Daniel Hoff: ”Min værdi som menneske steg i takt med, at jeg fik flere følgere”

Da Daniel Hoff var barn, var han en social kamæleon, forklarer han. Det var vigtigt for ham at passe ind alle steder. Alle skulle kunne lide ham. Så han spillede fodbold for at være venner med fodbolddrengene. Og han røg cigaretter og kørte på scooter med bøllerne, så de også var venner med ham.

For nogle er det positivt at have en evne til at passe ind alle steder og bare være en ’fed fyr’, som folk kan lide. Men for Daniel lå der noget dybere inde bag ønsket om at være venner med alle.

Læs også

På udkig efter en ny god bog? Her får du bogredaktørens 4 bud på, hvad du skal læse

For Daniel handlede det om, at han havde et kæmpestort indre behov for at passe ind overalt. Han søgte anerkendelse, og det betød, at alle skulle kunne lide ham – ellers havde han fejlet.

”Jeg har et stort behov for at passe ind et sted og for at blive anerkendt. Måske har jeg et større behov for at blive anerkendt end andre. De ved jeg ikke, om jeg har, men jeg kunne mærke, at der var et stort behov for at have nogen, der godt kunne lide mig,” husker han om tiden i folkeskolen.

Det er her samtalen starter, da han sætter sig over for journalist og vært Josefine Stork i ALT for damernes podcast ’Tungdom’ – og det er her historien om Daniel Hoff starter.

100.000 følgere på to måneder

Når Daniel Hoff ser tilbage, tror han, at behovet for anerkendelse er kommet som et resultat af, at han så fodboldspillere og musikere brillere, og han følte, at alle altid kunne lide dem. At de fik en masse anerkendelse – og det ville han også gerne.

”Man fik jo ros for at være dygtig, og hvis jeg nu var sjov og kunne underholde nogen, så blev jeg set,” husker Daniel.

Det betød også, at hver gang Daniel ikke var involveret i en gruppes aktiviteter, så følte han sig udenfor, og at de havde fravalgt ham – noget, han stadig bærer den dag i dag.

”Jeg har et sygt behov for anerkendelse og for at blive set – også nu. Det er blevet bedre, men dengang kædede jeg min værdi som menneske sammen med hvor mange, der kunne lide mig. At der var mange, som klappede og pegede og sagde, at jeg var god. Det er sådan et stort, sort, tomt hul, hvor jeg hældte anerkendelse ned, og det blev aldrig fyldt. Jeg ved sgu ikke, hvor det kommer fra. Jeg arbejder stadig på at finde ud af det, men der må være noget som barn, hvor jeg ikke har følt mig set, og så har jeg tænkt ’Okay, nu skal jeg fandeme ses af alle’,” forklarer han i ’Tungdom’.

Og set, det blev han. En dag står han på en togstation og tjekker sin Facebook-profil, hvor han tidligere på dagen har lagt en video op. Den morgen havde han omkring 1.000 følgere, men pludselig var den eksploderet, og han havde fået 8.000 følgere på en dag. I løbet af en måned eller to steg det til 100.000 følgere, fortæller Daniel Hoff, og han er både helt oppe at køre, men er samtidig i krise, for nu skal han lægge nyt indhold ud, så folk bliver ved med at følge med og like hans opslag.

”Følelsen af at få så mange følgere er ligesom første gang, man tager kokain. Sociale medier er det tætteste, du kommer på at prøve at få et kokainmisbrug – uden at få det. For nu starter jagten, og du vil gerne have, at folk liker igen og igen. Jeg kunne mærke min værdi som menneske stige i takt med, at jeg fik flere følgere,” forklarer han.

Behov for dopamin

For det var et rush at gå viralt igen og igen. Men Daniel Hoff ved også godt, at han ’solgte sin sjæl’ ad flere omgange i den periode i starten af 10’erne, hvor han blev populær på sociale medier – blandt andet ved at stå og barbere sine testikler for at sælge barberblade, husker han. Men han gjorde det for likesene og for, at folk blev ved med at være hos ham. Selv om han i dag slår fast, at der er noget fuldkommen unaturligt ved at have 100.000 mennesker stå og klappe ad dig.

Læs også

Christina Sander: ”Når jeg ser tilbage, var jeg helt vandmandsagtig”

Behov for dopamin

For det var et rush at gå viralt igen og igen. Men Daniel Hoff ved også godt, at han ’solgte sin sjæl’ ad flere omgange i den periode i starten af 10’erne, hvor han blev populær på sociale medier – blandt andet ved at stå og barbere sine testikler for at sælge barberblade, husker han. Men han gjorde det for likesene og for, at folk blev ved med at være hos ham. Selv om han i dag slår fast, at der er noget fuldkommen unaturligt ved at have 100.000 mennesker stå og klappe ad dig.

”Jeg bliver nok lidt afhængig af det, fordi det var et quick fix. At lave noget og lægge det ud. Det er instant tilfredsstillelse eller anerkendelse, og så varmer det mig ganske kort,” husker han om sin første tid som influencer.

Problemet var bare, at han i takt med sin popularitet også fandt ud af, at han kunne få samme tilfredsstillelse gennem alkohol og stoffer – og det ender ud i et misbrug af begge dele, fortæller Daniel Hoff i ’Tungdom’.

”Min hjerne forventer, at jeg skal have de her skud dopamin engang imellem. Så når jeg ikke længere får det fra internettet, kan jeg drikke bajere og tage stoffer og på den måde forlænge følelsen. Jeg kan klamre mig til den på en falsk måde, og det, tror jeg, i bund og grund var det, jeg gjorde,” fortæller han.

I flere år kunne han holde misbruget ved lige, hvor fester, stoffer og et ’ægte rockstjerneliv’ er hverdag. Men omkring 2018 starter en nedtur, hvor Daniel mister sin kæreste, går konkurs – og ender med at flytte hjem til sine forældre i en alder af 36 år, som han lyver kontinuerligt for. Han fortæller dem nemlig, at han er hjemme hos sine venner, men i virkeligheden kører han rundt og drikker sig fra sans og samling.

Det er først, da han i 2020 kommer på antabus, at han får den hjælp, han skal have, som har gjort, at han i dag er på rette spor og nu ved, hvordan han skal håndtere at leve et liv, hvor internettet stadig er en stor del af tilværelsen.

I ALT for damernes podcast ’Tungdom’ kan du høre meget mere om Daniels store livskrise, hvordan han håndterede det, og hvordan han lærte, at det er OK, at det ikke er alle, der kan lide ham.

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.