Få Christian Bitz' 9 ultimative kostråd
Forfatter og kostekspert Christian Bitz sværger til grønt, groft og i det hele taget sund kost, der ikke gør livet besværligt. Her får du hans 9 ultimative kostråd.
Spis lidt − men lækkert
God, velsmagende mad er med til at tilfredsstille vores sanser, så vi spiser os mæt i god smag i stedet for store mængder mad. Tag f.eks. en god plade mørk chokolade, hvor du ikke kan spise ret meget, mens en dårlig plade mælkechokolade nemt ryger ned. Sæt fokus på rigtig mad med ordentlige råvarerog begræns mængden af forarbejdet mad. Kig på ingredienslisten: Er der noget, du ikke kan udtale − skal du ikke komme det i munden.
Husk de friske fisk − hver uge
Du ved det godt, men sørg for at få fisk flere gange om ugen og spis gerne så mange forskellige fisk som muligt. Både de mere fede som laks, makrel og sild, men også de mere magre som torsk, lange og lyssej er fremragende for din sundhed. Fiskens omega-3-fedtsyrer beskytter dit hjerte og hjerne. Får du ikke nok frisk fisk, så tag i stedet et tilskud af fiskeolie.
Protein giver vægttab
For at opnå den optimale mæthedseffekt skal der være en god balance mellem kulhydrater og protein i din kost, så skær gerne ned på traditionelt tilbehør som ris og pasta til fordel for æg, kød, fisk, bælgfrugter og mejeriprodukter, og sæt fokus på en proteinrig kost. Proteiner mætter fantastisk og øger forbrændingen mere end kulhydrater − ønsker du et vægttab, så fyr op for proteinerne.
Kartofler på bordet
Når du spiser brød, ris og pasta, så vælg fuldkornsvarianter. Det mætter mere og påvirker blodsukkeret mindre. Optimalt skal du skære ned for de tre fødevaregrupper og i stedet op for grønsagerne, men en spaghetti bolognese er bare lidt kedelig uden spaghetti. Så står der brød, ris og pasta på menuen, så vælg det grove. Få også gerne kartoflerne tilbage på bordet, hvis du sukker efter tilbehør til kød og grønsager. De indeholder halvt så mange kalorier som ris og pasta og giver en god mæthedsfornemmelse. Og jo kortere kogetid, jo mindre påvirker de blodsukkeret.
Gå amok i grønt
Gør det til en regel at spise grønsager, bær eller frugt til alle måltider. De er fyldt med næring samt vitaminer og mineraler, mæthedsfaktoren er i top og kalorieindholdet helt i bund, hvilket er optimalt for en sund kost. Skal det være endnu bedre? Så sørg for, at halvdelen af dagens anbefalede seks stykker frugt og grønt består af grove grønsager. Lad frugt og grønt udgøre halvdelen af din tallerken til alle hovedmåltider og skru i stedet ned for ris og pasta. Gå efter sæsonens råvarer, så du får det fulde udbytte af smag og sundhed. Få ideer på saesonforgodsmag.dk
Snack dig ud af sukkertrangen
Det kan være svært at træffe sunde valg i en travl hverdag. De fleste er gode til at prioritere hovedmåltiderne, men indimellem overmander sukkertrangen og forvandler sunde mellemmåltider til chokolade, kage eller en hurtig slikpose. Vær forberedt og hav sunde snacks som fuldkornsknækbrød, gulerodsstænger eller et æble i tasken, så du ikke falder i.
Pas på lynkure & quickfixes
Lyder det for sundt til at være sandt, så er det det nok også. Brug din sunde fornuft, når det gælder kost og lad dig ikke friste af mirakelkure og revolutionerende kostprincipper som piller eller mavebælter, der kan ryste kiloene af. Vær i stedet realistisk om, hvad du gerne vil ændre og spring ikke på en alt for stram kur − så er der stor sandsynlighed for, at motivationen og dermed kuren ikke holder.
Vælg rødvin og guldkorn…
… hvis det gør dig glad. Sørg for, at det er sundheden, der bliver passet ind i dit liv − ikke omvendt. Dit liv skal ikke modelleres efter et sundt ideal, som det ikke kan leve op til. Det må ikke være en straf at leve sundt. Gør et glas rødvin eller en skål guldkorn dig glad − er det med til at give dit liv værdi − selv om det måske ikke er det sundeste set udefra, så gør det. Find ud af, hvor sund du vil være og find balancen, så du ikke har dårlig samvittighed hele tiden. Det bliver du bare trist af. Glæd dig i stedet over de små succeser, f.eks. når du snupper en løbetur eller en sundere frokost − og mærk de positive effekter på krop, sundhed og livskvalitet. Så har du fundet din balance.
Spis ting, der gør dig glad
Spis mindst én ting hver dag, der gør dig i godt humør − uden bagefter at have dårlig samvittighed. Det er vigtigt at spise fødevarer, der bidrager med andet end sundhed og vitaminer. Det giver god smag eller en sjov oplevelse at drikke en øl med en kollega, uden at du føler, at du skal løbe seks kilometer bagefter for at forbrænde den. Husk, at det ikke er enkelte fødevarer, som gør os overvægtige eller usunde, det er kombinationen af vores valg.