Min første mammografi: ”To dage senere kom svaret. Men det var ikke det svar, jeg havde regnet med.”

Jeg havde overhovedet ikke skænket brystkræft en tanke, da jeg kort efter min 50-årsfødselsdag blev indkaldt til min første mammografi – screening for brystkræft – som danske kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes hvert andet år. Jeg havde bare tænkt på det som en undersøgelse, lidt som den årlige tur til tandlægen. Ikke specielt rart, men noget, som skal overstås, så man kan blive forvisset om, at alt ser fint ud.

Det var først aftenen før undersøgelsen, at det slog mig: Tænk nu, hvis jeg har brystkræft! Den besked er der knap 5.000 danske kvinder, der får hvert år, og det gør brystkræft til den hyppigste kræftform blandt kvinder. Samme dag som undersøgelsen så jeg forsiden af en avis med overskriften: Olivia tabte 30 års kamp til kræften.

Og det var brystkræft, vel at bemærke, som den australske sangerinde og skuespiller Olivia Newton-John var død af efter 30 års sygdom. Brystkræft er altså noget, man kan dø af. Selv om oddsene er yderst gode, er der lidt over 1.000 danske kvinder, som hvert år dør af sygdommen. Derfor er der alt mulig grund til at slå hælene sammen og takke ja til tilbuddet om screening.

Ubehagelige minutter

Jeg var ikke specielt nervøs, da jeg mødte op på mit lokale screeningcenter og blev vist ind i et lille omklædningsværelse, hvor jeg skulle afføre mig min overdel, før jeg blev hentet ind i undersøgningslokalet, hvor to screeningsassistenter ventede. De skulle forestå mammografien, hvorpå billederne ville blive sendt til to læger, der uafhængigt af hinanden skulle vurdere dem.

"Jo tidligere kræften bliver opdaget, desto bedre behandling og større chance for at undgå kirurgi," sagde skanningsassistenten.

Med kyndige hænder anbragte hun mit bryst mellem to plexiglasplader, som klemte det sammen, mens røntgenbilledet blev taget.

Hver dag er 77 kvinder indkaldt til mammografi på screeningcentret, men ikke alle dukker op. Angsten for svaret eller undersøgelsen afholder nogen for at lade sig screene. Og ja, det var ikke de mest behagelige minutter i liv, da mine bryster blev klemt sammen – jeg fik endda taget billederne om, da de første ikke var gode nok – men ubehaget var overkommeligt. Og mammografien tog betydelig kortere tid end et tandlægebesøg. Resultatet ville komme i min e-boks, og hvis lægerne så noget mistænkeligt, ville jeg blive indkaldt til en ny undersøgelse.

"Så jeg får simpelthen at vide, om jeg har kræft, i min e-boks," konstaterede jeg.

"Nej, det er ikke sikkert, at der er noget galt, hvis du bliver kaldt ind igen. Lægerne vil bare være helt sikre," sagde screeningsassistenten.

Således beroliget gik jeg tilbage til omklædningsværelset og tog mit tøj på. To dage senere kom svaret. Men det var ikke det svar, jeg havde regnet med.

Forandringer i brystvævet

Undersøgelsen er ikke tilstrækkelig til at afgøre, om du har forandringer i brystvævet.

Jeg gloede på ordene og den efterfølgende sætning om, at det er ikke ensbetydende med brystkræft. Nej, men heller ikke ensbetydende med, at det ikke var!

Ordet brystkræft blinkede som et neonskilt i mit baghoved. Jeg kunne ikke mærke noget i mine bryster, men derfor kunne jeg godt have forandringer i vævet, og var jeg ikke også mere træt end normalt?

LÆS OGSÅ: Øger et glas vin risikoen for brystkræft?

Men hvorfor skulle jeg have brystkræft? Jeg er ikke arveligt disponeret og lever et relativt sundt liv, hvor der dog er plads til drinks og fredagsslik med børnene. Jeg gik ind på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside og læste, at faktorer som tidlig pubertet og høj alder ved første fødsel øger risikoen, mens amning, fødsler og fysisk aktivitet nedsætter risikoen. Alt sammen faktorer, der passer på mig.

Jeg kunne også læse, at alkohol øger risikoen. Faktisk skønner forskere, at alkohol er årsag til tre procent af alle tilfælde af brystkræft i Europa, og da danske kvinder drikker mere i gennemsnit end deres europæiske medsøstre, er andelen formentlig større her i landet. Og risikoen stiger med alderen. Hvis en kvinde efter overgangsalderen tager et dagligt glas vin til middagen, øges hendes risiko for at udvikle brystkræft med 10 procent i forhold til den kvinde, der lader flasken stå.

Det gav stof til eftertanke.

Mor og kræft

Jeg var egentlig ikke bange for at dø af brystkræft, for fem år efter diagnosen er 90 procent af alle kræftramte kvinder stadig i live. Et tal, der er steget de senest 20 år. Alligevel gjorde tanken om et langt forløb med kemo, hårtab og stråler mig modløs. Og hvad med brysterne? Tanken om at miste de bryster, der har fulgt mig gennem største delen af mit liv, og som jeg har ammet to børn med, var ikke rar. Og hvad med mine børn?

Jeg fik en klump i halsen, når jeg forestillede mig deres forskrækkede ansigter, hvis de hørte ordene ”mor” og ”kræft” i samme sætning.

I brevet stod, at jeg var velkommen til at tage en ledsager med til undersøgelsen, men hvorfor skulle jeg det, for der var jo ikke noget galt? Jeg ønskede ikke at vække eller blive smittet af andres bekymring og fortalte derfor ikke ret mange, at jeg var gået videre til anden runde mammografi.

LÆS OGSÅ: Kræftsyge kvinder må vente for længe på operation

På dagen for undersøgelsen var jeg nervøs fra morgenstunden. Forsøgte igen og igen at overbevise mig selv om, at det bare var en ekstra test, fordi lægerne ville være helt sikre på, at jeg ikke fejlede noget – men det var svært at mane tankerne til besindighed.

Nyt brev i postkassen

Da jeg ankom til screeningcentret, havde jeg hektiske røde pletter på halsen og ondt i maven. 

"Hvis du fejler noget, får du besked med det samme, beroligede screeningsassistenten mig og fortsatte med at forklare, at de læger, der uafhængigt af hinanden havde vurderet mine skanningsbilleder, havde fundet skygger på begge billeder, som de gerne ville have undersøgt nærmere."

Ingen knuder, men det er ikke altid, at brystkræft viser sig som knuder, fik jeg at vide.

Der var afsat en time til undersøgelsen. Screeningsassistenten talte om det fine vejr, men jeg havde ikke overskud til at komme med kække bemærkninger, jeg ville bare have det overstået. Jeg blev placeret i en ny maskine, der fotograferede mine bryster fra siden, og fik taget en række nye billeder, før lægen skulle undersøge mig.

"Vi vil hellere undersøge en gang for meget end en gang for lidt, sagde han og spurgte til, om jeg selv havde mærket nogen forandringer."

Jeg rystede på hovedet.

"Og hvis du gør, er det vigtigt, at du går til din egen læge, som kan sende dig videre til os, hvis det er nødvendigt," formanede han.

Lægen mærkede på mine bryster, før han gik videre til en ultralydskanning. På en skærm kunne jeg se mit brystvæv, som skanneren blev ført hen over mit bryst. Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at jeg ikke kunne se nogen knuder.

"Tillykke, du er frikendt. Du har ikke kræft."

Lægen smilede til mig. Og så smilede jeg selv for første gang den dag, mens lettelsen bredte sig, og skulderne faldt ned.

Jeg har ikke brystkræft, og medmindre jeg selv mærker forandringer, behøver jeg ikke tænke på brystkræft og mammografi, før jeg bliver indkaldt til en ny screening om to år.

To uger senere modtog jeg et nyt brev i postkassen:

Tilbud om undersøgelse for kræft i tyk- og endetarm.

”Jamen, jeg kan da ikke have kræft i tyk- eller endetarmen,” tænkte jeg.