Jeg er blevet skilt og skal genfinde mit 'seksuelle' jeg - hvordan gør jeg det?
Vidste du, at fræk snak i soveværelset kan gøre sex med din partner lige så spændende, som det var i starten? Læs med, når sexolog Ditte Winkel svarer på spørgsmål fra en læser.
Spørgsmål om dirty talk
Jeg er for nylig brudt ud af et ægteskab, der har været forbi i mange år.
Nu skal jeg ud at genfinde mit seksuelle ”jeg”, og jeg glæder mig. Jeg har mødt en skøn fyr, som jeg også har vidunderlig sex med, men han er meget fræk i sit sprog i sengen. Det tænder mig, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal reagere på det, da det er en helt ny verden for mig og absolut ikke noget, jeg praktiserede med min eksmand.
Har du nogle opstarts-fif?
Ditte Winkel råder til øvelse
Dirty talk, som det oftest kaldes, kan være et kæmpe turn-on for mange, hvis det gøres korrekt. Omvendt kan det også slukke lysten på et splitsekund, hvis det er grænseoverskridende eller føles kluntet.
Men rigtig mange tænder på at høre, hvad deres partner vil gøre ved dem, hvordan de gerne vil gøre det og/eller høre dem komplimentere dem for intime ting. Så ligesom stønnen eller andre lyde under sex er det at tale frækt en måde at vokalisere vores nydelse på.
Pussy praising er også et begreb, der kan være værd at kende i samme forbindelse, og det taler netop ind i det med at rose sin partners kønsorganer eller krop. Hvor rigtig mange kvinder og mænd har oplevet gennem et helt liv enten at føle sig for tykke eller for tynde, for lidt eller for meget, kan det for mange være befriende at blive talt frækt til og blive rost for eksempelvis sit skød eller sin barm og på den måde blive mere fri i det seksuelle, fordi man oplever en ”rigtighed” i sin krop, der kan tænde og værdsættes af partneren.
Men som du skriver, hvor pokker starter du lige, hvis dette er helt ukendt territorie for dig? Jeg vil råde dig til at starte langsomt op. Se om du kan strø lidt frække ord om dig hist og her udenfor soveværelset, så du roligt vænner dig til at høre dig selv sige bestemte vendinger eller sætninger.
Bliv enig med dig selv om, hvad dit eget køn skal kaldes, f.eks. fisse, missen eller vagina. Det samme med hans køn. Derfra kan du begynde at færdiggøre disse sætninger, når I leger: ”Jeg vil have dig til at …”, ”du gør mig så …”, ”Jeg tænder så meget på, når du …”. På den måde kan du planlægge lidt forud, så du føler dig forberedt til akten. Bare husk at være autentisk, det giver i hvert fald det bedste resultat, når du siger ting, du virkelig føler eller mener, og ikke det, du tror, din partner gerne vil høre.
Husk desuden på, at dirty talk ikke altid behøver at foregå i det talte. Du kan også skrive frække sms’er til din partner eller indtale en besked på hans telefonsvarer på et tidspunkt, hvor du ved, at han ikke er ved sin mobil. Lav måske et lille manuskript på forhånd. Det kan også være en glimrende måde at øve sig på.
Øvelse gør mester, så leg med det, og grin af dig selv, hvis du mærker din akavethed. Det er helt naturligt.