Før kunne Hanne ikke gå op til 4. sal på grund af smerter - nu vandrer hun i flere måneder i træk
Spænder livet ben for dig, så snør skoene og gå en lang tur. Sådan lyder budskabet fra Hanne, der begyndte at gå, da hun blev syg. Og hun fik det markant bedre af det.
Det særlige ved Hanne Hjardemaal er ikke, at hun har gennemført Caminoens franske rute på cirka 750 kilometer. Det er der hvert år tusindvis af mennesker, der gør. Det særlige ved Hanne er, at hun har gået den lange tur med gigt i knæene.
"De lange vandreture gør mine knæ stærke. Samtidig har gigten åbnet min øjne for, at det ikke er alt i livet, man har kontrol over. Jeg prøver at leve i nuet og virkeliggøre mine drømme, mens det er muligt," siger 62-årige Hanne, som gik ruten med sin kæreste, Jan.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Hanne er vokset op med en mor, der ofte havde gigtsmerter, men at hun selv kunne få den arvelige sygdom, skød hun alligevel fra sig – også da hun var i slutningen af 40’erne og begyndte at få ondt i knæene. Hun smed blot de højhælede og koncentrerede sig ellers om at være mor for sine to børn og passe sit fuldtidsarbejde.
Først da Hanne 10 år senere dårligt kunne gå op ad trappen til sin lejlighed på fjerde sal, tog hun til lægen. Herfra var beskeden klar: Hun havde gigt. Der var ikke mere brusk i højre knæ, og i det venstre svandt det mere og mere.
"Uha. Sammen med Jan, som jeg havde fundet sammen med nogle år tidligere, havde jeg planlagt en længere cykeltur i New Zealand," siger Hanne, som i stedet for at opgive rejsen begyndte at gå til specialtræning for gigtramte.
Træningen gav hende på nogle måneder så meget styrke, at hun både kunne tage trapperne uden at klamre sig til gelænderet og gennemføre cykelturen. Udover at træne og vandre har hun desuden også lagt sin kost om og tabt omkring otte kilo.
"Det svarer til vægten af min rygsæk og betyder, at jeg har lettet presset på min krop betydeligt."
Helbredet er vigtigst
Cyklingen er i dag byttet ud med vandreture – gerne flere måneder ad gangen sammen med Jan.
"Vi går helst ikke under tre dage. Man skal mærke, man er på tur. Og jo mere jeg går, jo mindre bliver smerterne. Det er fantastisk," siger Hanne, som har sagt sit job op og arbejder freelance, så hun kan holde fri i lange perioder og sammen med Jan tage afsted med rygsæk og vandrestøvler.
Ud over glæden og oplevelserne ved at gå de lange ture, er der så gevinsten med Hannes styrkede knæ.
"Jeg kan ikke vide, hvordan det var gået med mine knæ, hvis jeg ikke var begyndt at vandre. Men når jeg tænker på dengang, jeg dårligt kunne gå op ad trappen herhjemme, er jeg meget taknemmelig over, at jeg kom i gang," siger Hanne.
Skulle hun blive i tvivl om den styrkemæssige gevinst ved at vandre, kan hun tænke tilbage på en gang i foråret, hvor hun var derhjemme og i en periode ikke fik trænet. Regningen kom prompte; knoglerne i knæet pressede på underbenet, når hun gik.
"Det gjorde ondt, og det var anstrengende," siger Hanne, der hurtigt fik pakket rygsækken og kom afsted sammen med Jan.