glad kvinde

5 nemme måder, der får dit humør i top

Gad du godt, at du kunne styre dine følelser – i stedet for at lade dem styre dig? Det kan du! Du skal bare lære at aktivere din krops naturlige signalstoffer og hormoner – derved kan du hacke dit humør, så det matcher alle hverdagens små og store situationer. Dit lynkursus starter her.

Tænk hvis vi nemt kunne ændre på, hvordan vi har det! Hvis det eneste du behøvede at gøre, var at gå hjemmefra, hen på den nærmeste cocktailbar og bestille den tilstand, du gerne ville være i, slippe en skilling og sige skål, hvorefter du kunne gå hjem igen med en helt ny følelse i kroppen!

Tænk hvis det ovenikøbet er endnu nemmere? Tænk hvis du har en kemifabrik med seks stoffer i din egen hjerne, som du når som helst kan trække på og bruge til at fremkalde den følelse, du gerne vil have, lige når du gerne vil have den – helt gratis! Den gode nyhed er, at det er nøjagtig sådan, det forholder sig.

Sådan indleder David JP Phillips sin bog ”Følelsernes kemi – hack dit humør med kroppens egne hormoner”. I bogen, der netop er udkommet på dansk, guider den svensk-engelske foredragsholder og coach med speciale i kommunikation inden for neurovidenskab, biologi og psykologi, til, hvordan vi kan arbejde med vores følelser for at opnå en større indre balance og føle os høje på livet.

Kroppens signalstoffer og hormoner er altafgørende for, hvordan vi har det. Og de er også nøglen til, hvordan vi optimerer vores mentale helbred. Det har David JP Phillips erfaret på egen krop som følge af en stressrelateret depression. Den fik ham til at studere de naturlige stoffer, vi alle har i kroppen, og undersøge, hvordan vi bruger dem rigtigt. Og det gør vi ved at blande en såkaldt Angel’s Cocktail.

Grundingredienserne er ifølge ham hyppig motion, tilstrækkelig søvn, sund kost og daglig meditation – ting, som alle er med at aktivere de seks naturlige stoffer dopamin, oxytocin, serotonin, kortisol, endorfiner og testosteron.

Når du er oplært som ”bartender”, kan du i grove træk selv bestemme, hvordan du vil have det, og hvornår. Fra super på og fuld af dopamin og noradrenalin til nærværende og fuld af oxytocin. Fra harmonisk og fuld af serotonin til euforisk og fuld af endorfiner – eller selvsikker og fuld af testosteron.

Ifølge forfatteren bør vi alle kende og nyde Angel’s Cocktail i rigt mål, men faktisk oplever han, at det modsatte er tilfældet.

Mærkeligt nok, eller måske alligevel ikke ... er der langt flere mennesker i vores samfund, hvis vi skal fortsætte metaforen, som i stedet mixer sig en Devil’s Cocktail, og det betyder, at de udsætter sig for langvarig og intensiv stress, som regel foranlediget af bekymringer, skuffelser og grublerier.

Folk beskriver ofte, at de har et følelsesforladt liv i gråtoneskalaen, som om de lever i en boble af uvirkelighed, hvor den ene dag ligner den anden til forveksling, og livet bare går uden den store glæde. Med alt for mange Devil’s Cocktails over længere tid kan tilstanden udvikle sig til nedstemthed, angst og langvarige depressioner. Så man må virkelig spørge sig selv hvorfor? Hvorfor vil folk drikke de cocktails?

Hvis du gerne vil vide, hvordan du mikser en Angel’s Cocktail, kan du på de næste sider få et lynkursus bag bardisken af David JP Phillips, som præsenterer dig for grundingredienserne – de seks superstoffer i din hjerne – og lærer dig, hvordan du mikser dem på forskellig vis, så du kan stå stærkt og godt i mange forskellige situationer.

Følelsernes kemi

David JP Phillips er en svensk/engelsk forfatter, foredragsholder og coach med speciale i kommunikation inden for neurovidenskab, biologi og psykologi. Han har arbejdet for virksomheder som Google og Microsoft, og i 2008 grundlagde han virksomheden Presentation Skills, som specialiserer sig i præsentationsteknik og ledelse.

I bogen ”Følelsernes kemi – hack dit humør med kroppens egne hormoner” guider han til, hvordan vi kan arbejde med vores følelser for at opnå en større indre balance via viden om kroppens signalstoffer og hormoner samt konkrete tips til bl.a. søvn, kost og motion.

”Følelsernes kemi – hack dit humør med kroppens egne hormoner”, David JP Phillips, Gutkind, 220 sider, oversat af Christina W. Boljén, 250 kr.

Stoffer med superkræfter- forstå kemien i din hjerne

Dopamin

Dopamin giver os motivation, momentum, begærlighed, nydelse, og det spiller derudover også en vigtig rolle for vores langtidshukommelse. Der findes to forskellige slags dopamin. ”Hurtigt” dopamin defineret som hurtige injektioner af dopamin, som i længden ikke er særligt gode for dig, for eksempel at spise chokolade, sidde og scrolle sløvt på din mobiltelefon eller spise en pose chips. Disse er bedst at indtage i mindre doser.

Den anden variant er det ”langsomme” dopamin, som skal være den primære ingrediens i din Angel’s Cocktail. Det er dopamin-”injektioner”, der har større umiddelbar nytteværdi for dig enten lige nu eller i fremtiden.

Det kan være at lære noget nyt, træne, være kreativ, mødes med andre mennesker, løse kryds-og-tværser, vinterbade og opfatte udfordringer som udviklende i stedet for som problemer. Ved at reducere dit ”hurtige” dopamin vender den naturlige lyst til ”langsomt” dopamin kort efter tilbage.

Oxytocin

Oxytocin er et neuropeptid i hjernen og et hormon i blodet, som er medspiller i mange funktioner og det psykologisk vigtigste signalstof i din hjerne. Det er det, der medvirker til at give dig følelsen af nærvær, helhed og under de rigtige omstændigheder også tillid, omsorg, følelsen af sam- hørighed og generøsitet. Oxytocin gør dig menneskelig, oxytocin er helende.

Sørg for at skabe forudsætninger for det hver morgen og hele vejen gennem dagen ved at lade dig begejstre af det store og bevidst være taknemmelig. Lav oxytocin ved at være social og åben, snak med andre, spørg ind til dem, vær opmærksom på andre, hjælp dem. Hvert øjeblik hvor nærvær og empati er ekstra vigtige, som for eksempel når du kommer hjem til din familie, skal ud på date eller ind til en medarbejdersamtale, så bland lidt ekstra oxytocin i din Angel’s Cocktail.

Serotonin

Serotonin er et signalstof, der giver dig følelsen af harmoni, stabilitet og tilfredshed og er en af de vigtigste grundingredienser i din Angel’s Cocktail. Mens alle andre positive følelsesmæssige tilstande som eufori, kærlighed, motivation, belønning, ophidselse og spænding er midlertidige tilstande, som kommer og går, så består harmoni.

De midlertidige følelsesmæssige tilstande skal du selvfølgelig opleve meget og ofte, men et liv, som kun stiler mod at nå kortsigtede emotionelle tilstande, risikerer at føles som én lang tur i rutsjebanen. Forskningen har overbevisende forbundet serotonin med social status. De mennesker, der har højest status, har mest serotonin.

De er de mest harmoniske, mindst stressede og har det bedste helbred, fordi de oplever, at de har adgang til alt, de har brug for, og de føler sig ikke truet af noget. Boost dit serotoninniveau ved ikke at lade stress blive langvarig, dyrk motion, meditér, få alt det sollys du kan, spis sundt, byg dit selvværd op, og øv dig i at stille dig tilfreds. At få komplimenter, at blive set og hørt i en social gruppe får sandsynligvis også dit serotoninniveau til at stige – og omvendt kan du ”smitte” med serotonin ved at komplimentere andre.

Kortisol

Kortisol er muligvis det vigtigste hormon, du har. I en stresset situation sender din hjerne kortisol ud i blodomløbet, som frisætter en stor mængde glukose (sukker). Glukosen giver dig energi til at håndtere den stressende situation. Derudover er kortisol livsvigtigt for balancen i immunforsvarets reaktion på inflammationer i kroppen, idet kortisol giver brændsel til immunsystemet i form af sukker, samt virker antiinflammatorisk på kort sigt.

Sammen med adrenalin og noradrenalin er kortisol hovedkomponenterne i stress. Adrenalin øger hjertefrekvensen, stimulerer blodtilførslen til musklerne (det er grunden til, at du kan mærke, at du ryster) og afspænder dine luftveje, så du får mere ilt til musklerne og kan slå hårdere eller løbe hurtigere.

Noradrenalin giver dig kognitiv medvind og skærper din opmærksomhed og koncentrationsevne. Tilsammen står tre signalstoffer klar til at redde dig på tre forskellige måder: Flygt, fægt eller frys – flight, fight or freeze. Det er en mekanisme, som har hjulpet os med at overleve i hundredtusinder år.

Endorfin

Ordet endorfin er i sig selv interessant, fordi det er sat sammen af endogen, som betyder ”indvendigt opstået”, og morfin, som er opkaldt efter Morfeus, drømmenes gud i den græske mytologi. Altså kroppens egenproducerede morfin. Den store forskel fra kemisk fremstillet morfin er, at du selv kan lave det og ikke kun bruge det til at lindre smerte med, men også for at få følelsen af at være ”høj” på livet.

Ligesom kirsebærret eller limeskiven i en klassisk cocktail kan endorfiner opfattes som en måde at give din Angel’s Cocktail det sidste raffinement. Skru op for indholdet af dem ved at give dig selv lov til at smile og le lidt oftere og dermed give dig selv hundredvis af daglige minidoser af endorfiner – du kan f.eks. starte med et dansenummer, en ordentlig løbetur eller et vidunderligt vinterbad for virkelig at booste endorfineuforien.

Testosteron

Testosteron er et ekstremt virkningsfuldt stof, som forstærker allerede eksisterende adfærdsformer. Både mænd og kvinder har kønshormonet testosteron – og østrogen. Mænd har altid mere testosteron end kvinder, og kvinder har mere østrogen end mænd.

Men den psykologiske virkning er den samme, hvis en kvindes eller mands testosteronniveau øges relativt lige meget. Du kan bevidst få dit testosteronniveau til at stige før aktiviteter, hvor det er en fordel, for eksempel jobsamtaler, sociale situationer, forhandlinger og præsentationer.

Du kan løbende og over længere perioder arbejde på at få bedre selvtillid ved at høre musik, som giver dig følelsen af at være fandenivoldsk, ufortrøden, bevæge dig selvsikkert eller tænke på situationer, hvor du har haft succes. Tag gerne chancer, som kan give dig sejre.

Øv dig i at opfatte modgang og nederlag som brændstof til at vinde næste gang, og giv dig selv små sejre inden for det felt, hvor du gerne vil have større selvtillid. Testosteron har imidlertid potentialet til at gøre din vurderingsevne uklar og sænke din impulskontrol, og det skal du være meget bevidst om, så at du ikke træffer alt for store og vigtige beslutninger i din testosteronrus.

Menukortet - 5 udgaver af Angel’s Cocktail

Der findes ikke kun én Angel’s Cocktail i baren, men mange forskellige varianter, der passer til mange forskellige situationer. Her får du opskrifter på 5 anvendelige ”cocktails”, der hacker dit humør, så du føler dig ovenpå til alt fra sociale sammenkomster til jobsamtaler.

1. Jobtoddy

Effekt

Stå stærkt til jobsamtalen.

Ingredienser

Testosteron og oxytocin.

Sådan gør du

Få dit testosteronniveau og dermed din selvtillid til at stige ved at tænke på tidligere succeser og sejre. Gerne i kombination med musik, som får dig til at føle dig succesfuld, uovervindelig og ufortrøden.

Gå, stå og bevæg dig, som om du ejer verden. Tilsæt gerne en dosis oxytocin for at opnå den bedste effekt. Det kan du fremkalde ved for eksempel at se på en video, der gør dig rørt og vækker din empati.

2. Social spritz

Effekt

Føl dig ovenpå til sammenkomster og fester.

Ingredienser

Endorfin, testosteron og oxytocin.

Sådan gør du

Du kan med fordel booste dine tre sociale signalstoffer før alle former for sociale sammenkomster. Start med at se på noget, der får dig til at le og får kroppen til at udløse endorfin i 30 minutter.

Det kan være billeder eller sjove videoklip på din telefon. På vej hen til sammenkomsten kan du skrue op for dit testosteron ved at høre upbeat powermusik. Og når du er kommet frem, kan du udløse oxytocin ved at indlede en samtale med en person, som du er oprigtigt interesseret i.

3. Morning colada

Effekt

Få en frisk start på dagen.

Ingredienser

Dopamin, oxytocin. 

Sådan gør du

Når du vågner, er dit kortisolniveau naturligt højt for at give dig energi til at komme i gang med dagen, men du kan forstærke effekten ved at gå ud i lyset på en 20 minutters spadseretur, når du vågner. Kombiner gerne med dopamin ved at tænke på noget sjovt eller spændende, som skal ske i løbet af dagen. Hvis ikke du kan komme i tanke om noget bestemt, så find på noget sjovt, du kan se frem til at gøre.

Det kan bare være noget helt enkelt som at købe årets første is, en god kaffe, som du ikke har smagt før, noget du skal øve dig i, en ven du kan ringe til. Endelig kan du også tilsætte en skøn dosis oxytocin, som du kan vække ved at bruge et minuts tid på at være taknemmelig over, hvad der skete i går, noget der blev sagt, noget du gjorde eller oplevede.

4. Love daiquiry 

Effekt

Hjælp forelskelsen på vej.

Ingredienser

Oxytocin, serotonin, dopamin, stress, endorfin.

Sådan gør du

Det lyder langt ude, men det lader sig faktisk gøre at skabe forudsætninger for, at man kan blive forelsket. Vi begynder med at vække oxytocin ved at have længere øjenkontakt med et andet menneske. Stil personlige spørgsmål til ham eller hende, og lyt aktivt, mens du også selv fortæller noget personligt.

Rør ved den anden, kun kortvarigt i starten, men når der bliver givet grønt lys, kan du lade berøringen vare lidt længere. Giv også gerne komplimenter, det vil booste den oplevede sociale status, hvad der sandsynligvis vil påvirke serotoninniveauet positivt. Det er kun godt, hvis du kan vække latter, det udløser endorfiner og får den anden til at blive mere afslappet og social.

Du kan også kunstigt øge stressniveauet, og det kan i denne sammenhæng forstås som ophidselse, ved at se skrækfilm sammen, køre i rutsjebane eller noget tilsvarende. Der er større sandsynlighed for, at personen bagefter vil kæde den følelse sammen med dig. Dette er en af de processer som mange forelskelser opstår i.

5. Tough 'n' stormy

Effekt

Find ro i udfordringer.

Ingredienser

Serotonin, dopamin, testosteron, oxytocin, endorfin.

Sådan gør du

At gøre noget svært eller udfordrende – som hvis den generte skal holde præsentation eller den konfliktsky give feedback – er ofte en prøvelse, fordi det kræver viljestyrke og tager meget energi. Udnyt dit naturligt høje serotoninniveau om formiddagen, og få det svære gjort tidligt på dagen. Ud over at det vil føles som en lettelse, vil resten af dagen blive fantastisk.

Du kan også vække dopamin i forvejen ved at tænke på det forventede positive udfald, i stedet for at fremkalde kortisol ved at tænke på hvor ubehageligt og svært det vil blive. Når du skal gøre noget svært, kan der i visse tilfælde også være en fordel i at øge sit testosteronniveau for at reducere impulskontrollen og afstive sin selvtillid ved at lytte til musik, som pepper dig op og indgyder dig mod. Forestil dig så mentale billeder af sejre, du allerede har vundet, og hvis det føles okay, kan du bygge testosteronet endnu mere op i kraft af aggressionen over, hvor meget det svære potentielt spænder ben for i din tilværelse.

Hvis det du skal have gjort, gør dig stresset, så forhøj dit oxytocinniveau ved at slappe af og trække vejret dybt og langsomt. Hvis det føles rigtigt, kan du som det sidste tilføje endorfin i løbet af processen, fordi det har en smertestillende virkning. Det gør du ved at smile og le.