlig ledelse. Der skal bare én plageånd til at køre en medarbejder ned. Og det behøver ikke være chefen. For hvis ledelsen ikke lytter og handler på problemerne, står man endnu mere alene tilbage. Og i Bentes tilfælde foregik det oven i købet dér, hvor vi alle forventer retfærdighed: Hun sad i omstillingen på en politistation og vender flere gange tilbage til det groteske i, at lov og orden åbenbart kun var noget, der skulle opretholdes udenfor stationens mure.

"Det var midt i en omstruktureringstid, og alle havde travlt med bare at passe deres eget, lyder hendes egen forklaring på, at konflikten fik lov at udvikle sig, uden nogen greb ind."

”DET GÅR JO NOK”

Det begyndte allerede få måneder efter, at Bente blev ansat til at ekspedere stationens mange telefonopkald. Ubehagelige og nedgørende bemærkninger fra en yngre kvindelig kollega: ”Skulle du ikke spise noget mindre?”, ”Er din mand ikke træt af at kigge på dig?” og lignende perfiditeter. Mobning, kalder Bente det i dag. 

Også fagligt blev hun modarbejdet. Som selvudnævnt leder i teamet tildelte plageånden bl.a. systematisk Bente de dårlige vagter og tilbageholdt vigtige oplysninger i arbejdet. Bente bad bl.a. om en mere ligelig fordeling af arbejdet, så hun ikke tilbagevendende sad helt alene med kimende telefoner, men da ubehagelighederne fortsatte, gik hun til ledelsen. Reaktionen? ”Så slemt kan det heller ikke være” og ”det går jo nok”. Lige meget hvor mange gange Bente forsøgte at råbe forskellige chefer op, var resultatet stort det samme: ”Hvad er det nu for noget tøsefnidder?” eller med chefkontorlederens ord: ”Nu må I rette ind, og så vil jeg ikke høre mere om det her. Slut!” For Bente begyndte det at slide på krop og psyke.  

"Efter ca. et år begyndte jeg at få stresssymptomer: Jeg kunne ikke sove, var udmattet og mistede arbejdsglæden."

Bente stødte tilfældigt på en kvinde, som gjorde hende opmærksom på fænomenet ”voksenmobning”, men ikke engang et krisemøde, som Bente fik sat i stand med bl.a. repræsentanter for de stridende parters fagforeninger, fik ledelsen til at tage affære.

"Man ender jo med at tænke: "det må være mig, der er noget galt med, når der ikke er nogen, der vil hjælpe mig", fortæller Bente, der heller ikke blev imødekommet på sine ønsker om at flytte afdeling eller politistation. Hun bed det i sig. Synsforstyrrelser og problemer med stemmen blev det næste. Det trak op til en sygemelding. 

"Hvis man ikke kan se, hvad der står på skærmen, er man jo ikke til meget nytte som omstillingsdame," som Bente siger. Og det blev kun værre. Nye nødsignaler fra kroppen: Mavepine, hovedpine og til sidst et stressrelateret hjerteanfald, som kunne have været livstruende, hvis hun ikke var faldet om på arbejdet med mennesker omkring sig. 

Efter en længere sygemelding og trods hjertelægernes anbefalinger, ville Bente stadig gerne vise ledelsen, at hun kunne passe sig arbejde og stillede til et nyt møde på chefkontoret. Stadig ingen forståelse eller erkendelser fra arbejdspladsens side. Det endte i tårer, og meget mere husker Bente ikke. Selv i dag kan hun ikke huske, om hun endte med selv at sige op eller blive fyret.

FRA ISOLATION TIL FREMSKRIDT

Hvor nedbrudt Bente egentlig var, stod dog først klart i løbet af de kommende måneder og år. Hun isolerede sig, magtede ikke at forholde sig til nogen eller noget. I måneder søgte hun tilflugt hjemme i brusekabinen - det eneste sted, hvor ingen kunne se hende udefra. Manden holdt sammen på familien, men parforholdet overlevede ikke. De to børn var hendes anker i kaos, og langsomt og med psykologers hjælp vendte Bente i løbet af de næste fire år tilbage til livet. 

"Om natten, når min familie sov, skrev jeg side op og side ned for at få det ud af kroppen," fortæller hun. Intet job er værd at dø for er titlen på den bog, hun gerne vil skrive på baggrund af sine erfaringer. Indtil videre har hun taget hul på et nyt kapitel af sit liv. Som fraskilt og et forandret menneske.

"Jeg har på egen krop erfaret, at man kan rejse sig igen. Personligt tror jeg, at det hjalp mig meget, at jeg blev vred i stedet for at være ked af det, der var sket. Tiden læger ikke alle sår, men man lære at leve med de forandringer, der nu er ens hverdag. Jeg er kommet videre, har et nyt job, har et supergodt forhold til mine unger, og har helt ved egen hjælp afsluttet 10 års brug af antidepressiv medicin."

Bentes bedste råd

• Snak om det med dem, der holder af dig
• Tro på dig selv: Det er ikke dig, det er galt med!
• Søg hjælp hos læge eller psykolog
• Tag en bisidder med til samtaler på jobbet