Kvinder

Brevkasse: Jeg kan ikke fordrage at vise min krop frem - hvad stiller jeg op?

Mange af os føler os forkerte i vores krop. Og uanset hvordan vi er skabt, er følelsen ofte den samme for os alle – at jeg burde se ud på en anden måde. Sexolog Ditte Winkel giver gode tips og en konkret øvelse til, hvordan vi kan blive bedre til at holde af vores krop

Jeg kan ikke fordrage at vise min krop frem. Særligt somrene er slemme med stropbluser og korte kjoler, men også at skulle i svømmehallen og være nøgen i omklædningsrummet giver mig ondt i maven. Hvad kan jeg stille op?

"Noget af det, jeg elsker ved dit spørgsmål, er, at du på intet tidspunkt beskriver din kropsform. Så mange af os føler os forkerte i vores krop, fordi den enten er for stor, for lille, for bleg, for plettet, for flad eller for bulet. Og uanset hvordan vi er skabt, er følelsen så ofte den samme for os alle – at jeg burde se ud på en anden måde.

Og når jeg arbejder med kvinder med kropsskam, plejer arbejdsprocessen at være den samme uanset kvindens individuelle anke. Jeg tror fuldt og fast på, at vi i de nordiske lande er udfordret på klimaet forstået på den måde, at vi i perioder er nødt til at dække os til og pakke os ind grundet kulden.

Halvdelen af året ser vi ikke vores egne kroppe, med mindre vi decideret stiller os (halv-)nøgne foran badeværelsesspejlet, og da det syn, der møder os, føles fremmed, kan det være svært at hvile rigtigt i sit spejlbillede.

Af samme grund undgår vi derfor at kigge på os selv og forholde os til vores tørre hud på benene eller strækmærkerne på maven. Ude af øje, ude af sind. Indtil plusgraderne igen banker på, og vi skal konfronteres med vores ”uperfektheder”

Det kan give mening at bruge tid på at reflektere over, om noget af den  kropsskam, du oplever, stammer fra din barndom eller ungdom. Blev du drillet i skole grundet overvægt eller manglende former? Var skønhed en vigtig faktor i dit barndomshjem? Talte din mor grimt om sin egen krop foran dig?

På den måde kan du måske danne dig en bedre forståelse af, hvad det er for nogle uhensigtsmæssige budskaber, du kæmper med, og hvordan fortiden er medvirkende til at hæmme din udfoldelse i nutiden.

Men jeg vil også gerne give dig en øvelse, som du måske kan få glæde af. Den hedder ”spejløvelsen” og taler ind i det første, jeg startede med at sige noget om. Brug et helkropsspejl, og hæng et stort håndklæde eller tørklæde over det. Begynd med, at kun den nederste del af spejlet er frit. Så stiller du dig foran det og bruger tiden (måske flere minutter) på at studere dine ankler og/eller skinneben. Bliv dus med dine modermærker eller indgroede hår, og dyrk den del af din krop, som er synlig i spejlbilledet.

Hver dag løfter du klædet en smule og dyrker det nye stykke hud, som nu kan ses. I dit eget tempo hen over dage, uger eller måneder prioriterer du at kigge på dig selv. Bliv ved, indtil du mærker en accept eller tilgivelse. På den måde kan du træne at vænne dig til at se dig selv.

Vi ved også fra den nyeste forskning i positiv psykologi, at vi kan træne hjernen til et ændret fokus eller større glæde ved bare i 20 sekunder tre gange om dagen at stille skarpt på noget, vi er taknemmelige for. F.eks. hver dag lige at skrive et par ting ned, som du værdsætter ved din krop: at den måske kan bringe dig til orgasme, at den får dig til og fra arbejde på cykel, at den kan sanse regnen på en varm sommerdag osv.

På den måde kan du også forsøge at komme tættere på en våbenhvile med din  kropsskam – og føle dig mere hjemme i din krop. Det vil for nogen være en livslang proces. Husk, at din krop ”bare” er en krop, og at selvom det er en fortærsket sætning, så kommer skønhed indefra!

Om eksperten

Ditte Winkel er parterapeut og sexolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun møder både par og individuelle klienter og afholder foredrag og workshops om sex og kærlighed for både virksomheder og privatpersoner. Ditte er ekspert i ALT for damerne-podcasten ”Tænd for mig” om den kvindelige seksualitet og er fast hus-sexolog på Go’morgen P3.

Én gang om måneden vil Ditte besvare spørgsmål fra jer læsere her i bladet. Hvis du har et spørgsmål, kan du sende det til stork@alt.dk, så kan det være, at det kommer med i næste udgave af sexbrevkassen.