ekspertråd

Historie fra arkivet: Mit livs sunde forvandling

Vi fejrer fits 5-års fødseldag med at bringe redaktionens favoritartikler. Webredaktør Susanne Knutzen har valgt denne, hvor vi får opskriften på succes, når det både gælder kost, motion og coaching ... Ja tak.

"Noget af det første, jeg læser, når jeg sidder med et nyt fit living i hænderne, er case-artiklerne. Hvad enten det er kvinder, som skal tabe sig, få mere livsglæde eller spise sundere, kan jeg altid bruge deres erfaringer og eksperternes tips til at ændre lidt hist og pist i min egen hverdag.

I denne artikel optræder kvinderne, som ønsker en forandring, og eksperterne, der hjælper dem til at nå målet ... Super spændende læsning at møde begge parter, og så er artiklen fyldt med gode råd til, hvordan jeg selv kan opfylde mine drømme, få løftet den flade kontorbagdel og spise sundere. Rigtig god fornøjelse."

Webredaktør Susanne Knutzen

Mit livs forvandling: Er du klar til at ændre dit liv?

Vil du gerne tabe dig, i form eller have modet til at dyrke din passion? Mød coachen, kosteksperten, træneren – og deres allerbedste elever. Og se, hvad du kan lære af deres fantastiske forvandlinger. Er du klar til at ændre dit liv?

DIÆTISTEN: Få nye sunde kostvaner – og et varigt vægttab

På tre måneder har klinisk diætist Benedicte Ginnerup ryddet op i 39-årige Christina Larsens madvaner og hjulpet hende med at tabe 5,5 kg. Metoden? En kostomlægning med fokus på groft, grønt og faste mellemmåltider, der holder blodsukkeret i ro.

Christina, 39 „Jeg var blevet for lad og havde brug for en, der tog mig i hånden”

Hvorfor opsøgte du Benedicte?

– Jeg opsøgte Benedicte, fordi jeg havde lagt mig ud – oveni er der mange tilfælde af diabetes og højt kolesteroltal i min familie, og det ville jeg gerne komme i forkøbet. Jeg kontaktede en klinisk diætist, fordi jeg gerne ville være sikker på, at jeg fik alt det, som min krop har brug for. Jeg er gået efter en omlægning af mit liv, så jeg vidste godt, at det ville tage tid at tabe sig.

Hvad var det for et skub, du havde brug for?

– Jeg var blevet for lad og havde brug for en, der tog mig i hånden. Det er mere forpligtende end bare at skulle stå til regnskab for mig selv. De første to uger var rigtig hårde, fordi jeg skulle lægge min kostvaner om, men allerede derefter fik jeg det sindssygt godt.

Hvad er den største forskel?

– Den største forskel er de små mellemmåltider. Hvor jeg før fik hovedpine og kvalme i løbet af dagen, skaber de nu en balance, så jeg ikke bliver sulten og dårlig. Benedicte har taget udgangspunkt i min situation og hverdag og lagt nogle rammer ud fra det. Det gør det for eksempel nemmere for mig at spise i vores kantine. Nu ved jeg f.eks., hvad jeg kan tage fra buffeten, som ellers kan være svær at styre.

Hvad har forløbet betydet for dig?

– Allerede efter de første 14 dage kunne jeg mærke, at mine bukser sad løsere. Det gjorde mig virkelig glad og stolt. Selv om jeg ikke var specielt overvægtig, føler jeg mig lettere i kroppen og motiveret til at gå i gang med at dyrke motion. Jeg har fået meget mere energi, og det er skønt, at jeg ikke længere går sukkerkold i løbet af dagen.

Benedicte Ginnerup, klinisk diætist

Hvilket problem har du hjulpet Christina med?

– Christina ville gerne tabe 10-12 kilo i et roligt tempo og have en sundere livsstil. Generelt anbefaler jeg ikke, at man taber sig mere end ét kilo per uge. Et varigt vægttab kræver langsigtet perspektiv. Det skal ikke handle om at tabe så mange kilo så hurtigt som muligt. Vægttabet skal foregå via omlægning af ens kostvaner frem for en skrap diæt eller kur i en periode.

Hvilket mål gik I efter?

– Vi gik efter et realistisk og varigt vægttab. Målet var at tabe ca. 0,5 kilo per uge og som delmål seks kilo på cirka tre måneder. Fokus var på generelle livsstilsændringer både mad, drikke og fysisk aktivitet – og på at holde fast i ændringerne.

Hvad var løsningen på problemet?

– Christina spiste fiberfattigt, kun få store måltider og havde en hang til søde sager, når hun gik sukkerkold mellem måltiderne, især på jobbet. Ved at fordele maden på mindre måltider (ca. hver tredje time) blev Christinas blodsukker mere stabilt, og hun havde nemmere ved at spise mindre portioner og begrænse de søde sager. Christina optimerede også indtaget af fuldkornsprodukter, grove grønsager (ærter, gulerødder, kål og rodfrugter) og protein (magert kødpålæg, kød og fisk). Og så øgede hun sit fysiske aktivitetsniveau med daglige gåture.

Hvilket resultat har I opnået?

– Christina har fået fordelt sine mad mere ud på dagen, og hvor hun før ofte intet spiste, spiser hun nu fast et mættende mellemmåltid som frugt, grønt, brød eller nødder om eftermiddagen. Hun har fået mere energi og overskud og har lettere ved at styre mængden af mad og søde sager. På tre måneder har hun tabt 5,5 kg, og målet er at tabe yderligere 5-7 kg over det næste halve år. Det fysiske aktivitetsniveau mangler stadig at blive optimeret, men hun er så småt i gang.

Hvorfor var Christina din yndlingselev?

– Fordi hun trives med sine kostændringer, og det er forudsætningerne for et varigt vægttab. Jeg er ligeglad med, hvor hurtigt hun taber sig, hun skal bare trives med det, og det skal være holdbart. Christina er motiveret og har lavet små, men effektive ændringer, som hun kan overkomme. Hendes ændringer er praktisk mulige at leve med og dermed realistiske at holde på langt sigt.

EKSPERTENS BEDSTE TIPS Sådan opnår du et varigt vægttab

1. Spis regelmæss igt og spred din mad ud på dagen. Hav altid noget sundt inden for rækkevidde, hvis du bliver sulten mellem måltiderne, for eksempel lidt frugt eller grønt suppleret med lidt groft brød eller lidt nødder.

2. Køb aldrig ind på tom mave og undgå mad, som frister dig over evne.

3. Lav og køb mindre portioner, så spiser du automatisk mindre. Det er en skidt tendens, at varernes størrelse vokser: jo større pakker, poser og flasker du får, jo mere spiser og drikker du også.

4. Spis flere grønsager og proteinrig mad som magert kød, fisk, fjerkræ, skaldyr, æggehvider, bælgfrugter og magre mælkeprodukter. Grønt indeholder få kalorier, fylder godt, og det høje proteinindhold gør det lettere at stille sulten.

5. Vær aktiv. Vælg aktiviteter, som passer til dig og din hverdag. Du behøver ikke at gå i et fitnesscenter eller dyrke en sport. Det afgørende er, at du bevæger dig mere, end du plejer. En rask gåtur, selv om den er af mindre varighed, kan være en rigtig god start på en mere aktiv livsstil.

EKSPERT : Klinisk diætist Benedicte Ginnerup, Østerbrodiætisterne. Se oesterbrodiaetisterne. dk

ELEV: Christina Larsen.

FORLØB : En kostomlægning over tre måneder.

RESULTAT : Nye sunde kostvaner og et vægttab på 5,5 kg.

Træneren: Smutvejen til din drømmekrop

Mindre mave, slankere arme − eller fastere bagdel. Hvad drømmer du om? 37-årige Marie Egelund drømte om at komme af med sine ridebukselår. Løsningen blev et tre måneders intensivt forløb hos personlig træner Anne Bech, der gennem løb, massage og kostændringer gav Maria Egelund sin drømmekrop.

Maria, 37 „Min numse løftede sig fire centimeter – på en måned”

Hvorfor opsøgte du Anne?

– Jeg har altid trænet selv, men mest den samme form for motion, så der skete ikke rigtig noget. Stille og roligt tog jeg mere og mere på, og jeg havde fået nogle ridebukselår, som jeg var rigtig ked af. Jeg havde hørt om Anne, fordi hun arbejdede i det center, hvor jeg trænede, så jeg kontaktede hende for at få et andet syn på sagen.

Hvad var det for et skub, du havde brug for?

– Jeg havde brug for at komme i kort snor. Jeg så Anne fire gange om ugen, og det var ret intenst. Der var ikke noget med, at jeg lige kunne tage noget mad, jeg ikke måtte, hvis jeg fik lyst, for der var kun 20 timer, til vi skulle ses igen. Det er meget ned i detaljer, når du træner med Anne, og jeg kunne godt lide, at vi skulle se hinanden så meget. Jeg var et sted, hvor jeg rigtig gerne ville opnå et resultat, og så var det fedt at være sammen med en, der gik lige så meget op i projektet. Det er så inspirerende, at du får lyst til at fortsætte stilen, når du tager hjem.

Hvad har forløbet betydet for dig?

– Det var så fedt at se, hvor meget der skete. På en måned løftede min numse sig fire centimeter. Den nederste kant på numsen havde løftet sig opad, så der kom en forskel mellem balle og ben. Det var jeg meget overrasket over. Der skete også rigtig meget på mine lår, og selv om jeg ikke træner med Anne mere, har jeg nu en række øvelser, som jeg altid kan tage fat i. Nu ved jeg, hvad der er godt for netop mit problem, og hvad jeg ikke skal gøre, som for eksempel spinning. Havde jeg ikke mødt Anne, havde jeg fortsat i samme spor og været utilfreds.

Anne Bech, personlig træner

Hvilket problem har du hjulpet Maria med?

– Maria kom til mig, fordi hun gerne ville gøre noget ved sine ridebukselår. Maria ved rigtig meget om træning selv, men på trods af den teoretiske viden havde hun brug for en anden slags træning end den gængse, og det kunne jeg hjælpe hende med, fordi jeg bl.a. er personlig træner på den måde, at jeg er ekspert i kropsformning.

Hvilket mål gik I efter?

– Marias ben skulle formes, så de fik et slankere look, der passede til resten af hendes krop.

Hvad var løsningen?

– Jeg ændrede Marias træning, så hun gik fra spinning til løbetræning, hvor hun skiftede mellem langdistance og interval, som er en vigtig kombination. Når du løber interval, tager du meget lange skridt i forhold til, når du løber langdistance, og det er vigtigt for formning af benene mellem lår og balle. Når du løber langdistance, bliver benene derimod formet meget slanke, fordi kroppen tror, at den skal veje mindre for at kunne løbe så langt. Kombinationen former altså benene perfekt. Maria fik også nogle helt specifikke øvelser og en bestemt massageform, så blodgennemstrømningen på hendes problemområde blev større. Det er vigtigt, at der kommer liv i de områder, så affaldsstoffer og væske ikke hober sig op og skaber buler. Sidste punkt var Marias kost. Vi udelukkede sukker, korn og mælkeprodukter i tre måneder, da de tunge og meget raffinerede kulhydrater er med til at binde fedt og væske.

Hvilket resultat er I endt med?

– Efter at have trænet fire gange om ugen i tre måneder havde hendes ben fået en helt anden form. Hendes form så smallere ud, og fedtbulen på lårene var væk.

Hvorfor er Maria din yndlingselev?

– Fordi hun stolede fuldstædig på, at jeg sagtens kunne hjælpe hende og gjorde alt, hvad jeg sagde. Det er så vigtigt. For tvivler eleven bare en lille smule, kommer vi ingen vegne.

EKSPERTENS BEDSTE TIPS: SÅDAN FORMER DU DIN KROP

1. Du kan ikke punktsla nke din krop , men du kan punktforme den. For at gøre det bliver du nødt til at være i god form. Kom i form ved at træne fire gange om ugen. Sørg for, at det er kredsløbstræning som løb eller cykling, hvor du får pulsen op. Starter du fra bunden, så læg ud med at gå en tur.

2. Lokaliser dit proble mområde. Sørg for, at der kommer blod til stedet ved at aktivere musklen og træn de ting, du er svag i. Vil du have markeret mave, så lav mavebøjninger, vil du have pæne skuldre, så træn skuldrene.

3. Start med 40 minutters kredsløbstr æning og fokuser så 20 minutter på dit problemområde. Gør du det fire gange om ugen, vil du begynde at se resultater efter en måned. Det er dog vigtigt, at du får bevæget hele kroppen, men fokuser på problemområdet.

4. Kig på din kost og sorter kornprodukter, mælkeprodukter og sukker fra. Det er ikke sundhedsmæssigt farligt at spise disse fødevarer, men vil du se, hvordan din krop ser ud inde under fedtet, er der ingen vej udenom. Når du er kommet i form, kan du spise det engang imellem, men ikke på vejen.

5. Sørg for at få massa ge på dine problemområder. Det sætter gang i blodcirkulationen og forhindrer affaldsstofferne i at sætte sig fast.

EKSPERT: Personlig træner Anne Bech. Læs mere på annebech.com

ELEV: Maria Egelund, 37

FORLØB: Intensivt kost– og træningsforløb på tre måneder.

RESULTAT: Marias ben ser slankere ud, og fedtbulen på lårene er væk.

COACHEN: Gør din passion til virkelighed

Brænder du for det, du laver? Pernille Melsteds bøger og kurser om at finde sin passion hjalp 31-årige Mille Eigard Andersen ud af mange års helvede som anorektiker. Hun blev så inspireret, at hun i dag har udgivet tre bøger og siden uddannet sig til sexolog.

Mille, 31 „Jeg tog selv springet, men Pernille gav mig redskaberne til at gøre det.”

Hvorfor opsøgte du Pernille?

– Jeg faldt tilfældigt over hendes kursus, men passionen talte til mig. På det tidspunkt havde jeg haft anoreksi i 11 år, var sprunget fra studie til studie og følte, at jeg levede i en skal. Og selv om jeg havde det meget dårligt, formåede Pernille at vække noget i mig.

Hvad gjorde du så?

– Jeg købte hendes bog, den dag den udkom – og læste den med det samme. Den gjorde mig bange, fordi jeg blev klar over, at jeg var det forkerte sted i mit liv, men jeg turde ikke handle. Et halvt år senere tog jeg springet og droppede min uddannelse for at skrive min første bog.

Hvad har du fået ud af forløbet?

– Pernille er så inspirerende. Hun presser ikke noget ned over hovedet på en, men den måde, hun fortæller på, vækker noget i folk. Hendes bøger er meget lettilgængelige, fordi du bliver guidet og holdt i hånden hele vejen, så tankerne kommer i en rækkefølge, der gør dig klar til at handle. På grund af min anoreksi er jeg ofte blevet set som den spiseforstyrrede Mille, og mange har talt til den syge del af mig. Pernille talte til selve mig og fik mig til at indse, hvad der ville gøre mig glad. Jeg tog selv springet, men Pernille gav mig redskaberne til at gøre det.

Hvad har forløbet betydet for dig?

– Jeg har fået mit liv tilbage. I dag lever jeg i stedet for at overleve. Og jeg laver det, jeg brænder for. Finder du din passion, kan du mærke en glæde i det, du laver, og jeg vågner hver dag og er glad. Jeg føler det ikke som et arbejde, når jeg skriver. Det giver mig livskvalitet og en mening med det hele. Sideløbende har jeg også uddannet mig til sexolog, også opmuntret af Pernille. Jeg tror ikke, jeg kunne have nået det her uden hende − ingen har talt til mig, som hun har.

Pernille Melsted, coach

Hvilket problem har du hjulpet Mille med?

– Mille er en af dem, som på egen hånd har deltaget i nogle af mine kurser og læst min bog. Jeg lagde mærke til hende fra starten, fordi hun både udstråler noget sårbart og noget meget powerfuldt. Mille havde været fanget i en spiseforstyrrelse i mange år og kunne nemt være blevet i en stakkels mig-offerrolle. Det hele var så meningsløst, at Mille til sidst ikke havde så meget at miste ved at satse fuldt ud på sin passion. Og den største trussel mod at finde sin dybeste passion er faktisk ofte at have det „godt nok”. Når du virkelig er led og ked af det hele, så er din motivation større. Og det er ofte – og især i Milles tilfælde – rigtig positivt.

Hvad går du efter med dine læsere og kursister?

– Jeg går efter at hjælpe dem med at finde ud af, hvor de skal hen i verden, og hvad de gerne vil bidrage med. At finde sin passion er en stor og essentiel udfordring, som vi alle sammen står overfor. Det handler om at finde ud af, hvem du er, hvad du har at byde på, og hvad der føles meningsfyldt.

Hvordan kan du hjælpe?

– Meget af det, jeg gør, er at give folk en opsang. Det er glimrende, at du har en passion, men hvad vil du gøre ved den? Jeg holder mange foredrag og workshops, hvor jeg tager fat i, hvad folk drømmer om, men det handler lige så meget om at sætte folk i gang og gøre drømmene konkrete. Der er meget stor forskel på den fantasi, du har, og virkeligheden. Fantasien skal på et tidspunkt blive til et projekt. Gør den ikke det, går du stadig og dagdrømmer om 30 år. At gå fra en passioneret drøm til et passioneret projekt kan nogle gange virke uoverskueligt, og derfor kan det være godt at have en som mig med på sidelinjen.

Hvilket resultat kom du og Mille frem til?

– Rigtig mange af mine kursister drømmer om at skrive en bog, men det er de færreste, der gør det. Mille satte sig rent faktisk ned og gjorde det. Det har jeg den dybeste respekt for. Jeg tror, at Mille har brugt mig som rollemodel. Hvis jeg kunne, så kunne hun også. Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle skrive en bog, men jeg havde noget på hjertet, og det havde Mille også. Hun har en fantastisk rørende historie, og den ville hun gerne dele. Hun har brugt de øvelser i bogen, hvor det handler om at finde de egenskaber, som rollemodellen har, f.eks. handlekraft, vedholdenhed og kompromisløshed, og de egenskaber fandt Mille.

Hvorfor er Mille din yndlingselev?

– Fordi hun handler. Rigtig mange har en passion, men det er langt fra alle, der tager bolden og løber med den. Det har Mille gjort. At skrive tre bøger på tre år, det viser ikke bare passion, men også dedikation og vilje. Det er dybt prisværdigt. Vilje og dedikation bliver ofte overset, fordi der fokuseres så meget på selve passionen.

EKSPERTENS BEDSTE TIPS SÅDAN UDLEVER DU DIN PASSION

1. Bliv klar over , hvad du vil. Spørg dig selv, hvilke uudlevede drømme du har.

2. Find ud af, hvorfor du vil det. Hvad driver dig? Er det et behov for anerkendelse, trangen til at hjælpe andre, eller har du noget på hjerte, der bare skal deles? Vær klar over, hvorfor du gør det, så du ikke jagter en drøm af de forkerte årsager.

3. Spørg dig selv, hvad du vil gøre ved din drøm. Er du villig til at gøre det, der skal til, for at det lykkes? En drøm kan kræve ofre, f.eks. at du ikke tjener penge i en periode eller skal flytte dig geografisk. Er du ikke villig til det, så sker der ingenting.

4. Identificer de handlinger, der skal til, for at du kommer i mål. Lav en liste med de ting, der helt konkret skal gøres, for at du kommer derhen, hvor du gerne vil være til sidst. Tag det skridt for skridt og vær bevidst om, at der vil være ting, du bliver nødt til at sige nej til i en periode.

5. Gør det. Passion er ikke nok i sig selv. Det er drivkraften, der sætter det i gang. Der er ingen vej udenom at handle.

EKSPERT: Coach Pernille Melsted. Se pernillemelsted.com

ELEV: Mille Eigard Andersen, 31, ihdumille.dk

FORLØB: Mille har deltaget i foredraget og læst bogen „Find din passion”.

RESULTAT: Tre bøger på tre år og en uddannelse til sexolog.