Gertrud fik 7 år mere at leve i: Jeg gjorde status og fandt ud af, hvad der er vigtigst

Min kæreste, der var fra Uganda, og jeg havde været på ferie i Grækenland.

Inden vi tog af sted, var vi blevet hiv-testet.

Læs også

I dag vil Christina ikke længere skamme sig over, at hun har en kronisk sygdom

Jeg havde fået flere test forinden, som var negative, så jeg var ikke nervøs, da vi tog ind på Rigshospitalet for at få svar. James var aldrig blevet testet; det var ikke populært i Uganda – hellere gå i uvidenhed end at få dommen, selv om 20 procent af befolkningen dengang var smittet. Så for at lokke ham havde jeg foreslået, at vi blev testet sammen.

På hospitalet blev vi modtaget af en læge og to sygeplejersker. Jeg fattede ikke mistanke, men tænkte ”sikke da en fin omsorg, at de er så mange”. Det var ikke, før jeg så de alvorlige miner, at jeg fattede budskabet.

Først troede jeg kun, det var James. Men det var os begge. Da vi fik beskeden, blev der helt stille i rummet, og jeg tænkte ”det må jo være rigtigt, når de siger det.” Men ellers tænkte jeg mest: ”Gud, hvordan vil James reagere?” Jeg er et usentimentalt menneske og reagerer rationelt i kriser. Jeg græder ikke. Det måtte vi finde ud af at løse.

Vi tog op på min gård i Hornsherred. Der sad vi bare og kiggede ud ad vinduet i tre dage. Lammede og rystede. Han var chokeret og ked af det. Det var nogle forfærdelige dage, inden han skulle rejse videre på grund af arbejde. Det var i 1991, og dengang var hiv en dødsdom. Lægerne sagde, at jeg havde fem-syv år at leve i.

Jeg har prøvet ”at skulle dø” to gange tidligere. Da jeg var fire år, faldt jeg i en brønd med et trædæksel, og der gik nogle minutter, før min mor fandt mig. Der lå jeg i mørket, men min mor fik fat i mit hår og trak mig op af vandet. Anden gang var en bilulykke i Frankrig. Jeg var 18 år. Min 23-årige søster døde, og jeg brækkede halsen og lå på et fransk provinssygehus i lang tid. Der var det også lige ved. Men denne gang havde jeg tid til at planlægge.

Efter dødsdommen satte jeg mig og gjorde status. Hvordan skal du prioritere din tid? Jeg var glad for mit liv. Mine unger var 15 og 22 år; det var godt, de var så store. Jeg fandt ud af, hvad der var vigtigst: Mine børn og min eksmand, som jeg var gode venner med, blev prioriteret. Og så var det essentielt, at jeg fortsatte mit arbejde med at lave dokumentarfilm til DR fra Afrika, Asien og Latinamerika.

Læs også

Da Elsebeth Egholm fandt sin kæreste som 46-årig, lærte hun særligt én ting: ”Det er nødvendigt”

Psykisk gik jeg først rigtigt ned året efter. I et år havde jeg en stor sten i maven uden at kunne fortælle det til nogen. Jeg fortalte det først til en veninde. Jeg kunne ikke længere bære hemmeligheden, og da hun arbejdede i HIV-Danmark, vidste jeg, at hun ikke ville være fordømmende.

Der gik tre år, før mine børn fik det at vide. Helt åben blev jeg først efter ti år. Jeg var angst for, at andre ville tage afstand, og frygtede at miste mit arbejde. Fordi hiv er seksuelt overført, blev du som kvinde hurtigt set som promiskuøs eller narkoman. Du blev hurtigt en andenklassesborger. Jeg var psykisk helt til rotterne i 1990’erne og gik en del i terapi.

I 1996 kom medicinen, som reddede mit liv. Jeg responderede fint på den krasse kemi, og jeg har aldrig haft en sygedag på grund af noget fysisk med hiv. Fra den ene dag til den anden blev jeg benådet. Nu skulle jeg pludselig leve. Det var eksistentielt det sværeste. Jeg havde jo indstillet mig på højst at have to år igen.

Samtidig var det fantastisk. Pludselig var træerne lidt grønnere. Pludselig var foråret lidt smukkere. Jeg var blevet mormor i 1994, og noget af det, jeg tænkte mest på, var, at jeg skulle dø fra lille Luna, som jeg er så knyttet til. At få et liv med børnebørn var min store glæde.

I dag lever jeg helt normalt; jeg tager én pille om dagen. Hiv-virus er undertrykt, så jeg ikke kan smitte andre. Sådan er det for alle med hiv, som er velbehandlede.