Får jeg lange bryster af at træne uden sports-bh?
Og kan jeg få mit fedt til at blive til muskler? Vi har spurgt eksperterne.
Får jeg lange bryster af at træne uden sports-bh?
Det går op og ned på løbeturen – også når det kommer til dine bryster. Et af de mest omtalte studier på området – som blandt andre Joanna Scurr fra Plymouth University står bag – har påvist, at brystet bevæger sig i gennemsnit hele ni centimeter op og ned på et løbebånd. En almindelig bh stopper den bevægelse med 38 procent, mens en sports-bh når op på 74 procent stopeffekt. Samme undersøgelse viste også, at bindevævet og huden kommer under pres, og at det kan resultere i slap hud og altså længere bryster. Derudover er der de gener, du oplever ved at træne uden en sports-bh – jo større bryster, des større gener. Så det er altså en ret god idé med en sports-bh. Hvilken, du skal vælge, må du prøve dig frem til. Den skal bare yde god støtte og igen jo større barm, des mere støtte har de brug for. Altså brysterne. (Ekspert: Anette Paulsen. Fysioterapeut hos træningsstudiet The Wolfpack Gym.)
Kan jeg få mit fedt til at blive til muskler?
Det vil være skønt, hvis man kunne trylle fedtet om til muskler, men det kan du desværre ikke. Du kan godt træne, så du opbygger muskler og samtidig taber fedt, men direkte at lave fedt om til muskler er fysiologisk umuligt. Du har de muskler, du har. Når det er sagt, så er stærke og veltrænede muskler med til at forbrænde kroppens fedt, så godt nok kan du ikke trylle fedtet om til muskler, men du kan bruge dine muskler til at få kroppens fedt til at forsvinde. Klassisk styrketræning er den bedste metode til det – meget bedre end kredsløbstræning og også højintens intervaltræning. Når du styrketræner, skal du gøre det med en så tung belastning, at du maksimalt kan lave 5-20 gentagelser – og du skal være så tæt på udmattelse som muligt. Evnen til at bygge muskler samtidig med, at du smider fedt, afhænger naturligvis af udgangspunktet. Jo mere muskel og mindre fedt du har, des sværere er det. (Ekspert: Anders Nedergaard. Ph.d. i muskelbiologi, biokemiker, humanbiolog og radiovært)