Glamping på Møn: Er luksuscamping og vandring noget for dig?

Hun vinker på afstand, da hun får øje på mig. “Velkommen til,” udbryder Helene Dyhr. Jeg takker og følger med hende mod lejren. Jeg er spændt på at se den – for det er første gang jeg skal prøve at campere “glamping style” – en sammentrækning af glamour og camping. Her er ingen grimme nylontelte eller dåsemad, blot lækkerhed på den naturlige måde.

“Konceptet handler om forkælelse i luksuriøse omgivelser, tæt på naturen. Du camperer i elegante beige kanvastelte, smukt indrettede med naturmaterialer som pels, tæpper og puder, som befandt du dig på et stilfuldt hotel. Maden bliver tilberedt over bål af friske råvarer og nydes med et godt glas vin til. Det skal være lækkert, og det skal være enkelt og lige til for gæsten,” forklarer Helene.

Og det er det. Jeg er jeg imponeret over hvor henrivende en teltlejr kan være. Tre fine lærredstelte omkranser et centrum af bløde puder og tæpper. Selv har hun altid camperet i “Karen Blixen Style,” som hun kalder det. Efterhånden som interessen fra andre kvinder omkring hende steg, besluttede hun at arrangere en åben tur. Det faldt fint sammen med åbningen af den nye vandrerute Camønoen, som bugter sig idyllisk gennem betagende sydsjællandsk natur.

Koncept kaldes Q-Mønoen, og består af vandreture fra 20-175 kilometer, enten som en dagstur eller over flere dage med overnatning. Hun startede en Facebookgruppe, som på ganske kort tid fik omkring 250 medlemmer.

Kvinderne begynder at ankomme til lejren og hilser venligt. Duften af friskbrygget kaffe bliver blandet med hyggelig småsnakken om vandreudstyr. Der hersker en forventningsfuld, men afslappet stemning, da Helene byder velkommen over en bid morgenbrød. Nogle er som jeg med for første gang, og andre har gået med før og kender hinanden. Solen stråler fra en skyfri himmel, da vi i alt 14 kvinder indleder dagens vandretur på 18 kilometer.

Landskabet langs Camønoen er smukt og meget omskifteligt. Vi passerer grønne græsenge, går langs flade veje, får pulsen op på blomstrende bakker og lader fingrene løbe igennem kornet på modne, solgule marker. Som vi nærmer os Møns Klint, bliver landskabet mere kuperet med stejle stigninger og til sidst de mange trapper. Udsigten der åbenbarer sig for os på toppen af klinten er det hele værd. Det klare turkisblå hav står i skærende kontrast til de kridhvide kalkvægge, der falder stejlt flere hundrede meter til stranden under os.

LÆS OGSÅ: Tag med på yogaretreat i Tyrkiet

Sporskifte

Talrige ildsjæle arbejder for at give de besøgende minderige oplevelser på Camønoen, og Helene samarbejder med de lokale, som gerne står klar med hjemmelavet frokost eller hjemmebagt kage til eftermiddagspausen. For der er tid og ro til pauser, og tempoet er sat så alle kan følge med. Og det er helt bevidst fra Helenes side, da en del af motivationen for at arrangere turene har været hendes eget opgør med en stresset livsstil, samt et nyt fokus på træning, der giver ro.

Helene er i begyndelsen af 50’erne og har det meste af sit liv haft fart på, både arbejdsmæssigt og i fritiden – blandt andet med jagtridning og triatlon. For et par år siden valgte hun at begynde at læse til lærer og udskiftede den hårde fysiske træning med vandring. Det har betydet en positiv forskel i hendes liv.

“Folk har ikke det samme overskud mere, jeg fornemmer, at der er mange, som er udpinte. Her giver vandreturene i selskab med andre kvinder plads til eftertænksomhed og refleksion,” siger Helene.

For det er ikke blot Helene selv, der har taget en kursændring. Under samtaler med deltagerne bemærker jeg, at de fleste af disse kvinder går med store personlige overvejelser i deres liv. En harværet frisør i 35 år, men vil noget andet fremover. En anden har for nylig mistet sin mand og prøver at komme videre med livet. En tredje har netop sagt sit vellønnede karrierejob op.

Jeg har været spændt på, om de 18 kilometer ville føles langt, og om jeg blev udmattet, men turen er afvekslende, og jeg har så interessante samtaler undervejs, at jeg bliver helt forbløffet, da et skilt pludselig viser, at der kun er få hundrede meter til lejren.

Lejrbål og stjerneskud

Efter et velfortjent hvil nærmer middagen sig. Bålet tændes, en hyggelig knitren spreder sig sammen med duften af det grillede kød, mens solnedgangen skaber et sceneri i orange farver over himlen. Måltidet bliver tilberedt fra bunden, og Helene bruger et væld af grøntsager og urter, som vilde løg og merian, flere krydderier som du kan finde i vejkanten på vandreruten. Alt er naturligt, selv servicen og bestikket er i træ. Snak og latter fylder lejren, mens vi indtager måltidet sammen, siddende i skrædderstilling på puderne.

Jeg spørger ind til, hvad kvindernes bevæggrunde for at deltage er. En fortæller, at hun aldrig havde set Møn, men synes, at naturen her er helt fantastisk med det ekstremt varierede landskab. En anden er tiltrukket af at kombinere motion med fællesskab og finde et åndehul, hvor det er OK at sætte tempoet ned og gå i sine egne små cirkler.

En afgørende faktor viser sig at være, at det ikke kræver hård fysisk træning at deltage. Det her kan enhver træde ind i og blive en del af, uden særlige forudsætninger.

Timerne går, og da mørket falder på,ligger vi i lejren og kigger op på stjernehimlen. Det er en usædvanlig klar aften, og utallige stjerner lyser og glimter i mørket over os. Jo længere tid du kigger, jo flere får du øje på. Mens vi udpeger de forskellige stjernebilleder springer en lille ildflamme over himmelen. Herefter er vi så heldige, at det ene stjerneskud efter det andet lyser himlen op.

Vinen er begyndt at virke, og der bliver fortalt sjove røverhistorier, som vi får kollektivt grineflip over. Det føles som at være på lejrtur med gamle venner, og jeg kan næsten ikke tro, at jeg absolut ingen kendte, da jeg ankom i morges. Ud på de små timer indfinder trætheden sig, og jeg siger godnat og lister ind i mit fine glampingtelt. Det begynder at regne, og jeg ligger og lytter til den lette trommen på teltdugen over mig, mens søvnen indfinder sig ...