Er du afhængig af din mobil? Se her, hvordan du lukker ned

Føler du også, at du mangler noget lige nu? Noget du kan røre ved, noget med velkendte bløde former, noget du kan læne dig på ad, når du har brug for anerkendelse og søde ord? Nej, nej, ikke din kæreste. Din mobil selvfølgelig. Den ting, som du, hvis du ligner langt de fleste andre, dagligt bruger cirka halvanden time på at kigge på og mellem 2.000 og 2.500 gange på at røre ved. Hvis du mangler den lige nu, er det slet ikke så mærkeligt. Vi bruger nemlig vores mobiler så meget, at vi har programmeret vores hjerner til at tro, at det er helt normalt at have den i hånden altid, og derfor føles det tomt, når den er uden for rækkevidde.

“Hjernen har den egenskab, at den formes efter vores adfærd, så det vi bruger den til, bliver normalt for den at gøre, når vi kommer i den pågældende sammenhæng igen. Når vi har en ledig stund i sofaen, i bilen eller på toilettet – alle de små oaser i løbet af dagen, som du tidligere definerede som kedsomhed, men som jo blot er mangel på stimuli til hjernen – har vi fået indarbejdet koblinger mellem den tilstand, hvor der ikke er input til hjernen, og det, som kan give os det nye og spændende, vi gerne vil have. Når vi ikke bruger telefonen, mangler vi derfor den interaktionsform, fordi det er blevet så normalt for os,” siger Imran Rashid, som er læge og forfatter til bogen Sluk – kunsten at overleve i en digital verden, der sætter fokus, på hvilken effekt den digitale verden har på vores krop og hjerne.

Imran Rashid lægger ikke skjul på, at det er på tide at slukke. Ikke nødvendigvis for mobilen, men for vores hjerner, som ikke er gearet til at håndtere den overload af informationer, der skyller mod os med ekspresfart fra alle sider. “Hjernen bruger 25 procent af den samlede energimængde i kroppen, så hvis du konstant kører med speederen i bund, vil den koge over på et tidspunkt. Problemet er, at der ikke er en naturlig stopknap. Vores mentale tomgang er blevet skruet op, så vi er ved at vænne os til at leve i en evig distraktion. Det svarer på mange måder til, at vi har vænnet os til at bo i Tivoli, men når vi bevæger os udenfor Tivoli, er der tomt, for hvor er alle lydene og lysene og alt det, der føles sjovt og rart?,” siger Imran Rashid og påpeger, at vi ikke bare kører stærkt, men også i blinde.

“Vi trykker hårdere og hårdere på speederen, og når farten stiger, ryger evnen til at prioritere relevansen, og hvad det er, vi egentlig vil, og hvor vi egentlig vil hen. Som det er nu, er det for eksempel ikke os, der bestemmer, hvad Facebook vil vise os, men viden om os, der bruges til at skabe digitale sirenesange, der får os til at vende tilbage gang på gang. Det er en kommercielt styret udvikling, som på ingen måde harmonerer med de reelle interesser, vi ville have, hvis vi var mere bevidste om det.”

Bliv bevidst

Og netop bevidsthed er det ord, der lyser stærkest, når eksperterne analyserer vores tilgang til de digitale medier. Det handler ikke om at føre digitalt korstog med dertil slettede sociale profiler og mobiler, der kun må bruges til opkald, vi skal blot gøre os bevidste om, hvordan vi bruger vores tid i den digitale verden og til hvad. Anette Prehn, sociolog, skaber af sitet hjernesmart.dk og forfatter til fem bøger om hjernens udvikling, kalder den digitale udvikling genial, fordi den blandt andet giver mulighed for at lære nyt, uddanne mennesker i samfund, hvor der ellers ikke ville være adgang til det og mulighed for at holde kontakt med venner, som bor på den anden side af jorden.

“Det er helt vildt, hvad vi kan i dag på grund af den digitale udvikling, men på linje med så mange andre ting, handler det om at gøre sig nogle erfaringer med, hvad der er hensigtsmæssigt og mindre hensigtsmæssigt. Vi skal ikke kvæle os selv i det digitale, men have et bevidst formål med det,” siger Anette Prehn. Hun er tilhænger af både on- og offline, men er skeptisk overfor det, der ligger midt i mellem. “Mellemtingen, hvor vi konstant har telefonen tændt, er problematisk, fordi vi hele tiden bliver forstyrret. Gå on- eller offline, og vær der med dit nærvær, ellers går det ud over dit fokus og din koncentration. Det er en illusion, at vi kan multitaske. Hvis jeg har en samtale med en veninde, og samtidig tjekker min telefon, ryger jeg ud af samtalen, og sender samtidig nogle klare signaler om, at hun ikke er lige så vigtig som det andet, jeg laver,” siger Anette Prehn og mener, at en sådan digital adfærd nemt kan ende med at såre.

“Det går ud over det sociale samspil mellem mennesker. Lige nu har vi en kærlighedsaffære med det digitale, men vi glemmer måske nok at tænke på, hvor ensomme folk kan føle sig, når de bliver valgt fra, fordi vi lige skal tjekke, swipe eller kommentere.”

Ensomme unge

Og undersøgelser viser, at ensomhed er en krævende spiller i det digitale game. Tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2014, som er en undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed til WHO, viser, at hver tiende pige føler sig ensom – en fordobling på fire år – mens det gælder for hver 16. dreng. Sammenlignes der med tal tilbage fra 1988, hvor undersøgelsen blev lavet første gang, er stigningen eksplosiv. Dengang var det kun én dreng ud af hundrede og én pige ud af 25, der følte sig ensomme.

“Det basale behov, folk har for at være sociale sammen med andre mennesker, bliver minimeret, når vi er så meget online, og det er særligt skadeligt for mange unge i forhold til deres selvværd og følelse af at være gode nok. Det giver en mental usundhed, som jeg ikke tror, vi har set toppen af endnu. Udviklingen kradser kun i overfladen, men tallene omkring ensomhed og depression blandt børn og unge tegner ikke godt for fremtiden,” mener Imran Rashid og slår på, at forældre med små børn i dag har et særligt ansvar.

“Vi er den sidste generation, der kan huske et liv før den her udvikling, så vi skal træffe nogle valg på vores børns vegne. Det er vores ansvar at guide dem, for de har ikke godt af den her ukritiske udvikling.”

En undersøgelse lavet på Michigan University i USA, der tester folks empati gennem de sidste 30 år, viser et fald på 40 procent med den største nedgang fra 2000 og frem. En af de ting, der bliver lagt til grund for faldet, er tidens store medieforbrug.

“Forøget skærmtid er en af de ting, der står allerøverst i forhold til mangel på empatiske udvikling, fordi empati udvikler sig ved personlig kontakt. Når vi ser, hvad der sker i øjnene på en anden person, når vi siger noget, kan vi respondere på det og lære at håndtere forskellige følelsesmæssige situationer,” siger Anette Prehn.

Dopaminbedøvelse

Men hvad er det egentlig, der gør, at vi har så svært ved at holde fingrene fra mobilen? De fleste kan godt se logikken i, at det ikke er optimalt at sidde med hovedet bøjet over den lille skærm flere timer i træk eller hele tiden at skulle tjekke ind for at se, hvad der sker i digiland. Hvorfor kan vi så ikke lade være? Fordi alt i den digitale sfære er direkte designet til at holde på os.

“Det er lige så enkelt at styre de sociale medier, som det er at gå ind i Ikea og kun købe én ting. Hele settingen på nettet er designet til at skabe en fornemmelse af breaking news, som vi ikke vil gå glip af. Vi ved for eksempel fra studier, at adgangen til 70 likes fra os medfører, at Facebooks algoritmer ved mere om os og vores adfærdsmønster, end vores venner gør,” siger Imran Rashid og lister følgende tal: 110 likes giver mere viden end vores forældre, 300 likes mere viden end vores kæreste, og mere end 300 likes så ved eksempelvis Facebook mere om os, end vi selv gør.

“Det bliver derfor en dopaminkilde, som er bygget på et indgående interessekendskab om, hvem du er, og som dermed er så individuelt tilpasset, at vi ikke kan holde os væk. Det her kendskab ville måske være okay, hvis det ikke samtidig handlede om at udkonkurrere alt det, som har værdi for mennesker. Netflix har proklameret, at deres største konkurrent er søvn. På samme måde kan vi stille spørgsmålet om, hvem de andre kommercielle aktørers største konkurrenter er? Vores familie, børn og arbejde? Alt det som betyder noget for os? Rigtig meget tyder på, at vi taber den her kamp, hvis ikke vi bliver bevidste, for forbruget er kravlet ind og er blevet en del af vores natur,” mener Imran Rashid.

Dopamin er et signalstof i hjernen, der frigives, når vi glæder os til noget, og det virker som et belønningshormon, som giver os trang til at gøre ting igen og igen. Historisk set har den mekanisme været bundet op på artens overlevelse.

“Det gav god mening at føle velvære, når vi fik varme og vand, men nu er der sket det, at et firma har formået at bygge videre på menneskers tilbøjelighed til at udvikle afhængighed, hvis vi får dækket et behov. Og det eneste behov mennesker reelt har, som er umætteligt, er social anerkendelse. Du kan altid få nok at drikke og spise, men du kan aldrig få nok likes og nok af andres accept. Det behov er blevet sat på formel, og det er det, der konstant bliver brugt til at fange vores opmærksomhed døgnet rundt.”

Husk at kede dig

Og så er vi tilbage ved bevidstheden. Den, som vi skal finde frem til, hvis vi vil ændre noget i vores digitale mønster.

“Vælg hvor du er i forhold til dine omgivelser. Hvis du skal være sammen med andre mennesker, så meld ud, hvis du lige har brug for et kvarter til at ordne noget online fremfor hele tiden at være frem og tilbage. Det gælder om at forstå værdier som nærvær og hygge, indre ro og kreativitet og at vælge dem til,” siger Anette Prehn.

Og så skal vi lære at kede os igen.

“Vi skal sætte en ære i at kunne kede os, for hvis vi tænder mobilen, så snart vi mærker et gran af kedsomhed, forlegenhed eller nervøsitet, er der nogle sociale og kreative færdigheder, der smutter, fordi vi altid har en digital exit. Vi får ikke optrænet hjernen til at være proaktiv og skabende, og vi stiller ikke vores sidemand det ekstra spørgsmål, der betyder, at vi måske lærer noget nyt. Bliver vi hele tiden på overfladen og får vi altid vores device til at gøre noget for os, risikere vi at snyde os selv for oplevelser,” mener hun.

Afbalanceret forbrug

Har vi så nået et punkt, hvor det digitale tempo kun bliver hidsigere? Og hvor vi til sidst lader os totalt styre af vores mobiler? Ikke hvis du spørger Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker og partner i bureauet Future Navigator. Hun mener, at fremtiden byder på et afbalanceret forbrug.

“Der er mange fristelser på nettet, og det tager lige en generation, før vi lærer at navigere i det. Sådan er det altid, når der kommer nye ting. Da cigaretterne kom, sad vi med askebægre på gravide maver, og da læselampen kom, læste vi under dynen hele natten. Internettet og de sociale medier er et redskab, der er kommet for at blive. Det kan give os superkræfter og en superintelligens, som vi har behov for for at klare os, vi skal bare bruge det med fornuft, og det lærer vi også på sigt. Vi kan bruge nettet som et redskab til at presse det bedste frem i os, eller vi kan bruge det til at presse os som en citron, der suger alt kraft ud af os, så det handler om at se sin egen hjerne og beslutte sig for at gøre det, der er bedst for den. For ellers hænger du fast i et mønster, hvor alt kan googles, og alt er kun ét klik væk,” siger hun.

Anette Prehn oplever også et modsvar i form af unge, der tænker sig om i forhold til nettet. “Tendensen er ikke, at vi bare kører mod afgrunden. Der kommer en modbevægelse, der lægger vægt på, at der er noget essentielt menneskeligt vigtigt, uanset hvad mulighederne bliver digitalt. Vi er trods alt mennesker, der har brug for nære sociale relationer. Det kræver dog, at vi står på tæer for at hamle op med det digitale, for der skal være en god grund til at gå offline. Nutidens ultimative kærlighedserklæring er at sætte mobilen på flightmode og give eksklusiv adgang til hjerne og hjerte. Det er noget af det største, vi kan give hinanden i den her tidsalder.”