Derfor er det så hårdt at starte på job efter sommerferien

Derfor er det så hårdt at starte på job efter sommerferien

Din hjerne forsøger hele tiden at forudsige, hvad der kommer til at ske, og tager den fejl, bliver den godt, gammeldags træt. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor det er hårdt at starte på job efter en lang sommerferie.

Synes du, det er hårdt at vende tilbage til hverdagen efter sommerferien? Har du allerede mistet den afslappede ferie-fornemmelse i kroppen, og er du ekstraordinært træt, når klokken slår fyraften? Du er helt sikkert ikke den eneste, og faktisk kan der være en naturlig forklaring på, hvorfor det er så svært at komme op i gear igen. Det fremgår af et afsnit af Videnskab.dk’s podcast ”Brainstorm”.

Din hjerne er en såkaldt ”forudsigende hjerne”. Det vil sige, at den ikke kun reagerer på sanseindtryk, men også forsøger at forudsige dem. Den prøver altså – helt spåkugle-agtigt – at regne ud, hvad der kommer til at ske i fremtiden baseret på tidligere hændelser.

Hvis hjernens forudsigelser er forkerte, opstår der en forhøjet elektrisk aktivitet i hjernen. Det forklarer Mark Schram Christensen, lektor på Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, i podcasten. Når hjernen tager fejl i sine forudsigelser, bruger den altså mere energi, end hvis det hele går, som hjernen forventet.

Hjernen har vænnet sig til ferie

Hvordan hænger hjernens hang til at forudsige fremtiden sammen med, at du bliver ekstra træt, når du vender tilbage til din pind efter en dejlig sommerferie?

Jo, i løbet af ferien har din hjerne sandsynligvis vænnet sig til at få godt med hvile. Du har sovet længe, slappet af og måske taget en middagslur eller to i solen. Du har vænnet dig til at tage tingene stille og roligt, og at der ikke sker så meget.

”Der kommer ikke så mange overraskende stimuli, når vi sætter os ud på terrassen i sommerhuset,” som Mark Schram Christensen siger i podcasten.

Han understreger, at situationen kan være en anden, hvis man holder en aktiv ferie, hvor hjernen får mange nye indtryk. Men tager vi udgangspunkt i den afslappende sommerhus-ferie, kan hjernen blive overrasket, når vi vender tilbage til jobbet. Hjernen forventer ganske enkelt ikke inputs i form af mange mails, lange møder eller hektiske dage på gulvet, fordi den har vænnet sig til noget andet i ferien. Og så prøver den at rette ind.

”Der opstår et mismatch mellem forventninger og de faktisk forhold, hvorfor man typisk ender med at arbejde hurtigere i starten, når man er tilbage fra ferie, hvilket kan være med til at gøre det mere stressende,” siger Mark Schram Christensen.

Giv din hjerne lidt tid

Når du starter på job efter sommerferien, kan din hjerne altså blive chokeret, fordi den modtager nogle andre inputs, end den havde regnet med, og herefter forsøger at korrigere efter den ”nye” situation ved f.eks. at få dig til at arbejde hurtigere. Og det er dette, der kan føre til øget træthed og en følelse af stress.

Men lige så vel som den forudsigende hjerne kan vænne sig til at holde ferie, kan den naturligvis også vænne sig til at være på arbejde igen. Når den er blevet mødt af disse ”uventede” situationer på jobbet nogle gange, bliver det den nye normal – dét, hjernen forventer.

Efter lidt tid tilbage på jobbet vil hjernen bruge cirka samme energi på de inputs, den modtager, som den gjorde før ferien, fordi den får det, den forventer. Og når den ikke hele tiden skal korrigere efter en ny situation, vil du ikke længere være ekstraordinært træt. Der er altså håb forude, men giv din hjerne lidt tid. Den skal lige tilbage i rutinen.