Det mener eksperterne om Verdens sundeste mor og barn
Mere protein og færre kulhydrater er gode principper til et vægttab, men ifølge eksperterne skal du være til rutiner uden regler, hvis du skal nå i mål med at omlægge dine vaner.
Hvad synes du om Verdens sundeste mor og barn?
BJC: “Ligesom ved mange andre kure er det i bund og grund Sundhedsstyrelsens officielle kostråd, blot pakket pænere ind. Principperne er gode, og opskrifterne er appetitlige og indbydende. Det vil ikke tage mange klik at finde nogle opskrifter på nettet, der giver samme resultat, så om du følger det her, eller noget andet, gør ikke den store forskel. Jeg synes ikke, at den skiller sig væsentligt ud ved at være hverken mere positiv eller mere let tilgængelig end mange andre kure.”
JMB: “Jeg kan virkelig godt lide bogen. Det er nogle rutinerede forfattere, som ved, hvad de taler om, og det skinner igennem. De er ikke bange for at sætte ord på overvægt i forhold til graviditet, som ellers kan være et tabu, og så har de hele vejen igennem bogen en række myter versus fakta samt en masse praktiske råd om for eksempel vitaminer og proteiner, som fungerer rigtig godt.
Hvor mange andre kurbøger ofte kommer med påstande, som ikke bakkes ordentligt op, synes jeg, de to forfattere har gode valide referencer. Skal jeg finde et hår i suppen, er det, at de ikke altid skelner mellem overvægt og svær overvægt. Nogle af de udsagn, de har om de helbredsmæssige konsekvenser af overvægt, gælder primært for gravide med svær overvægt og reelt ikke for gravide med simpel eller let overvægt.
Når det er sagt, er jeg glad for, at de har så mange relevante eksempler på helbredsmæssige konsekvenser med, men detaljerne er måske mest for folk med højt hår og briller. Men er du til den bekymrede side og læser det her, kan du dog godt tænke, ‘åh nej, det går dårligt for mine børn, hvis ikke jeg tager mig sammen.’”
Er det store fokus på mere protein i kosten korrekt i forhold til et vægttab?
JMB: “Der er stor diskussion omkring det, men der er lavet nogle studier, der viser, at protein er mere mættende, fordi det giver mere forbrændingsvarme, og dermed er det godt til vægtvedligeholdelse. Det er et fornuftigt råd, at det udgør 20 til 30 procent at din kost, og da vi spiser rigeligt med kulhydrat i vores verden, er det fint at skære ned på det.”
Kuren lægger vægt på tallerkenmodellen. Er den et godt redskab?
JMB: “Det er en god model, men du skal selvfølgelig være opmærksom på, hvor mange gange, du fylder tallerkenen. Fylder du den tre gange, får du for meget mad, men holder du dig til én portion giver den rigtig god mening. Og så er tallerkenmodellen netop god til at få færre kulhydrater, som mange af os har en tendens til at få alt for mange af.”
Har vi sværere ved at komme tilbage på det sunde spor efter en graviditet?
BJC: “Det er altid nemmere at vende tilbage til veletablerede vaner, så hvis du har levet sundt, inden du blev gravid, vil du i højest sandsynligt også leve sundt, når du er gravid eller har født. Har du derimod ikke haft så sunde vaner og gerne vil etablere dem i en ny livssituation, kan det være vanskeligt. Når du bliver forælder, bliver dit hverdagsliv lavet radikalt om, især på måltidssiden, fordi der skal tages hensyn til det lille barn, så pludselig befinder du dig i en helt ny måltidsmæssig hverdagssituation, hvor det kan være svært at indføre nye vaner.”
Er det her opskriften på en livsstilsomlægning, der holder i længden?
JMB: “Nogen synes, det er fantastisk at have restriktioner, mens andre synes, det er rart at have friheden til selv at kunne vælge. Det er meget individuelt, og graden af restriktioner har ikke en sammenhæng med succesraten. I længden vil det dog være nemmere at følge en vej uden så mange regler, fordi det giver flere muligheder for at freestyle. På den anden side gør det nok også, at nogen indimellem træder ved siden af.”
BJC: “For nogen fungerer det godt, at der ikke er mange regler, og at du kan tilpasse dine vaner til måden at leve på. For andre vil det være en glidebane ikke at have nogle faste regler at forholde sig til. Jeg synes dog ikke, at opskrifterne harmonerer godt med en børnefamilie. Ideen er at designe en livsstil til en kvinde, der er mor, og hun har jo børn, der også skal spise med til måltiderne.
Der er lidt mange pudsige ingredienser i opskrifterne, og mange af dem er for kraftige i smagen til, hvad de fleste børn bryder sig om. Rigtig mange diætister, inklusive forfatterne til denne bog, anbefaler, at man skruer op for smagen, så man bliver mæt på en anden måde og dermed spiser mindre, men de flest børn er ikke specielt glade for det.
Derudover er der nogle lidt sjove inkonsekvenser i bogen. Der står, at du som gravid skal undgå lakrids, men der indgår lakrids i otte opskrifter i bogen. Måske er det en redigeringsfejl, men det kommer til at virke utroværdigt. Det giver lidt tanken: ‘og hvordan skal jeg så forholde mig til resten?’”
Hvilke kvinder henvender bogen sig så til?
BJC: “Opskrifterne henvender sig ikke til familier med to til tre børn i forskellige aldre, for det kommer ikke til at ske, at du først laver mad til dig selv og derefter dine børn. Skal jeg være lidt kynisk, tror jeg, at den her bog sælger til førstegangsfødende kvinder, der er chokerede over, at deres krop har forandret sig, og her er så en opskrift på og drejebog for, hvordan de kan vende tilbage til deres udgangspunkt.
Hele forestillingen om at være gravid og hvordan, du skal passe på dit foster, har ændret sig meget de seneste år. Det er blevet en business, der markedsfører den gode graviditet og den gode fødsel. Det er en livsomvæltende erfaring at blive mor, især første gang, men samtidig er det også et af de mest almindelige menneskelige vilkår.
Bogen taler ind i en bølge af forherligelse af moderskabet, og hele den her værdisætning, der er omkring det, er så elitær. Det er med til at skabe en bekymringsindustri, som, jeg synes, er uetisk, fordi den lægger et meget stort pres på, at du som mor skal gøre det helt rigtige. Det er en usympatisk salgsstrategi, og jeg synes, at det rokker ved troværdigheden i bogen.”