Sandra er aseksuel: ”Der er stadig dem, der tror, at der er noget galt med mig”

Hun har aldrig lyst til at have sex.

For det meste er det fint, hun har ikke prøvet andet, men hun føler sig også forkert, fordi sex er det vigtigste i verden, og hun ikke forstår det. Det er svært at forklare andre, så normalt siger hun ikke noget.

Læs også

Mette og Jakob lever i et åbent forhold: "Mange af mine veninder er meget misundelige"

Ordene er Maries. Hun er hovedperson i Sandra Møller Henriksen debutroman. En bog om venskaber, seksualitet og alle de komplikationer og fordomme, du kan blive mødt af, når du ikke lige er som alle andre. Noget, som Sandra Møller Henriksen selv kender til.

Sex er overalt. Vi ser det i film og serier, vi læser om det i bøger og hører om det i undervisningen. Det er i bybilledet, vi taler om det med vennerne og med vores børn. Men hvad nu, hvis du ikke har lyst til sex – i hvert fald ikke på samme måde som flertallet?

Det sætter forfatter Sandra Møller Henriksen ord på i sin debutroman, 'Under atoller findes Alexander'. Bogen handler om to venner, der prøver at navigere i et venskab, der på den ene side er enormt tæt, og som på den anden side ikke passer ind noget sted. Samtidig prøver de at finde ud af, hvem de er.

29-årige Sandra Henriksen understreger, at bogen ikke er en selvbiografi, men hun kan genkende mange af de samme problematikker, som hovedpersonen Marie møder i bogen. Dem har hun også mødt i sit eget liv, hvor hun har måttet forholde sig til, hvad det vil sige at være aseksuel.

"Jeg har altid følt mig anderledes, når det kommer til seksualitet og den måde, vi taler om sex på. Jeg kan sagtens føle en romantisk tiltrækning, men jeg bliver også tiltrukket venskabeligt af folk. Og de grænser kan være svære at afgrænse eller definere.

Jeg har nok altid vidst det, men på den anden side håbet, at min sexlyst ville komme senere. Måske også fordi folk har sagt det. Det er jo forskelligt, hvornår man går i puberteten, og jeg har altid fået at vide, at jeg nok skulle få lyst til sex på tidspunkt," siger Sandra.

Følt sig udenfor

Men lysten kom ikke naturligt, som den gjorde hos Sandras venner og veninder.

"Når jeg ser tilbage, har jeg nok trukket mig ud af rigtig mange samtaler om sex, og jeg har holdt lidt lav profil, fordi jeg har oplevet, at når jeg har talt højt om det at være aseksuel, er det ikke rigtigt blevet taget alvorligt. Og det kan jeg egentlig godt forstå, for hvor møder man det overhovedet henne? Det er ikke noget, man læser om eller ser i film.

Så jeg kan da godt forstå, at mine venner ikke har kunnet forstå det, eller at de har tænkt, at det var mig, der bare sagde noget skørt," siger Sandra, som også har oplevet, at folk generelt ikke har forstået hende.

"Der er stadig dem, der tror, at der er noget galt med mig. Jeg har blandt andet fået at vide, at jeg skal gå til lægen med det, eller at jeg må være dybt traumatiseret, kan det være noget i din barndom? Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der får de spørgsmål eller kommentarer."

At folk har været uforstående eller til tider uvidende om hendes aseksualitet, har betydet, at Sandra har trukket sig fra relationer, men hun har også følt, at andre har trukket sig fra relationer med hende. 

"Jeg har siddet i nogle situationer, hvor jeg har følt, at jeg skulle lade som om, at jeg havde mere lyst til at være sammen med én, end jeg virkelig havde. Man kan også godt ødelægge en stemning ved at tage samtalen et andet sted hen.

Den forvirring og fortvivlelse over at kigge ud over alle andre mennesker og tænke, hvorfor har jeg det ikke sådan? Den har jeg haft meget. Så har jeg tit følt mig udenfor. Det er sådan en grundfølelse af at være udenfor og af ensomhed," siger Sandra og fortsætter:

"Noget af det, jeg reagerede på, da jeg første gang stødte på begrebet aseksualitet, var, at jeg tænkte, at det går slet ikke. Det er ikke mig, for det er farligt. Men det er det ikke. Jeg kan godt forstå, at det kan føles sådan, hvis man sidder som 15-årig, og alle andre taler, oplever og gør alt muligt. Så må det være svært, hvis man tænker, gud, skal jeg aldrig gøre det? Er mit liv slut?"

For Sandra har det været svært at sætte ord på, fordi samtalerne om sex kan blive meget sort-hvide, men hun er overbevist om, at jo mere vi taler om vores forskelligheder og forskellige forhold til sex, jo bedre.

"Den frigørelse, der har været, som har gjort det mere legitimt at tale åbent om sex, er god, men for mit eget vedkommende har jeg følt, at den er meget sort og hvid, fordi der har ikke været plads til mig i den samtale," siger hun og fortsætter:

"Det havde måske været nemmere at forklare, hvis jeg for eksempel havde været homoseksuel, fordi det er en seksualitet, de fleste forstår i dag. Når jeg siger, at jeg er aseksuel, bliver jeg mødt af folk, der ikke forstår det, eller fordomme, som at jeg bare ikke har mødt personen, der har fejet mine ben væk under mig endnu. Men sådan fungerer det altså ikke. Og jeg håber, at bogen kan udvide det rum.

Jeg håber, at andre mennesker kan se noget af sig selv i den, om det så handler om seksualitet eller følelsen af at blive genkendt i noget anderledes."

Læs også

Da kæresten kiggede Helene i øjnene og tog hendes hænder, ødelagde han mere end deres forhold

Forståelsen og genkendelsen er dog ikke kun noget, Sandra har savnet fra omverden – den har også manglet inde i hende selv.

"Det er så sindssygt vigtigt at kunne føle sig genkendt i andre mennesker, men også i verden. Og at føle, at man rent faktisk hører til. Et godt eksempel er, at jeg engang satte mig til at se noget porno for at se, om jeg kunne tvinge en form for lyst- eller nydelsesfølelse frem. Og når det så heller ikke fungerede, var det ikke en god oplevelse, men bare endnu en ting, der ikke fungerede for mig."

I forhold til for få år siden er vi blevet bedre til at tale om, at der er forskellige begreber og kategorier indenfor seksualitet, mener Sandra. Men der er stadig et stykke vej til mål.

"Jeg forstår godt, hvis andre tænker, hvad skal vi dog bruge det til, og at det er lidt fjollet, at der er flere måder, man kan definere sig på. Men for mig har det været en stor hjælp at blive klogere på, hvorfor jeg var anderledes end andre, at der er noget, som hedder at være aseksuel."

Venner eller kærester?

Der kan være nogle samfundsidealer omkring, hvad der er den rigtige måde at leve sit liv på. Og det kan blive mere udtalt, jo ældre vi bliver, fordi mange tror, at der må være en romantisk relation eller en seksuel tiltrækning i en relation – især hvis det er en ven af modsat køn.

Men når sexlysten ikke naturligt er der, får det også en indflydelse på dine relationer – i hvert fald hvis der er romantiske følelser involveret, har Sandra erfaret. I hendes bog er hovedpersonen Marie også i tvivl om, hvad det er for en relation, hun har til Alexander.

"Det er ikke, fordi hun tænker ”bare han vil være kærester med mig, uden at vi kan have sex”. Det er mere kompliceret i forhold til følelser. Sådan er det også i mit eget liv. Jeg har relationer, hvor der er en romantisk tiltrækning, som kan være svær, fordi den anden person typisk gerne vil have sex og gerne vil have det mere, end jeg vil. For du kan være aseksuel og samtidig onanere eller ville have sex med din partner – du oplever bare ikke høj grad af seksuel tiltrækning," siger Sandra.

Hun har derfor også dyrket sex med flere af sine relationer – og hun understreger, at hun aldrig har gjort noget, hun ikke har haft lyst til.

"Første gang jeg havde sex, var det også for, at jeg kunne tjekke det af. Det var en meget bevidst beslutning. Og det gav mig en vis form for ro, for så kunne jeg da sige det, hvis nogen spurgte. Men jeg har stadig ikke de samme følelser, som jeg tror, de fleste har, fordi jeg ikke får den seksuelle lyst. Men jeg kan godt have lyst til at være sammen med nogen, fordi jeg gerne vil være tæt på dem. Så for mig er der noget intimitet og noget nærhed i det seksuelle."

Sandra oplever, at hun er god til at sige fra i en relation, men det har også betydet, at relationen har ændret sig.

"Jeg har da tænkt, at det er irriterende, at jeg ikke har lyst på samme måde, som den anden person har, fordi relationen så ofte ikke er blevet til mere. Jeg har nok også ofte erstattet et decideret, klassisk parforhold med nogle meget intense venskaber. Men det tror jeg, at de fleste kender til – at du møder et nyt menneske, som du svinger enormt godt med, men hvor det viser sig, at vedkommende drømmer om mere end dig," fortæller Sandra og fortsætter:

"Når vi snakker om venskaber, er der nogle regler eller rammer, som gør, at det nogle gange er enormt svært for venskaber at overleve. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne bryde de faste regler. Hvorfor må man f.eks. ikke have en ven med til en fest i stedet for en kæreste?

Jeg er ofte blevet sat ved børnebordet til en fest, fordi jeg er single. Det kunne altså være federe enten at sidde alene ved voksenbordet eller at have sin rigtig gode ven med. Det samme gælder også for familie. De ville gerne møde ens venner, da man var barn. Hvorfor vil de ikke det, når man er voksen? De sidder og venter på, at det er en partner, der kommer ind ad døren.

Selvfølgelig har man venner, man kun ser i kort tid. Men det har man godt nok også med kærester. Men dem møder vi gerne modsat venner."

Kærlighedskasser

Sandra vil gerne tage et opgør med alle de mærkater, vi har en tendens til at klistre på kærlighed.

"Jeg synes, at det nogle gange er lidt synd, at vi har alle de kasser. Det kan være en romantisk kærlighed og en venskabelig kærlighed, og så må der ikke være noget overlap imellem dem. Men vi kan holde af hinanden på forskellige måder, og det er okay. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi fik nogle flere ord for."

Måske har du selv oplevet den gængse opfattelse af, at man ikke kan være venner med en af det modsatte køn, for på et tidspunkt vil den ene mere end den anden. Men ifølge Sandra er det en restriktiv måde at se en venskabelig relation på.

"Selvfølgelig er der mange mænd og kvinder, der ikke formår at holde det til bare at være venner. Men det er der altså også nogen, der godt kan. Og jeg tror, at det vil lette den måde, vi indgår i relationer med hinanden på, hvis vi ikke hele tiden skal gå og frygte, hvad andre tænker," siger Sandra og understreger, at hun selv er en overtænker.

"Min bekymring er nok blevet forstærket af, at jeg føler, at det er svært at navigere i, fordi jeg har følt, at jeg mangler en form for tiltrækning. Så hvordan skal jeg vide, om andre har den, og hvad der er normalt?"

Må man f.eks. invitere sin kollega til et privat arrangement? Bliver det underligt, hvis den kollega er en mand? Må han komme hjem og spise aftensmad? Hvad siger ens mand til det? Hvad siger de andre kollegaer?

I bogen har Marie en frygt i forhold til Alexander. Hun bliver jaloux på en måde, hun ikke kan lide, fordi hun er bange for at miste ham. Og det kan Sandra også genkende i sit eget liv.

"Sådan har jeg det også i mine venskaber. Jeg er bange for at miste mine venner, men det er også bare livet og omstændigheder, der forandrer sig," siger Sandra og fortsætter:

Læs også

Der er 28 år mellem Astrid og Jakob: ”Det første halve år gik vi slet ikke ud offentligt”

"Det har gjort særligt ondt nogle gange, fordi jeg føler, at der er en dør, som andre mennesker går ind ad, som jeg ikke selv kan gå ind ad. Der er låst, når jeg prøver at tage i håndtaget, og det er, når det romantiske bliver knyttet til det seksuelle. Det forstærker nok en eller anden følelse af, at folk kan finde på at forlade mig. Også selvom det ikke nødvendigvis er rigtigt."

Vil bare være tryg

Hvis nu villa, vovse og voksende børneflok ikke ligger i bunken af drømme for fremtiden, har Sandra gjort sig nogle tanker om, hvad andre bud på lykkelige fremtider kunne indeholde.

"Idealer er også noget, vi finder på. Det er jo ikke en naturlov, at det skal ende sådan. Men når man ikke kan leve op til idealer, så føler man jo skam. Og skam er bare ikke en fed følelse. Nu spurgte du mig, hvad jeg drømmer om. Jeg talte med en veninde forleden, der spurgte, om man ikke bare gerne vil være lykkelig? Jo, måske, men det synes jeg også er et vildt farligt ideal, for vi kan ikke være lykkelige hele tiden.

Jeg drømmer om at opleve lykke momentvis i mit liv. Men livet er bare meget mere, og livet er vildt kompliceret – ligesom vores relationer til hinanden. Jeg kunne drømme om mere tryghed i stedet for lykke. Jeg er én, der søger tryghed i andre mennesker, og jeg gad godt at være lidt mere grundsikker i min egen tryghed – at jeg er god nok, som jeg er, og at jeg gør tingene godt nok."

Sandra håber, at en større åbenhed om, at seksualitet kan være svært, og at det kan være meget forskelligt fra person til person, kan hjælpe både hende – men også alle andre, som føler sig anderledes.

"Noget af den uro, som jeg har følt indeni, kommer af, at jeg altid har følt mig lidt forkert og udenfor. Men hvis vi begynder at tale åbent om det, hvis vi ser det i film og læser om det i bøger, så bliver det jo ikke så farligt.

Jeg møder også andre, der synes, at det er rart at tale med mig, fordi de føler, at det er mere okay at sige, at de også har nogle problemer i deres sexliv, eller at de også har perioder, hvor de ikke har lyst til at have sex. Så jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der synes, at det er lidt uptight, hvor meget vi hele tiden skal gå og have lyst til sex og hele tiden skal italesætte det.

Vi skal have lov til at sige, at sex også kan være svært. Og at man godt kan være i et fint parforhold, uden at det behøver at fylde særlig meget. Og det er selvfølgelig også okay, hvis det gør. Men det er vigtigt at få det italesat, så vi ikke sætter hinanden i en bås."

'Under atoller findes Alexander'

Sandra Møller Henriksens debutroman handler om Marie og Alexander, der har kendt hinanden i mange år og på en sommerhustur bliver tætte venner.

Derhjemme synes Maries veninder, at venskabet er grænseoverskridende og mærkeligt, og de insisterer på, at det må handle om noget mere. Marie er dog ikke tiltrukket af Alexander på den måde, de tror. Det er hun faktisk ikke af nogen som helst.

Alpha Forlag, 330 sider, 200 kr.