Verdens bedste kur

Er dette verdens bedste kur?

Tab dig 4-8 kilo på 4 uger uden afsavn. Det lover Christian Bitz og Arne Astrup i deres bog ”Verdens Bedste Kur”. Men kan det virkelig passe, at man kan tabe så mange kilo og samtidig spise sig mæt i proteinrig og fantastisk mad?

OPTAKT

De sidste kilo sidder fast

Jeg er glad for mad. Lidt for glad. Og det har jeg altid været – mit første ord var ”mam”. Men jeg har også altid dyrket meget motion, så det er først inden for de seneste år, hvor en aktiv fritid er erstattet af tungere studier og fester i weekenden, at min vægt er løbet løbsk.

For fem år siden vejede jeg 67 kilo – lige i overkanten af min idealvægt, men dog med en ”normal” BMI. Men da jeg for tre år var til første møde hos De Danske Vægtkonsulenter stod der 87,6 kilo på displayet. Gisp! Det var noget af en øjenåbner, og i løbet af de næste fem-seks måneder, kom jeg faktisk helt ned i nærheden af de 67 kilo igen.

Det er dog svært at holde vægten nede, når man først har været langt oppe i vægt og har haft så dårlige madvaner som jeg. Så de sidste to år har min vægt gået op og ned i takt med, at jeg har forsøgt mig med forskellige mirakelkure. Jeg har talt kalorier, været på NUPO-pulver, levet af kålsuppe, og jeg kunne blive ved. Motivationen i længden er nemlig ikke, hvad den har været, og jeg har erfaret, at jo færre kilo, jeg mangler at tabe, des sværere er de at komme af med.

Verdens bedste kur bygger på undersøgelse

Det er derfor med stor nysgerrighed og en lille portion skepsis, at jeg anskaffer mig et eksemplar af Christian Bitz og Arne Astrups ”Verdens bedste kur”. De lover nemlig, at jeg kan smide hele 4-8 kilo på bare fire uger! Og endda uden overhovedet at lide afsavn. Fedt – hvis det virker, kan jeg endelig komme helt af med mine ekstra kilo. Men det virker nu også lige lovligt friskt. Opskrifterne, kostplanen og principperne for "Verdens bedste kur" er skruet sammen på baggrund af erfaringerne fra verdens største undersøgelse om kost og vægttab Diogenes-undersøgelsen, som Arne Astrup har stået i spidsen for, og hvor mere end 700 europæiske familier har deltaget. Jeg giver videnskaben en chance og krydser fingre.

UGE 1

Forberedelse, indkøb og forventninger 

Nå! Så står jeg i mit køkken, opkogt i bærret og sveddryppende efter at have slæbt cirka 140 kilo madvarer hjem fra supermarkedet. En god workout! Kan ikke huske at skabe, hylder og køleskab nogensinde har været så propfyldte – eller at mit dankort har været så rødglødende.

Har brugt det meste af dagen på at skrive indkøbsseddel. Det er altså en større opgave at handle ind til en madplan, jeg har lovet mig selv at følge slavisk. Særligt når de fleste opskrifter er til fire personer (jeg er single), og der hver dag skal bruges forskellige råvarer. Bekymrer mig om, hvor meget madspild jeg kommer ud i, men har heldigvis god plads i fryseren, så jeg kan eventuelt lave større portioner og fryse ned. Har bladret min nye bog igennem. De næste fire uger bliver den min faste følgesvend – og jeg føler mig topmotiveret. Opskrifterne er spændende og de mange gode råd skal nok blive gode at have med i baghånden.

Simple sager i mavesækken

Jeg er så heldig at have ferie ”uden for sæsonen”, så jeg har god tid til at hellige mig kuren og til at kokkerere. Opskrifterne er lette at følge, om end de tager lidt tid, men Bitz og Arnstrup lyver i hvert fald ikke, når de skriver, at det handler om velsmagende mad! Især er jeg faldet pladask for morgenmåltiderne. Er i decideret i himlen, når morgenmaden står på bordet. Simple opskrifter, der tager ganske kort tid at lave og som både udfordrer smagsløg og fylder mavesækken som for eksempel opskriften på havrehyld. Mums. Glæder mig allerede til at stå op igen i morgen og kaste mig over næste projekt: mysligrød på solbær!

Åh nej – weekend

Slik og sukkertrang melder sig. Jeg er desværre en af dem, der har lært min hjerne, at hygge hænger uløseligt sammen med søde sager. Det er derfor til min store glæde, at jeg opdager, at der bagest i bogen er et afsnit med desserter. Lister op til købmanden og laver efterfølgende en portion rødgrød og havregrødskiks. Den er jo ikke en del af mit skema for i dag. Men nøj, hvor smager den godt.  Og Bitz ville jo ikke trykke opskriften, hvis ikke jeg måtte prøve den, vel? Godt smager den i hvert fald – og toppen af sukkertrangen er væk. Resten af aftenen væbner jeg mig med en god kande lakridste.

Læs også: Så meget kan man tabe sig med 'Clean-kuren'

UGE 2

Hverdagspresset melder sig

Oh Mon Dieu, jeg er havnet i et logistisk helvede. Min ferie er forbi og dermed forsvandt al den dejlige tid, jeg i sidste uge havde til lange indkøbsture, planlægning af måltider og madpakker. Nu skal madlavningen pludselig passes ind i en travl hverdag og nærmest flere dage i forvejen må jeg tænke på, om jeg lige skal have bagt to små kiks til et mellemmåltid, fordi jeg ikke får tid til at gøre det på dagen. Der er altså ikke tænkt så meget på lethed i hverdagen i den her kur, som der ellers gives udtryk for. Men jeg synes nu alligevel, det betaler sig, når jeg så endelig sætter tænderne i alle mine mange forberedte måltider og mellemmadder. Det hele smager nemlig rigtig godt.

Hjemmegjort humus

Sejrsrus! Jeg har præsteret at lave min første portion hjemmelavet hummus nogensinde, og jeg er temmelig stolt. Har haft kikærter stående i blød hele natten, som jeg har kogt til aften og efterfølgende udsat min blender for, og resultatet er overbevisende. Opskriften i min nye mad-bibel lever op til forventningerne, og jeg er ellers ikke stor fan af sådan noget som linser og kikærter. Glæder mig over, at portionen er så stor, at jeg kan fryse noget af det ned til senere.

UGE 3

Sukkertrangen viser tænder

Det er hårdt at leve efter et så stramt et madskema, men jeg har nu klaret halvdelen af kuren og føler mig sundere, gladere og lettere. Men sukkertrangen viser tænder, og jeg forbereder mig på at weekendens store udfordring. For første gang i løbet af kuren skal jeg ud, og hvordan får jeg den mad, vi skal spise til at passe ind i Bitz’ og Arnstrups regler – uden i øvrigt at falde i dessertfælder, slik- og snackshuller og andre farezoner?

Er inviteret på middag hos en god veninde og kender jeg hende ret, står den på lækre fristelser, men også både grønne og fedtfattige alternativer, så jeg har ingen undskyldning for ikke at holde mig i skindet. Minder mig selv om, at det jo er for min egen skyld, og at det ikke er en straf. Jeg holder mig til én tallerken med kvart kød, kvart fuldkornsprodukter og halvt grønsager, ligesom kuren foreskriver.

En ædru tur i byen

Middagen gik faktisk fint. Men det var svært, og det tog lidt af fornøjelsen, at jeg ikke bare kunne spise, hvad jeg ville og måtte undvære rødvin. Det blev ikke lettere, da der også kom cocktails på bordet. Tog med pigerne i byen og besluttede mig for at tage en ædru aften som en oplevelse. Indtog dansegulvet med stil og er sikker på at mine moves var smukkere end på en normal våd aften, så helt dumt var det måske ikke - men glæder mig alligevel til at tage revanche om et par uger.

Tømmermændene og de mange dankortkvitteringer er dog på ingen måde savnet i dag, så jeg fejrer det med en fantastisk frokost og en lækker kop the.

UGE 4

Phew… Sidste uge

Jeg begynder så småt at tage lidt lettere på den skemalagte madplan og kan mærke, at jeg slapper lidt mere af i programmet. Principperne for kuren har bidt sig fast, og jeg er sikker på, at flere af de gode vaner vil vare ved også efter kurens ophør. Og det er jo netop det, der er meningen. Det bliver ikke noget problem at fortsætte livsstilen fra næste uge – selvom jeg vil slacke lidt på nogle punkter. Men jeg husker også noget om, at 80/20-princippet er godt at leve efter, hvis man ikke vil brække nakken helt på sundhedstrippet, så fremover vil jeg leve så sundt jeg kan i hverdagene og give mig selv lov til lidt mere i weekenden.

Rikkes resultater

Jeg tabte ikke de lovede 4 til 8 kg, men jeg smed 2, 8 kg. Så jeg er sandt at sige lidt skuffet, når nu kuren havde lovet et meget højere vægttab og jeg i øvrigt synes, jeg har knoklet hårdt. Men jeg har dog tabt mig, og jeg har nået et delmål: at komme under 70 kilo – og det er mere end man kan sige om de utallige af andre kure, jeg har forsøgt mig med. Til plusserne hører, at det er let at lære principperne at kende og på den måde gøre dem en del af egne og så er maden virkelig god – dine smagsløg fester ved hvert måltid!

FACEBOOK: Bliv ven med ALT for damerne

Hvad er verdens bedste kur?

Verdens bedste kur er skruet sammen af ernæringseksperterne Christian Bitz og professor Arne Astrup. Den handler om at tabe sig uden at lide afsavn ved hjælp af gode madoplevelser med lavt fedtindhold og høj mæthedsfaktor. Altså at undgå ekstreme diæter og i stedet blive tilfredsstillet af velsmagende mad. Kuren bygger på enkle principper om at skære ned på de fint raffinerede stivelseskalorier som hvidt brød og polerede ris og i stedet spise en proteinrig kost med flere magre kød- og mejeriprodukter samt bønner. Kuren kickstartes med en fire ugers madplan, som ifølge forfatterne garanterer 1til 2 kg vægttab om ugen. Efter de fire uger følger fase 2, som er den ”holdbare livsstilsændring”, hvor du selv inkorporerer kurens principper i din hverdag og kan bruge frit af bogens 80 opskrifter.