Hanne var 30 år, syg og på førtidspension – så ringede svigerinden: ”Løb har reddet mit liv”

Løbeskoenes såler rammer rytmisk den nylagte, sorte asfalt. Skridt for skridt. Trin for trin. I den anden ende af skoene svinger en lys hestehale om hovedet på Hanne Kildegaard.

Hun har fået varmen og lyner den røde løbejakke op, mens hun stopper op og smiler bredt. Løbeturene er på Hannes program fire gange om ugen – og de er helt uundværlige for hende.

"Der sker noget i mit hoved, når jeg løber. Jeg bliver glad, får ideer og energi til resten af dagen," fortæller hun, da løbeskoene er taget af, og hun sidder i køkkenet i sit hjem i Horsens med en kop kaffe foran sig.

På en træhylde i køkkenet ligger tre malede sten med motiver af søde humlebier. De gul-sorte dyr er ikke noget tilfældigt motiv, og ser man efter, går de igen i Hannes halskæde, øreringe og i nogle af løbemedaljerne, hun har modtaget de senere år.

"Humlebien burde jo ikke kunne flyve med dens sarte vinger. Men det kan den. Og jeg føler, at det symbol passer på mig. Det er en kærlig hilsen til mig," siger hun og bliver en smule rørt.

Medaljerne har Hanne modtaget for nogle af de mange halv- og helmaratoner, hun har løbet de seneste år – og som hun nok aldrig selv havde troet, hun ville komme til at deltage i. I 2009 fik hun konstateret skizofreni, og de næste tre år er næsten forsvundet i "et kaos og mørke", som hendes mand, Michael, formulerer det.

"Jeg gik længe og var ked af det uden at vide, hvad der var galt. Jeg havde mange sygedage som dagplejer, og til sidst blev jeg fyret. En dag brød jeg helt sammen i telefonen, da min svigerinde ringede. Hun fik mig med til læge, og jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling," fortæller Hanne, mens Michael nikker ved hendes side og siger:

"Jeg endte også selv med en del sygedage, fordi jeg ikke havde overskud. I en periode måtte vores børn, Oliwer og Phoebe-Zofia, bo ved Hannes forældre, fordi vi ikke kunne have dem hjemme. Det var hårdt, siger han," mens Hanne supplerer:

"Mine forældre har hjulpet os så meget. De burde have en kæmpe medalje."

Et frø blev sået

Hanne fik en førtidspension og tilbragte de fleste dage med tv-serier og cigaretter i sofaen. Enhver huslig opgave – som at vaske tøj – kunne være en uoverkommelig anstrengelse, som fik hende til at græde.

I hendes hoved kørte et lydspor af stemmer, som ville have hende til at gøre de mærkeligste ting. Imens tog hun mange kilo på, så hendes bevægelighed blev mere og mere indskrænket.

"Jeg havde det ikke godt, og sommetider ønskede jeg, at jeg bare forsvandt," siger Hanne, der heldigvis aldrig gjorde alvor af de dystre tanker.

Til gengæld var det heldigt, at hun tog telefonen den dag, hendes anden svigerinde ringede. Hun spurgte, om Hanne ville med håndboldtræning i den lokale hal. Det var omkring tre år efter, hun fik diagnosen.

Læs også

Angst og trykkede ribben efter et trafikuheld fik Søs Fenger til at stille sig selv et par vigtige spørgsmål

"Jeg tror, jeg var lidt betænkelig ved at tage med. Men hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. Vi skulle løbe en lille stafet, som jeg vandt. Det såede et frø i mig, og jeg tænkte: Okay, Hanne, det kunne du faktisk godt. I tiden efter begyndte jeg at løbe små ture i vores område. Det var en kæmpe sejr og gav mig noget overskud," fortæller hun med et smil.

I 2013 løb Hanne sit første halvmaraton – 21,1 kilometer. Undervejs græd hun flere gange og så stjerner for øjnene. Men over målstregen kom hun: 

"Det var ganske forfærdeligt at gennemføre. Men jeg gjorde det. Og ved målstregen blev jeg modtaget af familien, der stod og ventede."

Selv om løbet var usandsynligt hårdt, fik det ikke Hanne til at stoppe der. Tværtimod. Hun havde fået smag for løb, og hun har ikke tal på, hvor mange hel- og halvmaratoner, hun har gennemført siden. I sommeren 2022 satte hun sig et mål om at løbe et halvmaraton hver dag i juli. Det klarede hun, og Michael, 41, er ikke så lidt stolt af sin kone.

"Det er helt fantastisk flot. Men det bedste er at se hende livsglad," siger han.

40 år og fest

Med den nye form valgte Hanne samtidig at kvitte sin medicin. Skizofreni er ikke en sygdom, der bare går væk, men med motionen kan Hanne holde symptomerne væk. Hun er ikke tvivl om, hvad der sket:

"Løb har reddet mit liv. Det er helt sikkert. Da jeg var 30, var mit liv trist og gråt. Nu er jeg 40, og jeg har en fest," siger hun.

Livet tog en endnu en positiv drejning, da Hanne i 2017 blev ansat nogle timer om ugen i Loop Fitness i Horsens. Centret manglede en instruktør til et børnehold, og Hanne sprang til.

I 2021 blev hun konstitueret centerleder, og året efter blev det til et fast job. Det betyder, at Hanne ikke længere er på førtidspension, men har et fleksjob på 20 timer om ugen. Og hun elsker det.

Læs også

Pias mand forlod hende pludseligt en helt almindelig dag for fem år siden: Sådan kom hun igennem sorgen

"Jeg føler, at jeg bidrager med noget, fordi jeg kan fortælle andre, hvad jeg selv har oplevet. Jeg er der også i min fritid, fordi jeg selv træner og bare elsker at være sammen med de andre medlemmer. Nogle spørger ligefrem, om jeg bor dernede," siger hun og ler.

Da Hanne fyldte 40 den 26. marts 2022, blev det fejret på en temmelig utraditionel måde. Hun inviterede venner, familie og medlemmer fra Loop til Bygholm Park i Horsens, hvor hendes mål var at løbe 100 kilometer – i runder på tre kilometer. Og alle, der havde lyst, kunne løbe med. Desuden bød hun på stort kagebord, snacks og sodavand. Da hun om aftenen løb over målstregen, kom tårerne.

"Jeg bliver altid rørstrømsk, når jeg har gennemført noget. Jeg bliver glad, og jeg føler mig ydmyg og stolt over at være kommet til det her sted i mit liv."