Sådan får du den perfekte brandert
Jo, den findes: Vejen gennem julefrokostsæsonen, der går uden om både de fysiske og moralske tømmermænd. Find ud af, hvordan du får det bedste ud af alkoholens effekter og undgår hovedpine, kvalme og skamfølelse dagen derpå.
Det føles muligvis meget sjovt, når du står på bordet med nissehue på hovedet og råber med på Whams ”Last Christmas”. Og det er måske også umiddelbart dejligt endelig at få fortalt chefen, at du egentlig aldrig har brudt dig om ham. Ligesom det sikkert også kan virke helt logisk at kysse med din 12 år yngre kollega midt på dansegulvet. Men når du vågner dagen efter firmajulefrokosten, kan det være svært at overskue tanken om at se kollegerne i øjnene mandag morgen. Og det er helt unødvendigt, for ved at drikke på den rigtige måde kan du faktisk få det bedste ud af din rus – uden at det fører fysiske og psykiske tømmermænd med sig. I USA taler man ligefrem om The Pleasure Zone, der befinder sig der, hvor promillen ligger på mellem 0,1 og 0,6. I denne zone nyder vi godt af alkoholens afslappende virkning, løsner op og bliver mere sociale uden at kamme over. Mellem en promille på 0,6 og 1 begynder de negative effekter at sætte ind, og vores sociale evner begynder at svigte. Og så rammer vi Zone of Regret – med upassende opførsel, der har det med at føre til fortrydelse dagen efter.
I Danmark har man på Center for Alkoholforskning også fundet ud af, at mere alkohol ikke nødvendigvis fører til mere sjov. Man fulgte 230 gymnasielever til en fest og målte deres promille en gang i timen samtidig med, at man spurgte til deres humør.
– Vi fandt ud af, at alkohol får humøret til at stige, men når du når op på en promille omkring en, bliver du ikke nødvendigvis gladere af at drikke mere, siger Janne Tolstrup, der er dr. med., ph.d., cand.scient. i humanbiologi og forskningsleder på Center for Alkoholforskning, der hører ind under Statens Institut for Folkesundhed.
– Nogle har den holdning, at jo mere man har drukket, jo sjovere får man det, men sådan er det altså ikke. Hvis du ikke har det sjovt efter fire øl, får du det ikke sjovere af at drikke 10 shots, siger hun. Alkoholen bedøver de centre i hjernen, der evolutionsmæssigt har udviklet sig sent og som har med moral og selvkontrol at gøre. Og jo mere vi drikker, jo mere bedøver vi. Og til sidst er det reptilhjernen, der styrer slagets gang… Tommelfingerreglen er at holde dig under en promille på en, og det er intet problem, så længe du nøjes med at drikke en genstand i timen. Men det kan være svært til en fest, hvor glasset hele tiden fyldes op, og det flyder med gode dråber af alverdens slags.
LÆS OGSÅ: "Der er så mange modstridende sundhedsråd"
Mærk efter virkningen
Janne Tolstrup mener ikke, at det nytter at gå talmæssigt til værks, når det gælder kvaliteten af din alkoholrus.
– Jeg tvivler på den videnskabelige baggrund, man har haft for at konkludere, at den optimale promille ligger på mellem 0,1 og 0,6. For alkoholens effekter er ekstremt forskellige fra person til person og fra den ene dag til den anden. Det er ikke noget, der er forsket meget i, men man siger, at alkohol forstærker den stemning, du er i i forvejen, så hvis du er bekymret og stresset, bliver du ikke nødvendigvis i bedre humør, siger hun.
– Det er altså ikke promillen, der er ansvarlig for hele humøret, og hvor påvirket du bliver. Det har også meget at gøre med stemningen, så jeg synes ikke, at du skal gå så meget op i din promille, siger hun og forslår, at du i stedet mærker alkoholens effekt, inden du hælder genstand nummer to eller ti indenbords.
– Hvis du bygger din rus langsomt op, kan du mærke efter, hvordan du har det undervejs, og så ender du sandsynligvis ikke med at smide tøjet eller skælde chefen ud, siger hun. Årsagen er, at promillen, der er opnået hurtigt, virker meget stærkere end den samme promille, der er opnået langsomt. – Der er lavet et forsøg, der viser, at du bliver mindre påvirket, hvis du opbygger din promille over lang tid, fordi hjernen kan nå at kompensere. Det er også derfor, at det tit går så galt til julefrokoster, hvor folk jo gerne starter med at drikke, før de har fået særligt meget i maven. Det er noteret: Drik langsomt, og mærk efter… Men hvordan holder vi så vores gode brandert kørende? – Det kan jo være svært at stoppe, når du først har det sjovt, men en god tommelfingerregel er at lade hver anden drink være alkoholfri. Så hvis du tager en sodavand imellem hver genstand, er du godt kørende. Men jeg ved godt, at det er et kedeligt råd, og at ingen tager imod det, siger hun. Hun har muligvis ret, men når vi går på arbejde mandag morgen efter julefrokosten, ved vi, at vi skulle have gjort det.
Så meget (lidt) må du drikke på en gang
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke drikker mere end fem genstande på en gang, og alkoholforsker Janne Tolstrup mener også, at det er en god rettesnor.
-Rent sundhedsmæssigt ved man ikke, hvad det har af konsekvenser at drikke meget på en gang en sjælden gang imellem. Men generelt vil jeg sige, at kroppen er god til at komme sig, når du har været fuld. Du kan f.eks. se, at du har mere fedt i leveren, hvis du har drukket meget i nogle uger, men hvis du holder op med at drikke, vil det forsvinde igen, siger hun. Det er dog ikke noget argument for at bælle løs.
- Man kan se, at folk udsætter sig selv for større farer, når de er stangberusede. Der er f.eks. mange, der stadig sætter sig på cyklen og cykler hjem, og det udgør altså også en helbredsmæssig risiko, siger Janne Tolstrup.
- Start med vand, og sørg så for at ca. hver anden drink du drikker i løbet af aftenen er dejligt iskoldt vand, som kan re-hydrere din krop og holde dig frisk resten af aftenen.
Kilde: Janne Tolstrup, forskningsleder på Center for Alkoholforskning.
LÆS OGSÅ: "Jeg elsker at drikke champagne"