Fries Before Guys: ”Gid nogen havde sagt, at det er helt normalt, at livet gør ondt”

"Mit hjerte gør bare så ondt ved tanken om alt det fine, der altid har været i mit liv, og jeg tuder, fordi det hele føles uretfærdigt. Jeg er kun 19 år og slet ikke klar til noget som helst. Jeg kan næsten ikke være i mig selv for den trykkende fornemmelse i brystet.”

Den ene halvdel af podcastduoen ”Fries Before Guys” Josephine Kuhn læser op fra sin gamle dagbog i ALT for damernes nye podcast 'Tungdom'.

Teksten stammer fra 2013, hvor hun netop var blevet færdig i gymnasiet. En tid, der var præget af tumult, frigørelse og forvirring, og en tid, hvor både selvtilliden og selvværdet drillede. Venner tog afsted på højskole og ud i verden, mens Josephine valgte at blive hjemme og læse fag op.

"Jeg kan bare huske, at det føltes meget tomt. Følelsen af ensomhed og af at være lukket ude, hvis der var bare en enkelt fest, som jeg ikke blev inviteret med til. Samtidig skulle jeg et nyt sted hen, som føltes meget fremmed og meget uhyggeligt. Det virkede meget uoverskueligt selv at skulle opfinde sit voksne liv," fortæller hun.

Med sig i studiet har hun sin nære veninde og den anden del af podcastduoen, Nanna Elizabeth Hovgaard, og hun nikker genkendende til de følelser, den yngre Josephine Kuhn beskriver i sin dagbog.

"Jeg kan godt huske følelsen af, at livet var for stort, og følelsen af, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle klare mig igennem det. Jeg var blot 17. Når jeg læser min dagbog fra dengang igennem, kan jeg se, hvordan jeg virkelig har holdt nogle følelser tilbage, og ikke siger, hvis jeg var ked af noget. For mig kom det bare til at handle om at være den pæne, gode pige, der ikke stillede nogen krav," fortæller Nanna.

Pissemyrefølelsen Josephine Kuhn og Nanna Elizabeth Hovgaard var i mange år præget af det, som sidstnævnte har døbt ”pissemyrefølelsen”. En følelse af lavt selvværd og af at være kørt så meget ned, at man føler sig som en lille tissemyre, som nogen nemt bare kan træde på.

Hvor Josephine Kuhn kæmpede med ensomheden, havde Nanna Elizabeth Hovgaard længe følelsen af, at hun ikke måtte eller kunne eksistere selv. Alt handlede om at være den gode kæreste, som skulle sørge for, at partneren havde det godt.

"Det er uhyggeligt, at en forelskelse kan gøre, at man ser sig selv i et lys, som er så negativt, når jeg godt ved, at jeg egentlig er nice nok. Det er nogle grundlæggende ting i mit selvværd, som ikke er skidegodt. Jeg har godt kunne føle mig stærk, og det gør jeg også ret ofte. Jeg kan godt se mig selv i et stærkt lys, men så er det, at jeg kan få den der pissemyre-følelse, som kan trække mig helt ned igen," fortæller Nanna.

Ikke alene

Tankerne, de gjorde sig om deres egen henholdsvis ensomhed og uhyggeligt store forelskelse, holdt de for sig selv. I dag har de med deres samtalepodcast ”Fries Before Guys” skabt et rum, hvor de taler om både de store og små følelser. Et rum, som de godt kunne have ønsket sig tidligere.

"Jeg følte virkelig tit, at jeg var den eneste, der ikke kunne finde ud af det, eller at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle med mit liv. Det var skelsættende for mig, at jeg ikke længere behøvede at gå med de her tanker for mig selv – for det gjorde jeg virkelig dengang. Jeg havde min dagbog, det var dét," fortæller Nanna.

"Jeg følte ikke, at det var alle på min alder, der kunne rumme de følelser, men det kunne Josephine. At føle, at jeg faktisk har ret til at sige dem højt, har nærmest været en transformation for mig."

Men foruden at tale om de tunge følelser med hinanden, ville de også ønske, at de dengang havde fået særligt ét råd med på vejen.

"Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde sagt, at jeg ikke skulle være så bange for alle de følelser, jeg havde. Eller måske hellere at der blev talt om, hvor normalt det er, at livet ikke altid er helt nemt, end endnu mere følelses-ælteri," siger Josephine og fortsætter:

"Jeg tror, at vi alle sammen kunne tåle at blive mindet om, at det er helt normalt, at livet gør ondt, og at det er helt normalt at have lav selvtillid og lavt selvværd. Det betyder ikke, at man skal tage det mindre seriøst, men det betyder, at man ikke er alene.

En kvote for lort

Selvom de to kvinder nu er i slutningen af 20’erne og har talt en del om deres følelser både med og uden optager-knappen tændt, mærker de stadig pissemyrefølelsen komme snigende engang imellem.

"Jeg har ikke fået større selvtillid af at blive ældre. Den er bare ikke længere så vigtig for mig, og jeg har nemmere ved at stå i en dag med lav selvtillid," fortæller Josephine, hvortil Nanna fortsætter:

"Følelsen af ikke at være god nok alene ligger stadigvæk latent i mig, hvilket er skræmmende. For det er så selvudslettende og meget langt fra den kerne, jeg forbinder mig selv med. Så jeg kan stadigvæk identificere mig med mit 16-årige jeg, og jeg kan sagtens have det på samme måde som hende nogle gange – og så alligevel ikke helt. For jeg har med alderen fået noget erfaring og nogle refleksioner med, som jeg ikke havde dengang."

"Jeg har nu gjort mig den erfaring, at hvis jeg ikke bliver inviteret til den ene fest, så bliver jeg nok inviteret til den næste. Jeg har lært, at jeg godt kan holde til de her følelser. Jeg ved, at der kommer noget på den anden side. Det kan godt være, at der ikke er en kvote for lort, men der er heller ikke en kvote for guld. Man har ikke andet valg end bare at leve igennem lorten," siger Josephine.

I podcasten "Tungdom" vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.